Kat på et varmt Bricktag

Anmeldelse af Kat på et varmt bliktag på Betty Nansen Teatret

<strong>Kat på et varmt</strong> Bricktag

Kat på et varmt bliktag på Betty Nansen Teatret 2018. Foto: Christian Friedländer

Klaus Rothstein:

er kritiker, kommentator og journalist ved Weekendavisen, studievært på Skønlitteratur P1 og forfatter til en håndfuld essaysamlinger og debatbøger om litteratur, kultur og politik.

Billedserie

Kat på et varmt bliktag
17. nov - 31. dec 2018
Betty Nansen Teatret

Billedserie

Kat på et varmt bliktag
17. nov - 31. dec 2018
Betty Nansen Teatret

Alle folk i Herredet siger, at Brick drikker, men ingen spørger, hvorfor Brick drikker? Tennessee Williams’ stykke skal ses som et drama om seksualitet.

Så skal Big Daddy dø igen. Det er ikke kun en irriteret tyktarm, men en terminal bunke kræft, der bidrager til hans brutale forbitrelse, selvom han – ifølge den tekstloyale tolkning af Tennessee Williams’ skuespil – ikke selv er klar over, at han ikke har langt igen. Dét er – vover jeg – det helt dominerende bedrag i Kat på et varmt bliktag.

Nej, Tennessee Williams udstyrer ikke Big Daddy (Olaf Johannessen) med denne dødsbevidsthed. Der er ikke tekstbelæg for at sige, at sydstatspatriarken Big Daddy kender sin forestående skæbne. Men i et familieunivers, hvor løgnen og fortielsen går hånd i hånd med selvbedraget, hvorfor skulle så magtfuld en mand ikke vide det? Hvorfor skulle så kynisk en familieleder ikke ligefrem nyde at holde det skjult for den kone, som hænger ham langt ud af halsen, de sønner som han dybest set foragter, og de svigerdøtre som han ikke nærer ét sekunds respekt for?

Kat på et varmt bliktag på Betty Nansen Teatret 2018. Foto: Christian Friedländer

Min teori: Big Daddy er ikke dum. Den store bomuldsmagnat er vant til at sno sig. Han ved godt, at han ikke har langt igen, men det er ikke et problem. Han ved nemlig også, at hans sønner ved det, og tror at han selv ikke ved det. Det giver ham en fordel. Og han nyder at se det sammenbrud, som hans varslede død fremtvinger i familien, hvor skeletterne vælter ud af skabene, næret af en positionskamp om arven efter den vel- og magthavende pater familias. Set i dét perspektiv bliver Kat på et varmt bliktag en ekstra vulgær tåspidsdans for marionetterne i familien Pollitt. Om der er tekstbelæg for det eller ej.

Hvorfor er vi i 70’erne?

Minna Johannessons eksalterede instruktion af dette klassiske sydstatsfamiliedrama foregår i Christian Friedländers unødvendigt kreative scenografi og kostumedesign. Det er en gavmild ophobning af ideer uden mådehold: Laksefarvede røvballegardiner, knejsende guldfallospalmer, halvdekadente møbler, et badekar og en kaktusørken, der kryber ind i rummet. Et trommesæt m.m. er der også blevet plads til, for musikken bor jo på scenen i hver og hver anden forestilling nu til dags.

Kat på et varmt bliktag på Betty Nansen Teatret 2018. Foto: Christian Friedländer

Fuldkomment umotiveret er vi flyttet op i de kitschede 70’ere, but why? For min skyld kunne stykket foregå på Mars, hvis bare det virkede, men her sidder jeg tilbage og savner motiv og argument for at rykke handlingen ud af de bornerte 50’ere. Nu er vi jo – i teknisk tid – efter ungdomsoprøret, hvor frisindet fik et andet råderum end i de forskrækkede småborgerlige koldkrigsår, men tidsånden bruges ikke til noget, hverken som modbillede til teksten eller til at skabe en lomme af god gammeldags reaktionær sydstatskonservatisme.

