Det er trist, trist, trist mellem Martha og George, der skændes med en altfortærende ondskab. Ja, det er trist, men ikke kun trist. Fortælling, fiktion og forsoning er hovedtemaerne i Edward Albees klassiker.
En 13-årig dreng sidder i teatermørket og ser Edward Albees suverænt velskrevne og benhårde psykologiske ægteskabsdrama, Hvem er bange for Virginia Woolf?
Hvad laver han der; det er ikke just børneteater? Hvad får han ud af det; skuespillets intriger overgår hans livserfaring? Hvad tænker han; fatter han den inderligt sørgelige pointe mod slutningen af tredje akt, hvor alkoholikeren Marthas livsløgn brister?
Den 13-årige dreng er mig, var mig. Gladsaxe Teater, 1977. Giganterne Preben Neergard og Bodil Udsen var George og Martha. De unge, som kommer til drinks klokken to om natten hos de midaldrende ægtepar, blev spillet af Helle Hertz og Niels Hinrichsen (hvad blev der egentlig af ham?), og som jeg husker det, sad vi rundt om en firkantet, lav, oksefarvet scenografi. Jeg kan endnu se for mig, hvordan spyttet stod i kaskader, når George vrængede sine fornærmelser lige i ansigtet på Martha.
Nej, jeg forstod naturligvis ikke stykkets subtiliteter dengang. Fjendtlighederne, jo. Men deres årsager, nej. Jeg spurgte nok heller ikke mig selv, hvad mine forældre – dengang på vej til at blive midaldrende, men stadig yngre end George og Martha – mon tænkte om dette bizarre kærlighedssammenbrud, der så alligevel ender så forsonende ømt, at det kan slå tåre af en sten. Og i dag spørger jeg mig selv: Hvorfor tog de mig med til sådan et stykke? Vidste de ikke, hvad der ventede os? Jo, måske. Men de havde det med at kaste os ud på de dybe favne, så måtte teateret selv sørge for resten.
Der er gået 43 somre og vintre siden. I dag ser jeg Hvem er bange for Virginia Woolf med årenes og alderens modenhed, anderledes indsigtsfuld i dramatik, både den på scenen og den i ægteskabet. Men mens mit liv har udviklet sig, er alt ved det gamle hjemme hos George og Martha. Alt er ved det gode, onde gamle. Eneste forskel er, at de to nu skændes på det sprog, som Madame Nielsens nyoversættelse lægger i munden på dem i stedet for Viggo Kjær Petersens gamle fordanskning. Det sker i Thomas Bendixens særdeles vellykkede iscenesættelse.
Trist, trist, trist
I al sin enkelhed er historien denne: Marthas far er rektor på universitetet, og hendes mand, George, er historiker samme sted. Efter et middagsselskab hos den magtfulde far, kommer ægteparret hjem, og klokken to om natten støder et ungt par fra middagen til, Honey og Nick. Hun er en fragil ung kvinde, han en selvsikker fyr, netop ansat på instituttet for biologi. Nu har Marthas far pålagt sin datter og svigersøn at tage sig selskabeligt af de unge mennesker.
Derfor er der nu nattesæde i det smagfulde hjem med moderne kunst på væggene, bøger i reolerne, jazz på grammofonen, lave arkitekttegnede møbler, en Eames lounge chair, og – ikke mindst – et rullebord med sprut. Overalt står whiskyglas, som nogen har sat fra sig i farten, inden de har skænket en ny sjus i et nyt glas.
I nattens løb eskalerer giftighederne mellem Martha og George, vanvittigt velskrevet med suveræn sans for det tragikomiske: ”Jeg sværger”, siger Martha til sin mand, ”hvis du ellers eksisterede, ville jeg skilles. Men du er usynlig, jeg har ikke set dig i årevis.”
Gennem de to første akter bygges der op til den finale, der vil forbløffe det publikum, der ikke på forhånd ved, hvad spillet mellem ægtefællerne i virkeligheden handler om. Hver gang Martha hugger til med sin gifttand mod sin mand og hver gang George drypper sort sarkasme ud over sin kone, mærker vi, at der er et hemmeligt rum, som kun de to har adgang til. Bliver Honey og Nick lukket derind? Og hvad vil konsekvensen være? Da konfliktens kontraktioner spidser til, opstår et lille omkvæd: ”George og Martha, trist, trist, trist…” Ja, for fanden, det er trist, men igen: Der er en hemmelighed, en slags fortrolighed, i ægteparrets fjendskab, som vi andre ikke forstår.
