Den ligner dig til forveksling og alligevel er der noget, der er anderledes. Uncanny Valley kalder man den creepy fornemmelse, der opstår, når en dukke, humanoid eller robots lighed med et menneske er næsten komplet – og så alligevel ikke helt. Hvor langt går vores evne til at føle empati med en maskine? Det kan man teste i marts i Berlin, når robotten Melle 2 springer ud som skuespiller.
Som publikum klapper man per refleks, når en forestilling er til ende, og det skarpe lys rammer skuespillerne på scenen sammen med dommen: Hvordan var præstationerne – gode eller dårlige? Hælder vi til den første vurdering, skruer vi gerne op for hyldest-volumen. Og hælder vi til den sidste, gør vi det i reglen også. Vi skulle jo nødig risikere, at skuespillerne, der har svedt, blødt og grædt til skue for os alle, føler sig utilpasse eller skuffede.
Men hvad, hvis performeren på scenen er en robot og altså ikke, som rigtige mennesker, bliver stødt over et manglende bifald – eller taknemmelig over det modsatte? Hvor langt rækker den følelse af empati, vi som mennesker er vant til at udvise over for andre, og som bliver aktiveret, når vi er konfronteret med et par udtryksfulde øjne, en indtrængende stemmeføring eller et kropssprog, vi kan genkende?
Det undersøger den prisbelønnede tyske teater og performance-gruppe Rimini Protokoll i forestillingen Uncanny Valley, som kan opleves i Berlin i marts, inden den drager på turné gennem Tyskland, Østrig, Italien og Rusland. Her møder publikum en robot, der er så menneskelignende, at nogle nægter at tro på, den ikke er et menneske, og instruktøren selv måtte holde sig i skindet for ikke at behandle den som ét.
Maniodepressiv forfatter som model
Rimini Protokoll er et af Tysklands mange performancekollektiver, der ynder at rykke grænserne for, hvad moderne scenekunst skal og kan. Gruppen, der består af ialt tre skribenter og instruktører, har siden 2002 arbejdet med, hvad den kalder “usædvanlige perspektiver på virkeligheden”. Og i den nye eksperimentelle performance bliver i hvert fald hovedrollen spillet af en usædvanlig performer: Thomas Messe hedder manden og forfatteren, som har lagt krop og stemme til den ekstremt virkelighedstro robot, der i Uncanny Valley har overtaget hans plads i rampelyset.
Thomas Melle er en rost forfatter til både skuespil og romaner, senest Die Welt im Rücken, som handler om den bipolare lidelse, han har levet med i en årrække. En “ukontrollerbar psykisk sygdom”, der får ham til at føle sig som en “knogleløs parasit” tilhørende de “livløse genstandes klasse” og berøver ham livets følelse af kontinuitet – sådan beskriver Melle sygdommen i sin bog. Og netop følelsen af i perioder at være en slags maskine, der bliver holdt i gang af medicin, var grunden til, at han sagde ja til at lade sig opføre som robot. Foruden det at have én, der kan tage over for ham, hvis han ikke overkommer at optræde offentligt eller udføre de pligter, han som berømt forfatter er underlagt.
“Ofte forsøger vi at fikse menneskelig lidelse med teknologi – medicin frem for alt. Med forestillingen tager vi denne teknologi et skridt videre og bringer en robot ind i billedet, der kan tage over for Thomas Melle i visse situationer. Gradvist begyndte han at tænke på sig selv som noget udskifteligt”, fortæller Stefan Kaegi, den ene tredjedel af Rimini Protokoll og instruktør af Uncanny Valley.
Hvor stopper mennesket, og hvor begynder den kunstige intelligens? er et af de spørgsmål, der tages op i forestillingen, når robotten henvender sig til publikum og passende ignorerer den 4. væg. På en skærm overværer den virkelige Thomas Melle robottens performance og kommer i ny og næ også til orde med betragtninger over fordelene ved at have en kunstig dobbeltgænger.
”Maskinen træder i stedet for mig, og jeg forsvinder – præcis som jeg i svage øjeblikke har ønsket”, siger han og inviterer til publikums medfølelse.
Kan en robot være kunstner?
Overvejelser om moralsk ansvar i den digitale tidsalder og teknologiens og robotters fremskredne rolle i vores samfund bliver vendt i forestillingens tekst, der er skrevet af Thomas Melle selv, men fremført af hans mekaniske dubleant, “Melle 2”. Ved forestillingens start sidder den klar på scenen i hans sweater og bukser, som taget ud af sin ”fars” garderobe.
”Hvordan ved I egentlig, at I ikke selv er robotter? Har I ikke sommetider svært ved at genkende bogstaverne i CAPTCHA, når jeres computer spørger?” spørger den publikum og henviser til sikkerhedsalgoritmen, der på flere og flere hjemmesider skal sikre, om vi nu også er mennesker. Imens knirker maskinelle lyde i baggrunden.
