Menstrup Revyen tager fusen på alt og alle og er den hidtil bedste og mest vellykkede i den sydsjællandske revys ellers mangeårige historie. Stort kompliment til årets nye revy-instruktør og revy-debutant, filminstruktøren Nikolaj Tarp, der her viser helt nye og meget revy-lovende sider af sig selv. Dette scoop af en forestilling får det bedste frem i både tekster og spillere.
Det seværdige resultat skyldes ikke mindst, at der ikke overspilles. Tværtimod er det overgjorte og gammeldags udtryk røget helt ud. Ind er kommet en fin og velafbalanceret blanding af (selv)ironi, kombineret med det reflekterede, hvad der tvinger publikum til at tage stilling til det, der siges eller synges. Det her er en revy, man ikke kommer sovende til og en revy, hvor man ikke bare pakkes ind i tekst-vat.
De velvalgte numre og generelt glimrende tekster er for en stor dels vedkommende skrevet af velrenommerede revy-navne som Leif Maibom og Vase & Fuglsang, men også den unge Lukas Birch har sneget sig ind, her med en lang række velskrevne tekster. I det hele taget er der kun få tekst-nitter i denne velsmurte revy, og tak for det.
Ordet dobbelttydighed er den røde tråd i denne revy. Dels ved at fremhæve dobbeltspillet i de politiske korridorer, hvor der siges ét, men gøres noget andet. Og dobbeltspillet går igen, både når der tales forbi hinanden i sproglige forbistringer, her med udgangspunkt i førstehjælp, men hvor dobbeltspillet også har betydning, når én lille ord-fjer, i et andet indslag, bliver til fem fede og uigenkendelige rygte-høns, inden fortællingen er tilbage til det sted, hvor den egentlige og oprindelige lille ord-fjer blev tabt.
I den politiske ende af skalaen finder man to glimrende indslag skrevet af Leif Maibom. Det ene giver Pia Kjærsgaard, i skikkelse af Ann Hjort – og ikke mindst hendes vælgere – tørt på, mens det andet, meget originalt, giver et bud på en trekløver-statsministerpost, bestående af Klaus Riskær Pedersen, Stein Bagger og Britta Nielsen. En ragen-til-sig-fortælling, der så ender med også at blive et spejl på vores egen grådighed.
Læg dertil selvironiske indslag om Generationsskifte og mænd generelt og man står med det samlede resultat.
Eftertænksomheden er der heldigvis også blevet plads til, og for én gangs skyld får vi her en nedtonet Jesper Søgaard, der i Søren Anker Madsens fine Manden i månen lader publikum ane, at det vi gør ved andre, og ved verden generelt, i virkeligheden går mest ud over os selv og vores fremtid. Dejlig usentimental, men alligevel med et vemod og et skævt blik, der gør, at man som publikum spidser øren og lytter efter.
Samme Jesper Søgaard elsker tryllekunster og har næsten altid et indslag i revyen (det hjælper, når man selv er kunstnerisk leder) men distancen til genren og det selvironiske får i år et gevaldigt løft. Mere skal ikke afsløres her.
Gennem-musikalske Camille-Cathrine Rommedahl er skøn i rollen som kvinden, der elsker sin mand, der altid kommer for sent, her med en fin turn around. Jeff Schjerlund brillerer, ikke mindst i de store sang- og showindslag og hans musicalfortid skinner her klart igennem. Både hvad angår flot sangstemme og ditto danse- og stepformåen.
Sidst men ikke mindst er der Jens Hauvgaard Jepsen, der som revy-debutant alligevel klart og uden slinger i valsen skinner igennem. Hatten af for sådan en revy-entre. Sikke en charme og sikke et nærvær også selvom hans versionering af Ib Schønbergs gamle kendings-klassiker Mariehønen næsten bliver for meget. Jens Hauvgaard Jepsen er kort og godt et navn, man skal holde øje med.
Der er flere store og samlede optrin og også de går hjem, lige fra sang potpourrier til en super tekst af Christian Dahlberg, der til tonernes af Freddie Mercurys Bohemian Rhapsody mentalt klæder publikum af til skindet.
Der er tyndbenede tekster i denne revy, men de er få og små, så er man til en sensommer-revy, er dette den hidtil bedste på landsplan.
