Simone Isabel Nørgaard har skrevet et både effektivt og rørende drama, som forløses af fem skuespillere i topform med Iben Hjejle som det funklende midtpunkt.
Har du hørt om Inge Lehmann?
Blandt mange geniale og dygtige kvinder glemt i historien (og patriarkatets) mørke, burde man nok have hørt om jordskælvsforskeren, der helt tilbage i 1936 påviste, at Jorden har en fast kerne. Men nej, selv kendte jeg hende ikke, så godt, at Simone Isabel Nørgaard hiver Inge Lehmann ud af glemslen i sit nye, velskrevne kammerspil om hendes liv og forskning.
Det sidste fylder mest hos Inge, der er drevet af egne – og sin fars – ambitioner. Hun tror klippefast på sine evner, men rammes alligevel gentagne gange af stress. Hun kan nemlig ikke forløse sine evner i et mandsdomineret forskningsmiljø, men må forske i fritiden uden anerkendelse. Niels Bohr får den tvivlsomme ære at repræsentere det snæversynede miljø, hvilket han nok historisk ikke var ene om, men det fungerer effektivt som dramatisk greb i en forestilling, der komprimeret rummer store tanker, rejser over Atlanten og et tidspænd fra 30’erne til Inges alderdom. Hun døde i 1993, men fik først i 2017 et monument ved siden af Bohrs på Frue Plads.
Her må der klippes en hæl og hakkes en tå, når historien skal fortælles gennem fem primære karakterer. Inge selv, der fremstilles med autoritativ nerve og nuance af Iben Hjejle, der atter viser, at hun er en af Danmarks fremmeste teaterskuespillere. Hendes Inge kan man slå sig på. Hun har ikke tålmodighed med de mindre begavede, og skubber bramfrit enhver tilnærmelse bort. ”I want to make memories, not conversation”, som hun siger til den ene mand, der rører hendes hjerte. For små sprækker viser en anden kvinde, en blødere kvinde, der rækker ud og stryger barnets kind. Iben Hjejle giver os et helt menneske, og bærer forestillingen blæret-blidt frem, da alle scener foregår mellem hende og en eller flere af de øvrige karakterer.
Jesper Lohmann er en piberygende, akademisk selvbevidst Bohr. Imødekommende og nedladende i sit gentagne ”Lille frøken Lehmann”. Den danske andedam i egen skudtryggede person. Inges britiske kollega og ulykkelige forelskelse Harold Jeffries spilles af en klædeligt neddæmpet Troels Malling. Hvor dejligt at se denne sarte side af Malling, der for tit bliver castet i råbende roller. Hjejle og Malling pingponger uskyldsrent boblende og ser en ligemand i hinanden. Han bliver hendes ven og fortaler for livet. Laura Bro er elskeligt bedårende som Inges skuespiller-søster Harriet, der nok har travlt med at vise sig frem, men altid er der for sin søster, og endelig lyser Roberta Hilarius Reichardt op som Harriets tjenestepige Ester. Rollen er endnu et spejl for Inge-karakteren – sådan kunne et kvindeliv også forme sig.
Simone Isabel Nørgaards tekst er særdeles velgjort med skarpe replikskifter og ledemotiver som Inges rystende hænder, der leder os gennem fortællingen om en ekstraordinær forsker. Teksten suppleres fint af Rebekka Bentzens økonomiske turnescenografi med lysende klode-lampe og tavler fyldt med seismiske udregninger. Det er altså ikke teksten, men instruktionen, der af og til virkede bedaget på mig. Personinstruktionen er fremragende, men hold da op, hvor de flytter rundt på stole i en uendelighed. Der er noget gammeldaws taleteater over det, som bliver lidt ærgerligt, når nu tekst og præstationer kunne bære et lidt mere nutidigt scenearrangement.
Jordens Indre skal ses for Iben Hjejles helt hjertegribende spil – og fordi vi skal blive klogere på vores fortid, hvor både mænd og kvinder har bidraget til de videnskabelige opdagelser, som vi andre står på skuldrene af i dag.
Hør dramatiker Simone Isabel Nørgaard fortælle om sit arbejde med forestillingen i Kulturnyt på P1
