Peter Langdal og en eminent herretrio giver os svimlende uptempo og høj underholdningsværdi i en tour de force gennem kapitalismens storhed og fald.
Lehman Brothers er årets første forestilling med teaterdirektør Emmet Feigenberg nye ensemblemodel på Republique, og modellen kommer godt fra start med Peter Langdal i instruktørstolen for en energisk og sammenspillet herretrio.
Den italienske dramatikers Stefano Massinis trilogi er inspireret af finanskrisen i 2008, og er siden premieren for 10 år siden oversat til mere end 15 sprog og spillet over hele verden. Det kan på en måde undre, for det er ikke en særlig dramatisk fortælling, men en episk beretning om kapitalismens storhed og fald personaliseret gennem familien med det emblematiske navn Lehman. Stoffet passer egentlig bedre til en stor, tyk roman a la Krig og fred, men snart giver man slip på den tanke og lader sig (for)føre af en bragende up-tempo kropslig-musikalsk iscenesættelse, der dramaturgisk holdes sammen af enkelte gentagne remser og ledemotiver.
Henry Lehman ankommer i 1844 som den første bror til USA og åbner en butik i Alabama. Siden kommer hans brødre Emmanuel og Meyer og et imperium tager form. Henry er hovedet, Emmanuel armen og Meyer er den, der kan mægle mellem de to. Og hu hej det går uden kostforagt for brug af bedagede kulturelle klicheer, når de tre lystigt bygger forretningen op på bomuld og slaver og tonerne af klezmer fra deres jødiske baggrund. Emmanuel er måske ikke bare armens kræfter, men også mavens snuhed – i hvert fald er det ham, der først ser stordriftsmulighederne som mellemmand og etablerer sig i New York, så brødrene må leve adskilt under den amerikanske borgerkrig.
I næste akt tager ragtime og næste generation over med nye toner og ideer, indtil krakket i 1929 drejer finansmarkedet i nye retninger, og dealer-generationen tager over i 3. akt, hvor kursen selvfølgelig er sat mod 2008, hvor markedet krakker igen. Her slutter Lehman Brothers. Familien ejer ikke længere banken, globaliseringen købte dem ud. Afbrudt samleje? Hvad skete der så? Blev vi klogere?
Det giver forestillingen ikke noget direkte svar på. Den er en hæsblæsende og djævlespændt underholdende tour de force gennem kapitalismehistorien, som med sin egen kraftfuldhed stærkt formidler de voldsomme kræfter, der er gemt i markedets usynlige hånd, som styrer os alle. Det er godt tænkt og perfekt eksekveret på Republique. Jeg synes, teksten i sin hurtighed har problematiske short cuts, fx når den bruger jødiske navne som en gentagen remse for bankverdenens tunge drenge. Det er historisk korrekt, men vi får ikke nuancer med og repeterer i værste fald anti-semitiske klicheer? Det er en mindre indvending, men jeg studsede mere end en gang over den bodegaagtige tilgang til de forskellige etniske grupper.
Holdet på scenen gør det eminent. Henrik Lykkegaard giver god tyngde til storebror Henry, og dæmonisk determination til patriarkalske Filip i næste generation. Anders Budde Christensen er effektive Emmanuel, mens Johannes Lilleøre er Meyer og siden Filips søn Bobby, der fra en drøm om at blive maler lærer at spille spillet blandt slipsedyr og rovdyr, som traderne kalder sig selv. Alle leverer de en pragtpræstation, som de springer, lister, danser over scenens hvide blokke og frenetisk skriver på bagvæggens tavle, lærred, skærm.
Lehman Brothers er gedigen underholdning, der føles som en leg trods sine næsten tre timers varighed. Om den gør os klogere på finansverdenen er jeg ikke så sikker på, dertil står for mange klicheer i kø. Men den er stærkt underholdende, opfindsomt iscenesat og byder på et ensemblespil i topklasse, hvor hver enkelt står frem med sine forcer, mens summen samtidig er mere end tre.
