Igen i år kunne Roskilde Festival byde på et omfangsrigt program af kunst og aktivisme i festivalens opvarmningsdage. Det buldrer og brager stadig i det kaotiske laboratorium af ideer, som præger festivalens første, kåde dage, men som det er med laboratorier, så forløber nogle forsøg bedre end andre. ISCENE talte med performer Nicolai Risbjerg og prøvede flere andre formater af.
I 2025 var det et erklæret mål for Roskilde Festival at bringe kunsten og aktivismen ud til et bredere publikum end den lille men meget dedikerede skare, der dagligt indfinder sig på festivalens Flokkr-scene i opvarmningsdagene – eller First Days, som festivalen selv betegner dagene før de musikalske hovednavne.
Et korstog af kærlighed
En af de kunstnere, der skulle løfte opgaven, var Nicolai Risbjerg, som til dagligt arbejder med både billedkunst, skulptur og performance. Performanceværket Action Man Collecting Sweethearts udspillede sig over flere dage, og som et korstog af kærlighed drev det gennem festivalens campingområde.
I skabelsen af dette værk har jeg tænkt meget over, hvad Roskilde Festival er for et sted
“I skabelsen af dette værk har jeg tænkt meget over, hvad Roskilde Festival er for et sted, hvad er det for et publikum, og hvordan kan man ramme det og tappe ind i de unikke ting, der er netop lige her,” udtaler Risberg til ISCENE og refererer til den sagnomspundne Orange Feeling, som har været et credo for festivalen i årtier.
Det hyper naive værk bestod af en gruppe optrædende som udstyret med ringbrynjer, sværd og andet militært isenkram bombarderede de intetanende festivalgæster med kærestebreve, forlovelsesringe og hjerteformede balloner. “Jeg arbejder meget med et visuelt sprog og nogle symboler, som er relativt let genkendelige, og den her performance spiller jo på alle klichéerne.”
Orange Feeling
Risbjerg har arbejdet med Action Man-karakteren de seneste fem år, og beskriver ham selv, som “en forfejlet kriger, der egentligt bare forelsker sig i alle og i virkeligheden ikke er særligt brutal, selvom karakteren har en forestilling om, at man skal være stor, stærk, muskuløs og brutal for at komme frem i verden.” Dualiteten gik tydeligvis rent ind hos et begejstret publikum.
fordi folk på festivalen er så åbne, bliver det et virkelig spændende publikum, som man ikke møder så ofte
Selvom Risbjerg også i andre sammenhænge optræder og udstiller i det offentlige rum, så er Roskilde Festival alligevel noget særligt: “Hvis man flyttede det her ud på gågaden i Roskilde by, ville det være noget helt andet, men fordi folk på festivalen er så åbne, bliver det et virkelig spændende publikum, som man ikke møder så ofte. Det hele bliver bare lidt mere intenst herude, og det bliver følelserne også”.
Til spørgsmålet om, hvorvidt det er et nemt publikum, svarer Risbjerg: “Det er et ret nemt publikum til lige præcis det her projekt, men der har også været mange idéer, som jeg har måtte skrotte, fordi de aldrig ville fungere herude.”
LÆS også ISCENEs anmeldelser af performances på festivalen her
I ét med kaos
Risberg var ikke alene om at udfolde sine værker på festivalens campingområde; også den britiske kunstner Jeremy Hutchinson blev sendt en tur ud i det kærlige kaos. Hans performance Dead White Man, som havde til formål at sætte fokus på tøjbranchens eklatante mangel på klima- og miljøbevidsthed, startede på Flokkr, hvor publikum i fællesskab indhyllede ham i uhyrlige mængder genbrugstøj, hvorefter han forlod scenen og satte en sagte kurs mod ølbowlingland.
De troede, det var en fyr fra en anden camp, der havde gang i en gedigen brandert
Skuet var på sin vis indiskutabelt spektakulært, men Roskilde Festival er i den henseende et ganske særligt sted, og performancen gik visuelt lidt for meget i ét med omgivelserne. De intetanende fremmødte fortalte ISCENEs udsendte variationer over udsagnet, at de troede, det var en fyr fra en anden camp, der havde gang i en gedigen brandert.
Måske udeblev refleksionen, men mange festivaldeltagere fik i hvert fald en vild selfie til samlingen.
Jeremy Hutchinson udstillede i øvrigt et større installationsværk på festivalområdet, som ligeledes satte fokus på tøjbranchens vulgære overforbrug.
Meditationer
UV indekset ramte noget nær klimaks, da Becoming Species tirsdag eftermiddag indtog Dancefloor. Under den nådesløse sol var fremmødet sparsomt, selvom enkelte forbipasserende følte sig kaldet til at deltage. Gennem meditation blev deltagerne bragt i forbindelse livet omkring os – dyr, svampe, planter – og efter metamorfosen afsluttedes performances med en lang monolog om, at dette var et kommunistisk projekt.
Fra et iagttager perspektiv havde seancen mere karakter af en opvarmningsøvelse end et færdigt værk
Fra et iagttager perspektiv havde seancen mere karakter af en opvarmningsøvelse end et færdigt værk, og det er vanskeligt for mig at gennemskue hvilken vinkel, jeg skal anlægge, for at kunne kalde den vellykket.
Party as activism
I et interview med ISCENE kunne man for nyligt læse, at festivalen havde til hensigt at fokusere på “party as activism”, og det kom tydeligt til udtryk til House of Fruits på Dancefloor søndag eftermiddag. Det internationale queer-kollektiv diskede op med et brag af en fest, hvor humoren, kærligheden og kreativiteten fik frit lejde.
I det pulserende og veldrejede inferno indfandt sig en ordknap forståelse
I al væsentlighed var der (bare) tale om et fantastisk og queer dansegulv, men i det pulserende og veldrejede inferno indfandt sig en ordknap forståelse, og glæden ved hinandens forskelligheder strålede om kap med solen. I al sin gribende enkelthed fremstod værket/eventet som et indslag, der opnåede, hvad det ville.
Efter tre dage med kunst og aktivisme, som – i hvert fald i sit udtryk – stak i nærmest alle retninger, åbnede portene til festivalpladsens forjættede land, og også der levede kunsten og aktivismen i bedste velgående.
