Efter succesen med filmen The Square har Claes Bang fået momentum som filmskuespiller. Men kærligheden til scenen og publikum er stadig intakt, og Claes Bang savner teateret, hvis han er væk for længe.
Hvad betyder teater for dig?
Det har nærmest betydet det hele. Da jeg gik på Statens Teaterskole, hed den sådan, fordi det var en teaterskole, hvor man blev teateropdraget. Nu hedder den Statens Scenekunstskole og har ændret navn, fordi den favner mere bredt. De seneste år har jeg lavet 60 % teater og 40 % film og tv. For fem år siden var det nok 80/20. Teateret er det, jeg kommer fra.
Hvad er forskellen på at spille teater og lave film eller tv?
En helt konkret forskel er, at på teateret står jeg i samme rum som det publikum, der ser forestillingen. Der er en her og nu fornemmelse. Teaterinstruktøren Sam Besekow har sagt, at teater er skrevet i vand. Det citat rammer fornemmelsen af, at vi – skuespiller og publikum – skaber et øjeblik, som er her lige nu! Og så er det forsvundet! Den kontakt og forbindelse, der er i det, synes jeg, er fantastisk. En anden konkret forskel er, at teateret skal nå herfra, hvor jeg står, og – hvis det er en stor sal – helt ned til række 26. På filmen bor udtrykket i øjnene eller i det, scenen er fuld af, men på teatret er du nødt til at kunne trykke lidt hårdere på pedalen for at få historien til at række ud i salen.
Og så er der en ting, jeg er meget vild med ved teater, en ting, som i høj grad er gået op for mig i de senere år, hvor film og tv er blevet en større del af mit liv – det er, at jeg er ekstremt glad for, at jeg som skuespiller i en teaterforestilling er med til at fortælle hele historien. Selv hvis min rolle måske ikke er så stor. På film og tv afleverer jeg noget på en filmrulle, eller nok snarere et memorykort i et kamera, og så sidder der en instruktør og klipper og bruger det til at fortælle historien siden hen. Det er en ret stor forskel. Og det er præcis det at være med til at fortælle en historie, jeg kommer til at savne mest, når jeg har lavet meget film og tv. Det er ekstra intenst i en monolog, hvor man nærmest er alene om at holde skibet i søen i den time eller to, det varer.
Savner du den umiddelbarhed i arbejdet med film?
Nej, for der er også en ekstrem umiddelbarhed i at lave film. Det handler i den grad om at dyrke det øjeblik, der er her og nu. At få en scene til at spille og aflevere det optimale materiale til instruktøren, så han har alt at klippe med. På film og tv kan du i den grad tillade dig at glemme alt om, hvad du lavede i går og skal lave i morgen og bare koncentrere dig om at få det til at spille lige nu.
Bliver du påvirket af publikum, når du spiller teater?
Ja for helvede. I den grad, og det burde jeg jo ikke, for på en eller anden måde skal jeg vel aflevere det, der skal afleveres. Men det er også det, der er det levende og interessante ved teater. At dét publikum kommer med, dén måde publikum er sammensat på, og dét humør, de samlet afleverer tilbage til os, påvirker forestillingen i en eller anden grad.
Mest tydeligt er det nok i forestillinger, som er morsomme – sådan måler man det lettest. Man kan have en aften, hvor alt det, folk plejer at muntre sig over og grine af, ikke har nogen resonans. Hvor det virker som om, man spiller en helt anden forestilling. Det er både vanvittigt fantastisk og frustrerende.
Det kan specielt være frustrerende, hvis man har en fornemmelse af, at man ikke helt kan styre det. Det har fx påvirket mig mange gange, når jeg har spillet Jan Guillous Ondskab. Det er en monolog, som handler om en karakter, fra han er 13 til 15 år. Det betyder, at den egner sig ret godt til et ungt publikum. Jeg har ofte spillet den for 8.-9. klasser eller gymnasier. Når jeg kommer ud på en skole, er der ofte nogle ballademagere, som helst skal demonstrere over for alle andre, hvor dødsygt, de synes, teater er. Nogle gange har jeg stoppet forestillingen og sagt: ’Hvis du er så træt af det, så synes jeg, du skal gå’. Det er en forestilling, der er meget direkte henvendt til publikum, så den kan godt bære det. Jeg har lavet den mere end 300 gange, og det er sket over 20 gange, at jeg har stoppet den.
