”Jeg holdt op med at gå i mødregruppe”

– en monolog om moderskab og manglen på samme

<strong>”Jeg holdt op med at gå</strong> i mødregruppe”

Ida Cæcilie Rasmussen i Med mig selv i mine egne arme. Revolver på Republique, Østerbro Teater. Foto: Per Morten Abrahamsen

Nina Branner:

er uddannet i litteraturvidenskab og kulturjournalistik fra Universität der Künste i Berlin, og skriver om kultur og samfundsstof for blandt andre Dagbladet Information, Weekendavisen og berlinske medier.

Med mig selv i mine egne arme
5. jan - 2. feb 2019
Revolver på Republique, Østerbro Teater

Med mig selv i mine egne arme
5. jan - 2. feb 2019
Revolver på Republique, Østerbro Teater

Skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen, er kvinden uden børn i Christina Hagens anmelder-roste monolog Med mig selv i mine egne arme, på Østerbro Teater. ISCENE mødte Ida Cæcilie Rasmussen to dage før premieren til en snak om tekstens tema: Går kvinder uden børn glip af meningen med livet?

Få måneder efter at Ida Cæcilie Rasmussen havde fået sin nu to-årige datter, sad hun i en bus på Bornholm. I fuld gang med amning og med madpakkepapir flyvende omkring sig ænsede hun ikke, hvem der havde sneget sig ind på sædet bag hende.

”Jeg sad og var helt mor-agtig. Pludselig var der en, der prikkede mig på skulderen, og så var Christina Hagen der: ”Hej Ida, jeg har skrevet en monolog til dig”, sagde hun – ”Den handler om ikke at ville have børn””. Den 34-årige skuespiller, som udover at have født en datter er bonusmor til en 11-årig dreng, var ikke i tvivl, om hun skulle sige ja til at spille monologen.
”Jeg vidste i forvejen gennem de af Christinas tekster, jeg havde arbejdet med, at jeg ikke er som hende – på en måde er jeg helt modsat. Det ved hun også. Derfor var der en grund til, at hun havde skrevet teksten til mig”, siger Ida Cæcilie Rasmussen, der i 2012 blev uddannet fra Odense Teaterskole og siden har medvirket i en lang række forestillinger blandt andet som en del af Det Røde Rum på Skuespilhuset.

I Med mig selv i mine egne arme står hun nu på scenen – akkompagneret af skuespilelever fra Københavns Akademi for Musik, Dans og Teater – i en forestilling, der tager samfundets syn på moderskabet under kritisk behandling. En forestilling om at være kvinde i den fødedygtige alder men ikke lige have nået det med at få børn. Om at finde sin identitet og tage livsvalg. Og om lortebleer, babyer med jordbærhatte og sex i baggårde.

En slimet badebold

I 1990’erne gjorde den amerikanske kønsteoretiker og feminist Judith Butler for alvor op med idéen om, at kvinder er sat i verden for at få børn. Nogle årtier forinden fastslog den franske tænker Simone De Beauvoir, at ingen kvinder burde tvinges til at være forælder. Der har altid været kvinder, som valgte moderskabet fra. Men i Danmark anno 2019 – et af de mest liberale samfund i verden – lever den sejlivede skrøne om, at kvinders lykke er uløseligt forbundet til det at blive mor tilsyneladende i bedste velgående.

”I dag bliver der set på kvinden uden børn som en lidt åndsfattig person. Det er for eksempel mere acceptabelt for en mand at begrave sig i sit job – men en kvinde har noget, hun ikke har udlevet endnu, hvis hun ikke har fået et barn. Det er måske rigtigt rent biologisk, men det kan jo være noget andet, der gør én lykkelig”,
siger Ida Cæcilie Rasmussen, da jeg møder hende i hendes garderobe på Revolver i midten af Københavns mor-mekka, Østerbro. Ser man sig omkring på de nordkøbenhavnske boulevarder, skal øjet ikke søge længe for at finde hvile på en tilsyneladende lykkelig mor, der stolt skubber sit afkom foran sig som et trofæsk bevis på sin kvindelighed. Det er i hvert fald, hvad figuren i Med mig selv i mine egne arme oplever.

