Kan en kvinde elske to mænd samtidig? Og hvilke følelser bryder ud, når utroskaben kommer for dagens lys? Er der mere end ét offer? Og hvordan lever parterne videre efter løgnene?
Det er temaet i Harold Pinters berømte trekantsdrama Betrayal fra 1978, som netop har haft repremiere i London i en mesterlig nyopsætning på Harold Pinter Theatre instrueret af fornyeren Jamie Lloyd.
Der er så mange vidunderlige kunstgreb i forestillingen i forhold til både scenografi, instruktion og skuespillerpræstationer, at man uden tøven kan tale om et mesterværk.
Det bliver svært at komme efter denne kirurgisk præcise udlevering af bedragets komplekse anatomi. På intet tidspunkt er der andre rekvisitter på scenen end to stole og et bord. Spartansk og befriende. Stykket er opsat uden andet end den rene dialog rig på skarpe kanter og skåret helt ind til benet – tilsat en flot scenografi, lys- og lydside.
I hovedrollen som den forsmåede ægtemand har Lloyd valgt ”pinuppen” Tom Hiddleston, som mange kvinder nok ellers umiddelbart ville flygte til snarere end fra. Det faktum giver en finurlig indbygget spændstighed, som instruktøren spiller på.
Den Eton og Cambridge-uddannede førsteelsker Tom Hiddleston er kendt fra bl.a. Woody Allens film Midnight in Paris (2011), samt filmene Archipelago (2014), Avengers (2015) og Thor: Ragnarok (2017). Ligesom Hiddleston vakte opsigt i 2016, da han optrådte nøgen i BBC-serien The Night Manager.
Valget af en stjerne af hans kaliber til hovedrollen har fået publikum til at skrige på billetter til den ellers ganske reflekterende og dybsindige forestilling, der spiller indtil juni.
Men Hiddleston er mere end et trækplaster af navn; han spiller så blændende, at han ikke bare bærer stykket, men løfter det til store højder, der retfærdiggør røde lygter og stjerneregn.
Hans mimik og spil er især mesterligt i en af de helt centrale scener, da han som ægtemanden og forlæggeren Robert – under en ferie i Italien med hustruen og galleristen Emma – opdager et kærlighedsbrev fra hendes elsker, den litterære agent Jerry, som venter på hende poste restante på det lokale posthus, hvor man ikke kender til britisk diskretion.
Tom Hiddlestons på én gang sårede, vrede og forurettede skuespil, da han forholder Emma sin opdagelse og finder ud af, at han har været bedraget i fem år, har så mange fine nuancer, at man gyser af fryd. Zawe Ashton funkler også i denne scene som Emma, da hun midt i bekendelserne rækker ud efter hans albue, som for at lynaflede chokket og spiller eminent.
Stykket foregår baglæns, så man spoler tilbage gennem tiden i de ni år, som handlingen udspiller sig.
Første scene er det akavede og søgende gensyn mellem de tidligere smugelskende, Emma og Jerry (Charlie Cox), to år efter de har afsluttet deres utroskab og afhændet deres elskovshule i London-bydelen Kilburn. De mødes til en genforeningsdrink, men samtalen flyder ikke. ”It’s nice sometimes to think back,” enes de forbeholdent om. De prøver tydeligvis begge at teste, om der er liv i kærlighedens nervetråde – men ingen af dem tør for alvor række ud, og en bittersød eftersmag af noget, som ikke står til at redde emmer ud over scenekanten.
Det er på flere måder stykkets mest famlende scene, og både Zawe Ashton og Charlie Cox er på arbejde med at leve op til Tom Hiddlestons uomtvistelige udstråling og stjernestatus.
Under hele samtalen mellem Emma og Jerry, er Robert tilstede i baggrunden af scenen som en skyggelignende karakter. Et kunstgreb, der i øvrigt går igen i hele forestillingen; den ”tredje part” er altid tilstede som en skygge i baggrunden – som for at udmale bedraget og dobbeltspillet yderligere.
Fra den halvlunkne genforening, spoler vi baglæns og genoplever de centrale scener i trekantsdramaet: Sammenbruddet i deres elskovsrelation; venskabet mellem de to mænd, der har været bedste venner siden ungdommen og ufortalt deler beundring og begær for samme kvinde; scener fra elskovshulen og de elskendes mislykkede forsøg på at skabe et parallelt surrogathjem; Roberts opdagelse af utroskaben under ferien i Venedig; og endelig scenen hvor utroskaben bliver grundlagt til en våd fest ni år tidligere, hvor Jerry og Emma ender i hinandens arme, mens Robert er optaget af noget andet.
De 90 minutter uden pause emmer af intensitet. Ikke mange øjeblikke mister energi. Eneste mindre skønhedspletter er niveauforskellene mellem Hiddleston og hans to medspillere. Samt en scene, hvor Emmas og Roberts lille datter kommer ind på scenen og sidder (for længe) hos sin far. Unødvendigt.
Stykket spidder følelsen af den falske intimitet og manglende oprigtighed mellem alle tre parter i deres labyrintiske bedrag overfor hinanden, der ikke bare er tredobbelt gensidigt – men også rummer et betydeligt selvbedrag hos dem alle. Og hvor alt i virkeligheden er brudt sammen – længe før det bryder sammen.
Stykket minder også om, hvordan bedraget går hånd i hånd med vores evne til at redigere i egen historiefortælling og hukommelse. Om hvordan vi lyver for os selv og andre for at tilpasse fortællingen om os selv til noget forsvarligt, acceptabelt.
Betrayal er ikke kun mesterligt opført men mesterligt skrevet. Måske Pinters bedste stykke, hvor han bevæger sig væk fra det mere abstrakte og absurde og bliver meget konkret og præcis i sin skildring af den bedrageriske menneskelige psyke, der bygger på labyrinter af hemmelige kamre.
Stykket er tidløst, eksistentielt og så enkelt, så det nok også vil stå knivskarpt om hundrede år.
Man kan ikke lade være med undervejs at drage paralleller til nobelprismodtageren og den kritiske tænker Harold Pinters eget privatliv.
Er Emma i virkeligheden ham selv?!
En overgang bedrog han sin egen hustru Vivien Merchant med ikke bare én men tre elskerinder (BBC-værten Joan Bakewell, historikeren Antonia Fraser og en mysteriefuld amerikansk kvinde, som han kaldte ”Cleopratra”).
Kun han selv kendte den fulde sammenhæng af sin firkant. Indtil den brød sammen, og han flyttede ud i 1975 og skrev Betrayal i 1978 ved stambordet på Café Colbert på Sloane Square og i Frasers hjem ved Holland Park, hvor de endte med at bo og danne par – uden utroskab, forstås.
Hans ekskone døde få år efter skilsmissen af alkoholisme kun 53 år gammel, og gav ham meget stof at bearbejde, inden han selv døde af leverkræft i 2008 i en alder af 78 år.
”I’ve never been able to write a happy play, but I’ve been able to enjoy a happy life,” sagde den ætsende kritiker, livsnyder og kvindeelsker rammende i et interview inden sin død.
Med Betrayal efterlod han sig en erkendelse af, at løgne og hemmeligheder hører til menneskets natur, og at selvbedrag hjælper med at komme videre.