”Ideen med at kopiere mennesket er ikke ny. I kunsten har man altid – lige fra skulpturer til fotokunst til teater – søgt at kopiere livet. I Asien er man længere fremme i forhold til at bruge robotter til ”bløde” aktiviteter som fx pleje af ældre eller som sexpartnere. I Europa er man stadig lidt bange for dette”, siger Stefan Kaegi om idéen med at bringe en robot ind i en kunstnerisk kontekst.
I musikkens verden har robotter allerede været til stede i en årrække. I 2017 blev verdens første festival for robotmusik afholdt i Berlin, og flere af robotterne var mere ferme klaverspillere end selv den mest ihærdige menneskelige udøver. Men hvad har kunstig egentlig intelligens at gøre på en teaterscene – den måske mest ”autentiske” kunstform, hvis særlighed, vil mange nok mene, netop er, at skuespillerne fremsiger deres replikker her og nu og til hver en tid kan risikere at ”falde ud af rollen”?
Uncanny Valley beviser, at robotter kan være skuespillere på et teknisk plan, mener Stefan Kaegi. Men at det er svært ligefrem at betragte dem som kunstnere, anerkender han.
”Der findes jo algoritmer, der kreerer Bach-lignende musikstykker, så eksperter ikke kan høre forskel. Men Bach har jo allerede været her, og robotterne ville ikke have kunnet gøre det, hvis ikke det var tilfældet. Der er altså en diskrepans imellem, hvad der en en helt ny ide eller koncept, og hvad der er en teknik eller et håndværk, som selv en robot kan lære”.
For den eksperimenterende instruktør er teatret dog alligevel en af de mest moderne kunstformer, når det kommer til at bringe samfundets nyeste udvikling ind på scenen.
”Robotter har allerede været meget involverede i visuel kunst. Men det spændende ved at bringe dem ind i teatret er, at en live-performance er et socialt eksperiment: Kan vi sidde sammen i et par timer og ikke se på vores telefoner og være stille uden at gå ud? Vi er socialiserede til fx ikke at svare på de spørgsmål, der bliver stillet på og fra scenen, til at klappe til slut osv. Men holder det også, når det er en robot, der står på scenen? Identifikationsprocessen er særligt udpræget i teatret, fordi det er så langsom en kunstform. Ved at bringe en robot ind, ville vi se, hvor langt identifikationen mellem kunstig intelligens og publikum kan gå”.
Stående bifald til robotten?
På trods af at robotten på scenen i Uncanny Valley ikke er hverken menneske eller kunstner, oplevede Stefan Kaegi alligevel, at han under prøverne følte en form for empati med de 32 servomotorer, som ”Melle 2” består af, og som er programmeret efter den virkelige Thomas Melle’s kropssprog og mimik.
”Jeg måtte stoppe mig selv fra at føle empati med noget, der ser så menneskeligt ud. Jeg vidste jo, at ”Melle 2” ikke var et menneske, men når man på den måde kreerer en kopi af noget virkeligt, ser man på de små detaljer og programmerer kopien helt præcist. Og så virker det – man føler empati”.
Er empati bare en følelse, der er programmeret i os ligesom en algoritme, der går i gang i forudbestemte situationer?
”Hvornår naturen eller det, vi måske kan kalde det forudbestemte, begynder, og hvornår socialiseringen tager over, er jo spørgsmålet. I denne performance ser man på noget, som er helt igennem programmeret til forskel fra en skuespiller, som virkelig er til stede og kan lave fejl og improvisere. Men hvor er den virkelige forskel egentlig?”, spørger instruktøren retorisk.
Ja, hvad er den egentlige forskel på replikker, der kommer ud af munden på virkelige mennesker, og replikker, der er forudprogrammerede i en robotskuespiller? Ordene er jo de samme. Uncanny Valley-konceptet – det, at man føler afsky eller ængstelse, når man bliver præsenteret for et væsen, der ser ud som et ægte menneske, men som mangler det ægte menneskes sjæl – blev undersøgt i den japanske robotprofessor Masahiro Moris essay Bukimi no Tani i 1970 og senere af den polske kunstskribent og forfatter Jasia Reichardt i Robots: Fact, Fiction, and Prediction. På dansk kan begrebet oversættes til ”uhyggens dal”. Om man som publikum til Uncanny Valley føler ængstelse eller fascination – eller måske empati – ved synet af ”Melle 2”, er nok forskelligt fra person til person. I hvert fald har der ifølge Stefan Kaegi indtil nu været delte meninger om, hvorvidt man skal anerkende robottens ”skuespilpræstation” efter endt forestilling.
”Folk klapper af den på en meget usikker måde, lidt ligesom nogle klapper af en autopilot, der lige har landet deres fly. Men hvorfor klapper man – for at gøre skuespillerne på scenen til mennesker igen? Robotten bliver jo ved med at være en robot, selvom den er programmeret til at bukke”, siger han underfundigt.
Måske ligger forskellen på virkelige mennesker og robotskuespilleren, der nok vækker empati med sine perfekt leverede replikker og menneskelige kropssprog, men ikke er i stand til at reagere spontant i situationen, netop her: Høster den ikke bifald, løfter den ikke et øjenbryn. Og bliver den tiljublet, er tilfældet det samme.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark.