En civiliseret leg
Da Marthas udmattelseskrig mod George er kulmineret, har han stadig ammunition i kammeret. Tidligere på aftenen har han fyret et jagtgevær af mod hende – men en kulørt pop-up paraply i stedet for kugler. Men nu ruller han det tunge artilleri frem. Han vil lege en sidste leg, en civiliseret leg, som han siger. Legen hedder ‘Balladen om barnet’.
Martha sætter sig til modværge. Er det nu nødvendigt? Ja, det er det. For George og Martha har en søn, han er 21 år, læser på et andet universitet, kommer snart hjem til mor og far for at holde sin fødselsdag. Åh, han var så smuk, husker Martha, grønne øjne med bronzecirkler rundt om iris, hår som lammeuld i solen, en sund dreng med glatte, faste lemmer. Vi gav ham en barndom, siger hun.
Men George husker noget, som Martha fornægter. Hvorfor brød hun døren op til badeværelset, da sønnen var 16 og gik i bad, spørger han. Hvorfor insisterede hun stadig på at vaske ham? Sønnen har, siger George, kæmpet imod sin mor hele livet, fordi han ikke ville bruges som et våben imod sin egen far, som han så op til og søgte for at få ny viden. Nej, vrænger hun, han var flov over sin far, fordi faren var et skvat. Tværtimod, siger George, han skammede sig over sin mor, fordi hun var alkoholiker.
George har en hensigt med denne ”civiliserede leg”, og Martha mærker med stigende frygt, hvor det bærer hen. Hun har nemlig tidligere på aftenen fortalt Honey om deres søn. Dermed har hun, som George siger, forbrudt sig mod reglerne. Og derfor har han den fulde magt til at gøre en ende på legen. Det gør han – velovervejet og kynisk – med nyheden om et telegram, der netop er ankommet med beskeden om, at deres søn er blevet dræbt i en bilulykke.
Balladen om barnet var den surrogatfortælling, der levede mellem George og Martha, hvis ægteskab aldrig bar frugt. En regelstyret leg, en fiktion mellem kun de to, og et forpligtende tabu. Martha brød reglerne og ophævede magien. Straffen var uundgåelig.
Ondskab og ømhed
Om Tammi Øst som Martha og Jens Jørn Spottag som George er der kun godt at melde. De spiller med deres altid grundfæstede dygtighed. Han elegant afmålt som den akademiske træmand, han skal være. Hun præcis så vampet fortabt og fordrukken, at hun både taler til vores foragt og empati. Johanne Louise Schmidt fortolker Honey som en underligt verdensfjern, naiv og sær pige. Hun ligner en af de sært sfæriske væsner fra Kathrine Ærtebjergs malerier, og det er dybt spooky, når hun i sin brandybrandert messer ”Vold, vold” som kommentar til værternes duel.
Johanne Louise Schmidt som Honey. Foto: Camilla Winther.
Nick er i Peter Christoffersens udgave en akavet hanløve, der gerne viser overarm og vaskebræt, men ikke helt forstår det spil, som Martha gør ham til en brik i. For at give ham rollens lyse hår, har man blonderet ham, hvilket kun får ham til at ligne forsangeren i et europæiseret japansk boyband. Dermed er de unge – protagonisternes antagonister – begge aparte skikkelser i den radikaliserede realisme, som Edward Albee stræbte efter.
Skuespillets suveræne tekst fornægter sig ikke. Man holder sagtens det dårlige selskab ud i tre timer og to pauser. Tænk ikke på titlens betydning. Den er dybest set kun en sprogleg, en fiktion, som så meget af det, der rør sig mellem Martha og George.
Jeg havde gerne set et vindue i Jonas Flys flotte scenografi, så vi virkelig mærkede morgengryet bryde frem derude efter en lang, fordrukken nat. Men ok, måske havde det været en kliche, en servering med ført ske.
Fra Gladsaxe 1977 har jeg mest en stemning med mig. Jeg kan se Bodil Udsen og Preben Neergaard for mig. Elizabeth Taylor og Richard Burton ligeså fra den berømte filmatisering. Men det er Tammi Øst og Jens Jørn Spottag, jeg fremover vil identificere som de fortabte forældre til den fiktive søn. Ham jeg så for mig under fremkaldelserne, som en femte bukkende person.
Slutbilledet er håbefuldt og rørende. George og Martha, trist, trist, trist, ja. Men, der er et men. Det handler om fortælling og forsoning. Og ondskab og ømhed går hånd i hånd.
