Teater Hunds Jul med dyr har store ambitioner om at formidle vigtig viden om verdens tilstand i børnehøjde – det er fortalt med hjertet på rette sted, men også i en lidt ufokuseret fortælling.
Måske minder den lidt om ”Dyrene i Hakkebakkeskoven møder miljøkatastrofer i en julekomedie”? Tanken slog mig, da jeg cyklede hjem fra forestillingen Jul med dyr, som vil så meget hjertevarmt og politisk, at man helt er ved at tabe pusten.
For hjertet er på det rette sted i Teater Hunds nye øko-thriller Jul med dyr, når skovens tre dyrevenner forsøger at samle resten af dyreflokken – ikke til gilde – men til julefest og debat om et bedre og bæredygtigt samfund. Det er en forestilling der ganske prisværdigt trækker lidt samfundsrelevant stof ind på scenen i børnehøjde, men måske også sætter forståelsesbaren lidt højt, med ambitioner om at få de små poder fra 5 år til at følge med i handlingens mange fortællingstråde, som omfatter miljøkatastrofer, venskab, skærmbrug, ”hvordan taler vi bedst til hinanden” og sætter spørgsmålstegn ved, hvad en hjertevarm juletid egentlig betyder.
Jul med dyr på Teater Hund & Co. 2018. Foto: Natascha Thiara Rydvald
Men som sagt er ambitionerne høje og der sættes fint fra start, med græsbløde tæpper vi skal mærke på de skoløse strømpesokker, en sød bog med varme tegninger og ny-opsatte bænke i børnehøjde.
Med bogen i hånden er vi klar og en speakerstemme fortæller, at vi skal ”bladre i en side når lyden høres”. Inde i bogen kan vi mærke hårdheden af de små sten og bløde ”græs-totter” som er limet ind. Det er en fin start, der med sin genkendelige situation straks får de små poder til at falde til ro.
Herefter træder Bjørn og Ulv ind på scenen. Bjørn er en opslugt net-surfer, som søger julegaver i plast a la popcornmaskiner i størrelse ekstra large, mens ulv laver danse-moves til mobiltelefonens Youtube-musik. Deres mangel på nærvær kan mærkes, og vi forstår, at skærmene ikke er et hit. Skuespillerne Anne Dalsgaard (Ulv), Rene Benjamin Hansen (Bjørn) og Morten Brovn (Egern) leverer alle søde dyreportrætter. Men dyrenes mentale – om end iscenesatte – fravær på scenen, smitter af i salen, og når både Ulv og Bjørn sidder med næsen begravet i skærmen og fortæller om ting de kun selv kan se på skærmen, er det svært ikke at føle sig en kende ekskluderet. Dette er selvfølgelig en del af moralen, men også en lidt mærkelig oplevelse på publikumsbænkene. Egern er helt modsat: han kræver nærvær i nuet og en ren skov, mens han
oprevet samler skrald op efter de sløsede skovsvin, og fortæller om fremtidige klimakatastrofer og om overforbrug af el ”fordi pindsvinene bruger hårtørrere”, om ”20.000 træer der dagligt skal fældes, for at bæverne kan få opvarmet deres swimmingpools”, mens ”en vaskemaskine lækker forurenet vand, fordi de glemte at kigge afløbet efter for pelshår”.
Jul med dyr på Teater Hund & Co. 2018. Foto: Natascha Thiara Rydvald
Man skal holde ørerne stive for at følge med i de mange syrede metaforer – og spørgsmålet er, om børnene mon kan følge med i de mange ord? For der er megen snak og dét at meget af samtalen handler om ting, der foregår udenfor det sceniske univers, gør det svært at fastholde fokus på fortællingen. Men som sagt er det en forestilling med store ambitioner, og da alle til slut bydes op til dans på scenen, finder forestillingen alligevel det nærvær og samlende fokus, den så ihærdigt selv plæderer for.
