One And Only Musical Teater står bag Danmarkspremieren på musicaludgaven af den populære dansefilm Flashdance fra 1983. Desværre byder forestillingen, der er instrueret af svenske Philip Zandén, på en noget tvivlsom kvalitet til premieren i Musikhuset Aarhus.
Flashdance – the musical skydes i gang i et hæsblæsende tempo med blinkende lys og volumenknappen skruet op på max. Men det tager hurtigt overhånd og opsætningen kommer mestendels til at fremstå rodet og ufokuseret. Der sker alt for meget på én gang, og lyden er mildest talt dårlig.
Historien er i grove træk, som vi kender den fra filmen. Den unge, kvindelige svejser Alex Owens (Sicilia Gadborg), der om aftenen optræder som danser på Harrys bar, drømmer om en professionel dansekarriere – og ikke mindst om en rigtig danseuddannelse. Hun indleder et forhold til Nick Hurley (Silas Holst), der i musicaludgaven er søn af stålværkets ejer. En overprivilegeret rigmandssøn, der i sit forsøg på at hjælpe Alex på vej gennem bestikkelse, næsten sætter deres forhold over styr. Herudover følger en række mindre historier om bristede håb og drømme.
En lidt svag danseoplevelse
Sicilia Gadborg og Silas Holst er et kønt par. Måske nok mere Beverly Hills 90210 end Flashdance i deres look, men søde og charmerende. Desværre er det bare ikke nok til at bære historien igennem i Philip Zandéns lidt sjuskede iscenesættelse.
Sicilia Gadborg danser fint og er overraskende smidig. Men det er vanskeligt at udfylde en hovedrolle, der skal forestille en gudsbenådet danserinde, som vi ikke kan tage øjnene fra. Især i sine solodansescener kommer Gadborg – til trods for hendes veludførte præstationer – til kort. Selv for en professionel danser vil rollen som Alex være udfordrende. Det modsatte gør sig gældende med rollen som Nick Hurley. For her har man castet Silas Holst, der jo har startet sin karriere som professionel danser, til en rolle, hvor han stort set ikke danser. Holst er velsyngende, men det føles lidt som et antiklimaks at have en danser i en ikke-dansende rolle.
Det er egentlig ikke fordi koreograf Timm Zimmermann har skabt super komplicerede koreografier til forestillingen. I stil og udtryk lægger de sig pænt op ad filmens. Men det er, som om solodanserne ikke helt når et niveau, der overbeviser publikum om, at de er de topseje dansere, de spiller.
De mest iøjnefaldende dansesekvenser i Flashdance leveres af ensemblet, der gør det virkelig godt. Både som baggrundsdansere og i fuldt fokus i de scener, der fungerer som fyld mellem fortællingens dele. Da Alex Owens står foran danseinstituttet og synger om sine fremtidsdrømme, danser to balletdansere forbi bag hende i en helt enkel koreografi. Men selv i denne ganske korte sekvens formår de to at tiltrække sig opmærksomheden, så vi som publikum helt glemmer det, der sker i forgrunden. Den fascination, som vi så gerne havde set skabt hos hovedrollerne.
Der er ikke noget at udsætte på musikken, og vi rokker da også med til de kendte numre som Gloria og I Love Rock ’n’ Roll. Det er selvfølgelig en skam, at vi ikke kan se musikerne og få fornemmelsen af livemusik. Men uanset hvor godt både ensembledansere og musikere klarer opgaven, så griber dårlig lyd ind som et voldsomt forstyrrende element.
I første akt gør danserne på Harrys bar sig klar i deres omklædningsrum. Her er der gennem hele deres sang en forstyrrende, skrattende lyd, der mest af alt lyder som om nogen spiller på en madpapirsklædt kam. Stort set alle kvindelige sangere i forestillingen får en ekstremt skinger klang på de høje toner, som må skyldes teknikken. Det kan jo ikke være rigtigt, at et så dygtigt cast ikke kan synge rent. At det må skyldes tekniske problemer understreges af generel støj i forskellige udgaver gennem hele forestillingen. Desuden virker det, som om musikken er for høj i forhold til sangernes stemmer, hvilket gør det stort set umuligt at forstå det, der synges.
Da anden akt indledes med en scene fra den konkurrerende natklub med indehaver CC spillet af Jimmy Jørgensen i front, når han gennem hele sangen uden det på noget tidspunkt er tydeligt, om han synger på dansk eller engelsk. Eller hvad han synger.
Manglende fokus
Der er alt for mange fragmenterede historier, som skal fortælles i Flashdance – the musical. Det betyder, at der er for lidt fokus på hovedpersonen Alex. Da bedsteveninden Gloria (Rikke Hvidbjerg) bryder grædende sammen midt på scenen efter, at Alex – assisteret af en kampberedt Jimmy (Emil Bark Hartmann) – har hentet hende ud fra CC’s stripklub, mærker vi ingenting. Hendes historie og hendes danserdrømme har kun været nævnt flygtigt. Vi kan ikke mærke hendes smerte. Vi føler ikke med hende. Og det er et generelt problem i forestillingen, at der fortælles alt for mange historier. Vi når ikke ind under huden på personerne på scenen, og deres historier bidrager ikke med noget til hovedfortællingen.
Det er faktisk kun hovedpersonen Alex, der fylder tilstrækkeligt til, at vi både forstår hendes baggrund, hendes drømme og til dels også hendes smerter. At Silas Holsts Nick Hurley kæmper sin egen kamp med at bryde med familiens forventning, virker overflødigt. Glorias danserdrømme og hendes kæreste Jimmys håb om en karriere som komiker i New York bliver blot en masse forstyrrende elementer.
Alle fortællingerne i Philip Zandéns iscenesættelse drukner i neonfarvet lysshow, støj og nogle lidt pudsige komiske indslag, som for eksempel Ditte Gråbøl i rollen som den aldrende ballerina Hannah.
Benjamin la Cour står bag den industrielt udseende scenografi, hvor enkelte metalstilladser og -trapper danner baggrund for såvel stålværket som Harrys bar. Den fungerer faktisk godt til at understrege en stemning som i filmen. På bagvæggen ses pixelerede videoprojektioner, som leder tankerne hen på 1980’ernes tekniske formåen. Billederne på skærmene skifter mellem baggrundsmotiver som byens nattelys og himlen uden for vinduerne til filmiske billeder med Alex Owens, der danser eller zoom på kærlighedskys. Her ser vi enkelte sekvenser, der mimer filmen, som da Sicilia Gadborg iført højbenede sorte trusser løber på stedet til megahittet Maniac – både på scenen og på projektionerne på skærmene bag hende.
Der er ingen tvivl om, at titlen i sig selv kan sælge billetter. Men det havde nu alligevel været klædeligt, at man havde gjort sig lidt mere umage med at skabe et ordentligt slutprodukt. Som minimum må det kunne forventes, at der er styr på lyden i en musical.