Hvad er din historie med Ondskab?
I 2001 havde jeg sagt ja til at være i ensemblet på Aalborg Teater. Jeg boede i København, hvor også min kæreste og familie boede. Så tanken var, at jeg ville tage til Aalborg og knokle som en tosse og have det sjovt med det. Når ens familie og venner ikke er der, er teateret hele ens liv, tænkte jeg. Da jeg kom derop, var der ikke så meget for mig at rive i i de forestillinger, jeg var med i. Derfor gik jeg op til teaterets direktør Geir Sveaass og sagde: ”Prøv at hør Geir, jeg er her i Aalborg, og jeg skal ikke så meget andet, så må jeg ikke prøve at kaste mig over en monolog?”
Det gik enormt godt. Folk kom og så den, men vi kunne ikke spille den ret mange gange, fordi den var presset ind i programmet. Den fik en runde mere sæsonen efter. Sådan fik jeg taget hul på den. Da jeg var færdig, sagde Geir, at jeg kunne overtage forestillingen og spille den andre steder. Jeg købte rettighederne, da jeg kom hjem fra Aalborg, og satte den op på Folketeateret i 2004. Det gik også fantastisk, men jeg havde indtægter på 156.200 kr. og udgifter for 155.000 kr. Det betød, at jeg på tre måneder tjente 1.200 kr. Men det er en god ting at insistere på sig selv, og det man gerne vil.
Hvorfor lige præcis Ondskab?
Jeg har aldrig spillet den forestilling og tænkt: ’Hvad er det for noget, jeg laver? Det er der ingen, der gider høre’. Den har et universelt tema. Vi har alle prøvet at gå i 2. klasse og vide, at dem fra 5. klasse står og venter rundt om hjørnet, når man er på vej hjem fra skole, og måske vil stjæle ens skoletaske og give én nogle bank. Den virker også på et mindre konkret plan.
Fornemmelsen af, at vi lever i nogle magtstrukturer og hierarkier med regler, som vi måske ikke er opmærksomme på. I forestillingen er volden systematiseret. Det er den også i vores samfund – der står en kasse øretæver og venter, hvis vi ikke opfører os, som vi skal. Så det enkle svar er, at den forestilling altid har relevans og berettigelse.
Du skal spille Byen under CPH STAGE (2018 red.)– hvad betyder den forestilling for dig?
Jeg stødte på den første gang til en reading på en festival for ny europæisk dramatik på Husets Teater for syv eller otte år siden. På sådan en reading arbejder man med teksten to gange i fire timer, og så er der en visning for publikum. Jeg syntes, stykket var overdrevet godt, og tænkte: ’Det her må laves’. En af mine gamle venner fra teaterskolen, Jens August Wille, var med.
Bagefter drak vi en øl og talte om Byen. Han syntes også, den var god, og vi talte om, at den skulle laves. Siden blev han direktør for Odense Teater og ringede og spurgte, om jeg kunne huske den samtale. For nu havde han købt rettighederne og ville gerne have mig med. Vi spillede den i efteråret 2017, og nu er den med på CPH Stage.
Hvad kan du godt lide ved Byen?
Der er noget ekstremt dystopisk ved den. Noget mørkt – som om hele verdens undergang er inde i et parforholds undergang. Den handler om et ægteskab, som er tørret ind eller blevet til en institution. De lever helt ved siden af hinanden og forsøger at opretholde noget. Men samtidig er der også en fornemmelse af, at kærligheden stadigvæk er til stede. Det er to mennesker, der taler til hinanden, men ikke med hinanden og i hvert fald meget forbi hinanden. Det er vanvittigt elegant skrevet og med en stor musikalitet.
Hvad laver du i den nærmeste fremtid?
Året er fyldt op af filmprojekter og mindre af teater, men jeg laver både Byen på CPH Stage og Ondskab på Folketeateret. Efter filmen The Square har jeg oplevet en masse internationale døre åbne sig. Der er et momentum, som jeg gerne vil benytte mig af – og det er fede projekter, der lander på mit bord. Samtidig tror jeg, det er sundt for mig at stå på scenen igen og igen. Det handler om at få kontakt til alt, hvad jeg føler mig drevet af, alt som er vigtigt.
LÆS OGSÅ: CPH Stage i glimt
Artiklen er oprindeligt udgivet i ISCENEs magasin, foråret 2018.
