Del

Skuespiller Morten Hee Andersen spillede Janus i Den kroniske uskyld – hvad betød det for ham, at publikum sad tæt bænket omkring skuespillerne, og hvordan brugte han rummet i situationen på billedet?

Hvad gav scenografien til fortællingen?

Det dominerende ved Jonas Flys scenografi er publikum og hvor tæt, de sidder på. De bliver en del af scenografien og påvirker derfor hver forestilling. Scenografien er inspireret af en klassisk gymnastiksal fra 1950’erne, hvor idrætstimer og fester blev afholdt. Det er en scenografi med et stramt koncept med meget plads til skuespillerne.

Hvad sker der i scenen, og hvordan spillede rummet med?

I scenen skal Tore, som jeg spiller, og Janus, der spilles af Simon Bennebjerg, til skolebal på en pigeskole. Det er første gang, de er på en skole, hvor der går piger. De er spændte og meget nervøse, og de mander sig op på hver sin måde. Helle, der spilles af Sicilia Gadborg Høegh, dukker op for enden af trappen i den modsatte ende af rummet. Tore opdager Helle, og Janus opdager, at Tore opdager Helle. Rummet og lyset forandrer sig og bliver mere magisk, idet Helle toner frem. Det specielle i scenen er, at scenegulvet er tomt. Helle står i den ene ende af rummet, og Tore og Janus i den anden, så publikum sidder midt i det første møde mellem karaktererne.

Hvad skal en god scenografi gøre for dig og din karakter på scenen?

For mig er det en god scenografi, når der er plads til skuespillerne. Hvor man kan få lov til at bevæge sig frit, og der er plads til store armbevægelser. Jeg bliver mest tændt af en abstrakt scenografi.

Hvad var den største udfordring ved at spille scenen, som vi ser på billedet?

Det ved jeg ikke. Jeg synes, at udfordringerne også er det, der gør scenen fed at lave. Benspændet gør det fedt. Jeg ser ikke rummet som en udfordring, men som en omstændighed. I scenen arbejder Tore og Janus sig hen over scenografien som en forhindringsbane. De bruger rekvisitterne til at bevæge sig frem. Jeg synes, at rummet er en gave i den her scene.

Hvad betød det for dig at spille så tæt på publikum?

Tore starter et sted, hvor han har meget mod på livet, ikke er bange for noget og derfor heller ikke for publikum. Det viste jeg i begyndelsen af forestillingen ved at kigge publikum i øjnene, røre dem og være tæt på dem. Dette forhold til publikum ændrer karakter i løbet af forestillingen i takt med, at Tore møder modspil og får nogle ar på sjælen.

Læs også: Anmeldelsen af Den kroniske uskyld

Artiklen er oprindeligt udgivet i ISCENEs trykte magasin marts 2019.

Morten Hee Andersen, f. 1991. Skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i 2016. Han er en del af det faste ensemble på Det Kongelige Teater og spillede præstesønnen i tv-serien Herrens veje (DR, 2017-18).