Del

Generation Håbløs

7.-22. september 2019

Teater V

Dramatiker Sofie Diemer debuterede i foråret på Aveny-T. Nu er hun aktuel med sin anden forestilling og fortæller her om sit arbejde og om at gøre op med fordomme, kønsstereotyper og kedeligt teater.

Hvad er det for personer du arbejder med?

Generation Håbløs møder vi fire karakterer: Mariel, Vita, Oskar og Sebastian. I starten prøvede jeg at definere vores tids arketypiske karakterer, men gik lidt væk fra det, da det var vigtigt at skabe nogle personer, som publikum ”vil holde med.”

De er skabt som fire personer, som egentlig ikke skulle kunne fungere sammen – eller have noget at snakke om – så de dermed portrætterer, at der er uendeligt mange måder at være til i verden på.

I processen blev det også vigtigt at skabe en forestilling, hvor det var en god og oprigtig fyr, som blev love-interest for en af kvinderne, og ikke den muskelmarkerede ”bad guy.” Jeg er så fucking træt af, at manipulerende badboys bliver glorificeret i ungdomslitteratur.

Hvorfor bruger du reality-tv som ramme?

Jeg synes, at der sker noget rigtig spændende, når man putter referencer ind i et teaterrum, som vi alle kender – som fx, reality-tv. Det er et format som ALLE har en holdning til: Enten så elsker du det, ellers så hader du det. Derudover så er reality-tv noget, vi nyder bag en skærm. Hvad sker der, hvis vi giver det nærvær – som er det, teateret er?

Trailer for Generation Håbløs

Hvad er det for et teaterrum, som du vil gøre op med?

Jeg skal da være den første til at sige, at jeg er gået i pausen til mange anden akter, fordi det simpelthen var for kedeligt, også selvom jeg har oplevet nogle af de mest rørende og underholdende øjeblikke i en teatersal.

Jeg synes, at underholdning er en utrolig vigtig ting i teatret – og hvis jeg må være så fræk at definere, hvad underholdning er, så er det, at noget får mig til at grine og græde, og noget jeg føler mig meget optaget af.

Så for mig handler det lidt om at træde væk fra det tunge, tekstbaserede dramatik og lave noget, der virker lettere og mere spiseligt i en genkendelig form. 

Hvordan arbejder du med historien?

Fordi historien udspilles i reality-tv formatet, så arbejder den dramaturgisk indenfor dets rammer, hvilket vil sige, at handlingen springer rigtig meget – ligesom hvis man klipper et tv-program. Jeg har klippet alt ”overflødig” handling af, so let’s be real, den her forestilling hopper fra et skænderi til et andet. Derudover gør den også brug af en kameraboks, så der kører et handlingsmæssigt spor og et spor, hvor karaktererne fortæller om, hvordan de virkelig har det, når de er alene i kameraboksen. 

Der foregår rigtig meget, og jeg håber virkelig, at det er med til at holde på folks opmærksomhed, så de på intet tidspunkt keder sig.  

Generation Håbløs
Generation Håbløs, Teater V, 2019. Foto: Søren Meisner

Hvad er det for medievaner du vil sætte fokus på, og hvorfor er det interessant?

Jeg mener ikke, at jeg sætter fokus på nogen medievaner, men at jeg tager ”medievaner” seriøst og bruger dem som et udgangspunkt i, hvordan jeg skal ramme min egen målgruppe ind. Når der er så mange tusindevis af unge, der streamer reality-tv – fordi reality-tv er genialt – så er det jo, fordi det kan noget, så hvorfor ikke bruge det? I det hele taget forsøger jeg i alt, hvad jeg laver at tage popkultur enormt seriøst. Jeg ruller mig i banaliteter og klichéer hverdag, og jeg bærer det med stolthed.

Hvad er faren i de medievaner?

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, om der er fare i nogen medievaner. Mest af alt er jeg fortaler for internettet og prøver så vidt muligt at integrere det i mine skift.

Man kan sige, at jeg arbejder på at belyse problematikker, der er opstået i forbindelse med internettet i nyere tid. Det kan være ting som identitetskrise, blokeringer og deling af billeder og video uden sammentykke.  

Men dette er også fordi, jeg skriver om min egen generation, så jeg føler, at jeg ikke ville være min generation tro, hvis disse problematikker ikke blev belyst.

Generation Håbløs
Generation Håbløs, Teater V, 2019. Foto: Søren Meisner

Hvad ser du som den største udfordring ved at være ung i dag, og hvordan kommer det til udtryk i forestillingen?

Jeg ville selv blive rigtig provokeret, hvis der var nogen, som skulle definere min største udfordring – så jeg vil gerne gøre det helt subjektivt og bare snakke om mine egne udfordringer som 23-årige kvinde:

Balancen mellem “hvad vil jeg” og “hvad ville være fornuftigt at gøre?” Hvordan er jeg voksen på en måde, så jeg tager beslutninger, hvor jeg passer på mig selv?

Retten til at være sig selv – og hvordan fuck man lige gør det – når man mere og mere har mulighed for at være alt?

Hvordan skal ens forhold til ens forældre være? Hvor meget, eller hvor lidt, skal man se dem? Hvor meget skal man fortæller dem – og hvad skal man ikke fortælle dem mere?

Hvad er udfordringen ved, at du selv er ung og skriver om unges problemer?

Hvorfor skulle der være en udfordring?

Udfordringen som ung forfatter er altid at bryde igennem lydmuren, at blive hørt og blive taget seriøst. Jeg tænker, at der i realiteten ville være en større udfordring i at skrive om at være på efterløn og bo på landet.

Jeg tager seriøst bare fra hylderne i det, som jeg selv vader rundt i. Jeg har selv lige været igennem en “skal jeg læse videre”-krise. Hvad skal jeg bruge det til? Og hvorfor er det egentlig, at jeg føler, at jeg burde tage en uddannelse? Spænder jeg ben for mig selv ved at blive ved med at være autodidakt – og er det virkelig så nice, som jeg bilder mig selv ind, at det ville være som 18-årig? Jeg har stadig ikke svaret, men det var da klart disse tanker og denne grundtvivl, som var grobunden for Generation Håbløs.

Sofie Diemer er en ny, ung dramatiker, der er aktuel med Generation Håbløs (Teater V, 2019) og debuterede i foråret med Damphjerte (Aveny-T, 2019), som blev udviklet på Teater V’s ”Dramatisk Laboratorium” 2018.
Hun debuterede som forfatter på Gyldendal med LOL-LITA i 2016.