Er Brick bøsse?

Sagen er jo, at det virkelige drama hos familien Pollitt ikke så meget er forestillingen om den gamle knarks tilstundende død. Sagen er, at alle folk i Herredet siger at Brick (Patrick Baurichter) drikker, men ingen spørger hvorfor Brick drikker? Hvad er grunden til at den unge søn hele tiden leder efter den næste drink? Hvorfor er hans ægteskab med den labre kattekvinde Maggie (Johanne Louise Schmidt) ved at forstene? Det er vel meningen, at også han skal avle arvingens arvtagere.

Kat på et varmt bliktag på Betty Nansen Teatret 2018. Foto: Christian Friedländer

Brick drikker, fordi han savner sin ven Skipper, der begik selvmord, og han skammer sig over sin rolle. De to var holdkammerater på et professionelt footballhold. Men Bricks karriere gik i vasken efter en skade, som nok ikke var så slem, som den blev gjort til. Til gengæld svirrede rygterne om, at de to kammerater ikke bare var holdkammerater, men også sengekammerater. For at mane rygterne i jorden overfor Maggie, gik Skipper i seng med hende, han måtte bevise sin mandighed, og Brick blev gjort til hanrej. Om han savner sex med sin kone eller med Skipper, forbliver et åbent spørgsmål. Men altså: Bøsserygter om en maskulin sportsstjerne i sydstaterne i 50’erne! Det kan drive enhver til flasken, røg af en brand eller ej. Endnu i dag vil det være tabuernes tabu.

Det skrøbelige familieglasmenageri

Kat på et varmt bliktag er et undertrykt bøssedrama skjult i en banal arvestrid, hvor sønnernes koner kæmper for at placere deres mænd forrest i hierakiet. Det kræver geskæftighed i rigt mål af Gooper (Mikkel Arndt) og Mae (Kitt Maiken Mortensen) og løgn, ikke mindst af Maggie, der lyver sig gravid for at tækkes svigerfar. Det er måske forestillingens mest ømme scene.

De eneste i hele det skrøbelige familieglasmenageri, der ikke manipulerer med andre end sig selv, er den groft selvbedrageriske Big Mamma (Ditte Gråbøl) og den selvdestruktive Brick. Måske er der et lille fremtidshåb for ham og hans listige kat af en kone?

Kat på et varmt bliktag på Betty Nansen Teatret 2018. Foto: Christian Friedländer

Teksten fejler fremdeles ikke noget, og Tennessee Williams’ skuespil skal også nok overleve frem mod mere klassiske genopsætninger af den forløjede fødselsdagsfest. De nye veje, som Minna Johannesson slår ind på med opskruede indslag af kreativ ekstravagance, gør ikke noget godt for essensen. Det er stadig i den desperate psykologiske tegning, vi skal finde det egentlige drama. Griskhed er en dødssynd, så det tema går aldrig af mode, men måske er det mere relevant at gense dette drama som historien om en søn, der går til grunde, fordi hans egentlige seksualitet ikke har en plads i denne verden.

Teksten er en klassiker, opstået ud fra dramatikerens egne livserfaringer som homoseksuel i en sydstatsfamilie, hvor der både var psykisk sygdom og alkoholisme. Autofiktion, ville man sige i dag, og journalisterne ville ringe familien op og sige: Passer det?

Instruktionen og scenografien sigter godt, men rammer skidt. Og skuespilpræstationerne? Alle har en fin dag på kontoret, nogen stråler lidt mere end andre. Ingen gør noget, man ikke kunne forvente.

Dramatiker: Tennessee Williams
Instruktør: Minna Johannesson
Scenografi og kostumer: Christian Friedländer
Oversættelse: Madame Nielsen
Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Patrick Baurichter, Olaf Johannessen, Ditte Gråbøl, Mikkel Arndt, Kitt Maiken Mortensen, Mikkel Hess m.fl.

Læs mere om forestillingen her

Del artiklen

'Kat på et varmt Bricktag'

Facebook