Med mig selv i mine egne arme. Revolver på Republique, Østerbro Teater. Foto: Per Morten Abrahamsen

“Jeg skal føde en baby. En lille slimet badebold, der vil arve min tæveagtige overfladiskhed og min dårlige begavelse og min korfirmationtøse besættelse af skønhed og brynpenne og læbestifter fra Gosh og mascara og lortebrunt pudder. Men først, min pige, først skal jeg tro på lykken, hip hurra, skal jeg skrive digte og ville fremtiden og samle andre menneskers skrald op fra gaden, først skal jeg ligge under et gammelt æbletræ en sommerdag, hvor solen ætser min hud”,
fabulerer den nogle og 30-årige navnløse kvinde med pangfarvede gamacher og sidevendt kasket i en rasende og rablende talestrøm om den eksistentielle angst, der for mange kvinder er forbundet med at blive mor. For hvad hvis man bare ikke lige har haft tid til at få børn? Hvis man ikke har mødt én, man har lyst til at få dem med? Eller hvis man bare er i tvivl, om man overhovedet kunne tænke sig en ”burger”, som karakteren i Med mig selv i mine egne arme bruger som metafor for en baby:

“Jeg tror, at når man ser sig i spejlet efter, at man har fået en burger, så ligner man en gammel jakke eller en gennembanket, udtrådt ræv. Det snurrer sådan lidt i de betændte bumser, og glæden i fjæset, den er væk, de der satans hudsække under øjnene, de hænger nede på kinderne som tunge, kinesiske kopikondisko. Der kan man godt tænke: Skulle have nøjedes med en let salat”, åbner Ida Cæcilie Rasmussen stykket, mens hun stirrer perplekst på publikum.

Aldrig alene

Selvom hun selv har valgt moderskabet til, kan hun genkende mange af rædselsscenarierne i Christina Hagens tekst, fortæller skuespilleren, mens hun nipper til en jogurt med mysli fra Lagkagehuset. Klokken er 11 om formiddagen, og senere på dagen skal hun lave første gennemspilning med publikum. Hun gnider sig med hænderne i ansigtet og fortæller, at hun aldrig har været så gennemtræt før. Med arbejde, kæreste og børn er der ikke meget tid til selvomsorg.

Stykkets titel refererer til et behov for som menneske at være der for sig selv – både i eksistentiel og fysisk forstand. I hvor høj grad er det muligt, når man er mor?
“Jeg oplever, at jeg har kunnet holde fast i min identitet og det, som giver mig mening i livet ud over moderskabet. Og jeg føler, at den side af mig selv er vokset, efter jeg er blevet mor. At jeg er blevet en bedre skuespiller og et stærkere menneske. Det, der har præget mig hele livet, er ikke blevet til noget andet. Men jeg er totalt slidt, og det med at tage sig af sig selv på wellness-måden er der ikke meget af. For eksempel er jeg aldrig alene. Det, synes jeg, er ret heftigt”, siger Ida Cæcilie Rasmussen.

På sin blog fortæller Christina Hagen om baggrunden for at skrive en monolog om en kvinde, der ikke vil have børn. Nemlig den gængse opfattelse af, at det vigtigste i en kvindes liv er at blive mor. En opfattelse, hun møder hos både bekendte og fremmede. Ida Cæcilie Rasmussen er enig i, at der i vores samfund er en fastlåst og måske urealistisk opfattelse af, hvad det vil sige at være kvinde.

”Som kvinder i dag skal vi kunne rumme alt – være selvstændige, have en god kæreste, være mødre og samtidig rejse jorden rundt. I forestillingen vælger kvinden lykken ved friheden. For at komme til den beslutning, gennemgår hun en masse tvivl og nogle forskellige moderscenarier, men kommer frem til, at for hende er det okay, at hun lige nu vil noget andet”.

Med mig selv i mine egne arme. Revolver på Republique, Østerbro Teater. Foto: Per Morten Abrahamsen

Men tror du ikke, der er mange kvinder, der både vil friheden og moderskabet?
”Jo. Men jeg tror ikke nødvendigvis, det er alle, der er skabt til det hele. Fx ser jeg mange kvinder, der har fundet lykken i moderskabet og er ulykkelige over at skulle tilbage i arbejde. Andre er super glade for deres børn, men er stadig dedikerede til det, de ellers finder mening i. Det handler om at finde ud af, hvad du er drevet af i livet, og hvem du er som kvinde”, siger den lille, lyshårede skuespillerinde med den rolige, eftertænksomme stemmeføring.

