I den fysiske opera Andersens Duende tager publikum med H. C. Andersen på rejse gennem Spanien i 1862. Kunstnerisk leder og komponist Poul Udbye Pock-Steen fortæller her om at skabe en tidløs oplevelse af den kulturelle rigdom, der findes i vores egen geografiske, politiske og kulturelle baghave, Europa.
Hvorfor har du valgt at tage udgangspunkt i tekster af H.C. Andersen? Har han ikke været opført på alle mulige måder, hvad er det nye?
Jo, Andersen er allerede blevet vendt og drejet i alle mulige retninger. Det nye er, at vi, selv med udgangspunkt i en personlig rejseskildring, ikke inddrager Andersen som person og i virkeligheden heller ikke hans konkrete rejse rundt i Spanien.
For mig er det interessante hans betragtninger over Spanien og spaniernes kultur, som vi finder dem i tre vidt forskellige kilder; rejseskildringen ‘I Spanien’, en række ‘sensuelle’ digte og hans dagbøger fra rejsen. Interessante, fordi de bringer en række eviggyldige spørgsmål, kontraster og modsætninger om os selv som mennesker og borgere i Europa i spil. Observationerne og betragtningerne er stadig lige aktuelle. Andersens Duende er derfor ikke en forestilling om nationaldigteren, der rejser rundt i Spanien, men om tanker og indtryk, der er affødt af en åben og nysgerrig nordbos møde med Syden. Altså, ingen Andersen med høj hat, og ingen rejse fra A til B, men et åbent sind, der oplever og stiller sig spørgende overfor det samfund, det lever i.
Hvad er din tilgang til Andersens samtid i musikken og iscenesættelsen – bruger du musikalske temaer og hvordan blander du klassiske stilelementer med et moderne udtryk?
Jeg arbejder i min kompositionsteknik med elementer af historisk musik som en ‘kontekst-giver’. På samme måde som man i filmmusik kan vælge at bruge historiske eller musik-etnologiske elementer til at placere tilskueren i en geografisk/historisk sammenhæng, bruger jeg historiske musikelementer til at skabe en kontekst for resten af musikken og dansen, der har et mere kontemporært udtryk.
Hvordan bruger du klassisk musik og folke/populærmusik i dit materiale, kan det godt forenes?
Såkaldt klassisk musik og populærmusik kan ikke bare godt forenes, begge typer musik springer fra samme kilde. Det store skel mellem populær og finkultur er født ud af en nyere moderne tankegang, der først rigtigt bider sig fast i det 20. århundrede.
Dengang da Andersens rejste til Spanien, skrev alle de store ‘klassiske komponister’ både kammermusik og orkesterværker, der er baseret på folkemusik-temaer. Især den spanske, andalusiske folkemusik inspirerede komponister fra hele verden, f.eks Georges Bizet, Nikolaj Rimskij-Korsakov og danske Peter Erasmus Lange-Müller.
Hvad fascinerer dig ved den spanske kulturarv fra den tid? Hvad kan vi bruge den til i dag?
Den spanske musikalske kulturarv er en sand smeltedigel skabt af kulturelle impulser fra 4 kontinenter. Den musik, som vi hører og identificerer som ‘typisk spansk’, er i virkeligheden resultatet af en lang række kulturelle møder og sammenstød mellem mellemøstlig, nordafrikansk, sydamerikansk og europæisk kultur. Det er en stærk og udtryksfuld musikkultur, der har formet sig over en periode på mere end tusind år. Det spanske musikalske særpræg er fortsat i udvikling, og kan i dag opleves blandt andet i flamencomusikken. Så lad musikken inspirere og samtidig minde os om, at vores egne kulturelle og musikalske traditioner ikke blot kommer fra USA og England, men har langt dybere rødder plantet andetsteds.
Hvorfor medvirker dansere i en opera?
Andersens observationer går meget på det fysiske, på spaniernes måde at bevæge, kommunikere og gestalte sig på. Samtidig er den spanske musik uløseligt forbundet med rytme og dans. I Andersens duende lader vi to unge kvinder fortolke og forholde sig til Andersens optagethed af ‘Spanierinderne’ og det kvindelige i en sydlandsk kontekst. Det gør de gennem sang, men især gennem moderne dans og performance. Vi har ønsket at skabe en ‘fysisk opera’, hvor de mange modsætninger, kontraster og komplekse følelser udtrykkes gennem et samspil mellem musik og bevægelse, snarere end med musik og ord, som det er tilfældet i en traditionel opera.
Hvorfor skal man se Andersens duende?
Det skal man, hvis man vil have en tidløs oplevelse af den kulturelle rigdom, der findes i vores egen geografiske, politiske og kulturelle baghave, nemlig Europa. Man skal også se Andersens duende hvis man er nysgerrig på, hvordan historie og et moderne kunstnerisk udtryk går hånd i hånd.
Samtidigt vil forestillingen diskret, men bestemt, minde om, at man sagtens kan danne sit eget nationale ‘jeg’ ved nysgerrigt at undersøge og deltage i andre kulturer og folkeslags måde at leve på.