For Ida Cæcilie Rasmussen var lysten til at få et barn stærkere end angsten for de ting i ens liv, der ændrer sig, når man bliver forælder. Stykkets karakter har det omvendt. Og det var netop modsætningen mellem hende og Christina Hagen, der tiltrak hende, fortæller hun.
“Grundpillen i Christinas litteratur er vrede, men det er også vigtigt at se skrøbeligheden i hendes tekster, og det har altid været min vinkel på hende. Med mig selv i mine egne arme handler ikke kun om ikke at ville have børn, men også om at være bange for at tage valg i livet. At finde ud af, hvilken kvinde man er, og om det er okay ikke at være som de andre”, siger hun.

Måtte droppe mødregruppen

Angsten for at blive forladt. Angsten for at blive aseksuel. Angsten for tisseunderlag og doktorlege med krystalglas. For at ens barn skal sutte ens personlighed ud af en og lægge den som en stor, stinkende lort i en stofble. Med skuespillereleverne fra Københavns Akademi for Musik, Dans og Teater som billeder på hovedpersonens fantasi projiceres hendes frygt ud i overstørrelse i den farverige supermarked-scenografi. De er samfundet, der ser på hende, og de er hendes børn, der tager patent på hendes liv. De er frygten for ikke at slå til.

Ida Cæcilie Rasmussen genkender meget af den angst, hendes karakter i stykket gennemgår – både fra før og efter, hun fik sin datter. Personligt måtte hun som førstegangsmor tage et valg om ikke at lade sig forstyrre for meget af den, hvilket blandt andet betød, at hun holdt op med at komme i sin mødregruppe.

”Jeg oplevede, at jeg blev angst ved at gå ind i et fællesskab, der hele tiden gjorde mig opmærksom på alt det, jeg kunne gøre forkert. Hvor mange timer om dagen får du lagt dit barn på maven, hvor tit skal du amme, hvor meget skal du malke ud for, at det kommer til at sove fire timer i stedet for tre? Alt blev målt og spejlet. Jeg gik ofte derfra med følelsen af, at jeg ikke kunne finde ud af noget som helst – selvom jeg jo havde et glad og velfungerende barn”, fortæller hun.

I stedet fandt hun styrke i sin egen intuition omkring sit moderskab. En af hendes største erkendelser har været, at man er lige så forskellig mor, som man er menneske. Derfor valgte hun i høj grad diverse mor-blogs, livsstilsmagasiner og andre fællesskaber for mødre fra. Fællesskaber, som mange kvinder ellers finder støtte og glæde i.
”Hvis man skal være kynisk, kan man med en sætning fra stykket sige, at det at blive mor er en gratis identitet for de fantasiløse. Hvis man skal være positiv, kan man sige, at der er nogle, der oplever stor mening i deres liv ved at blive mor og vælger at gå meget med det. For mig var det vigtigt at føle mig sikker på, hvad jeg var dygtig til, og hvor min faglighed lå, inden jeg blev mor. At der var en ro omkring det inde i mig”.

Derfor er Ida Cæcilie Rasmussen glad for, hun ikke fik et barn, da hun var i 20’erne og havde brug for at prøve sig selv af på andre måder.
”Man kan selvfølgelig være 38 og ikke have fundet sin identitet. Og man kan være 22 og være helt på plads. Det handler om, hvordan man selv oplever det. Og måske kan man sige, at karakteren i denne forestilling er et sted i livet, der ikke er helt på plads. Men hun er i gang med at gøre sig tanker om det, og derfor er der ikke lige plads til at få børn. Teksten er en erkendelse og accept af det”, siger skuespilleren, inden hun synker det sidste af sin jogurt og gør sig klar til sidste gennemspilning inden premieren.

At det er ok, at børn i nogle tilfælde må vige pladsen for andre ting i livet, er en vigtig pointe, som Christina Hagens monolog minder om. Erkendelsen af, at bare fordi man er kvinde i den fødedygtige alder, er det ikke sikkert, man er ”klar” til at få børn. At man også kan vælge at kaste sig ud i forældreskabet velvidende, at man stadig er undervejs som menneske, er måske også en tanke værd. I hvert fald hvis man spørger denne gravide skribent. Og mon ikke, der er mange kvinder, der har det sådan? I begge tilfælde er vigtigheden af at have sig selv i sine egne arme ikke at forglemme.

Del artiklen

'”Jeg holdt op med at gå i mødregruppe”'

Facebook