Del

Edinburgh Fringe Festival er verdens største kulturfestival og scenekunstmarked. Der handles, spildes og kæmpes om pladserne på spillestederne, og her kan man starte og slukke en karriere. Statens Kunstfond har for nylig besluttet at promovere dansk scenekunst på festivalen i august 2020 og to år frem. ISCENE var med på dette års festival for at se på teater og tendenser.

”Travis, før du kan lave en burger, er det vigtigt, at du tager stilling til hvilken indpakningsboks, din burger skal lægges i.” Sådan lyder en af replikkerne i forestillingen BURGERZ – en af dette års ubetingede succesforestillinger på Edinburgh Fringe Festival. Travis, med behovet for kendskab til indpakningskategorier, hedder Alabanza til efternavn og er forfatter, performer og teaterskaber. Travis har skrevet og spiller selv med i forestillingen, der handler om transkønnede kroppe og tager udgangspunkt i en episode, hvor en flok såkaldte transfober på en aprildag i 2016 kaster en burger, ledsaget af skældsord, efter performeren på Waterloo Station i London.

For Alabanza var episoden med burgeren og en skare af forbipasserende, der intet foretog sig, begyndelsen på en besættelse af burgere og den kabaretagtige forestilling BURGERZ. Foto: Laura Capelli

BURGERZ kunne opleves på den kuraterede scene Traverse, et teater man som Edinburgh-novice holder øje med, sammen med en lille håndfuld andre scener, for at kunne navigere i dette overvældende teaterfestivalmarked i det nordlige Skotland, som tilbyder flere tusinde forestillinger på lidt under en måned. Og som det kan være svært at bedømme kvaliteten af. I 2018 præsterede Fringe 3.548 shows, 32.697 kunstnere, 317 scener og 2,838,839 solgte billetter. Teatret er ikke dødt på disse breddegrader. Hvert år slår festivalen publikumsrekord, og 2019 levede også op til forventningerne (Se: Fringe i tal)

BURGERZ afspejler dels en tendens på årets festival, dels indfanger forestillingscitatet (om betydningen af burger-indpakningen) meget godt Fringe Festivalen, som, udover at tilfredsstille en bred publikumssmag, er en uovertruffen arena for branchefolk og placerer sig som et af de mest fremtrædende og dominerende scenekunstmarkeder, hvor kompagnier, kunstnere og producenter år i forvejen arbejder på hvilken boks de skal pakke deres produkt ind i. Der skal brandes og sælges – det er derfor, vi er her – for at bryde igennem til et internationalt marked. Anmelderne er konger – uden et væld af stjerner kan forestillinger få et kort internationalt liv – omvendt kan man breake og make det her. Og den problematik kan blive relevant lige om lidt med Statens Kunstfonds seneste initiativ, hvor danske scenekunstnere kan ansøge om at deltage i et dansk fremstød på festivalen i 2020 i samarbejde med agenturet Wildtopia.

Kunst og industri

Festivalen har øget sit billetsalg med en million på 10 år og billetsalget slår også rekord hvert år. Man taler om en industri i højere grad end i Danmark, hvilket afspejler en stærk bevidsthed om salgbarhed, markedsmekanismer og profit. Og terminologien virker konstruktiv i det omfang, man italesætter en branche på linje med andre og synliggør dens økonomiske potentiale og volumen. Og det er hverken skræmmende eller intimiderende, men for en dansk producent som undertegnede nærmest befriende, at man ikke skal blive fornærmet eller beklemt, når der tales om penge og kunst i samme sætning. 

Og man skal have penge på lommen, hvad enten man har et show med hjemmefra eller bare er på researchrejse for at lure tricks af og overveje at stå på karrusellen. Og komfortabilitet skal man heller ikke være bange for at gå på kompromis med.

Scene eller hule

Jeg er ankommet. Bliver modtaget i receptionen af en udenlandsk studerende, som på accent-tungt engelsk tager sig af det praktiske og guider mig til mit studerekammer. Edinburgh er en stor udlejningsmaskine under festivalen, og alt er i salg. Private huse, værelser, og ikke mindst student halls – det er her, jeg er endt. Den demografiske sammensætning har ændret sig for en stund og skudt gennemsnitsalderen i vejret. De blonde studiner afløses af grånende fagfolk. Garvede teater-entusiaster fra verden over vælter ind og ud ad svingdøren og kaster lidt penge i den nødtørftige britiske universitetskasse, som snart udfordres yderligere af et potentielt hard brexit.

‘Sing Sing Bath Tub’, 2016. Foto: David Monteith-Hodge. ©Edinburgh Festival Fringe Society

Jeg finder vej ned til min første destination, mit første møde og min første forestilling i downtown Edinburgh; A Table Tennis Play på anbefaling af gode kollegaer fra London på Big Belly, Cowgate. Jeg tjekker forestillingen ud på min telefon undervejs – ”new writing” – ”coolest shows” og så en infoboks, hvor der til min forundring står Babes in arms policy. I disse #Metoo-tider og i hjemstavnen for PC (politisk korrekte) Storbritannien, kun overgået af Sverige, må der være tale om et manglende bogstav. Og ja, jeg finder ud af, at babies og ikke babes kan komme gratis ind. Det er der et par kvinder, der benytter sig af. Jeg synes, det er en dårlig idé. Ikke så meget fordi lidt barnegråd og utidig puslen påvirker min teateroplevelse, jeg er blevet mere rummelig med årene – mere fordi denne såkaldte teatersal minder mere om den undergrund, man kunne finde under undergrunden. Det nærmest drypper fra væggene, som er beklædt med sort plastik, og det er ikke for mørklægningens skyld. Min hals snører sig sammen under forestillingen, der hostes på rækkerne og det er ikke fordi sæderne er besatte af det statistisk største publikumssegment, blåhårede kvinder med et skrantende helbred. 

Scenerummets beskaffenhed fortæller historien om Fringes tiltrækningskraft. Man spiller hvor som helst – for synlighed er ace, og der er i øvrigt komplet udsolgt her i noget, der minder om en drypstenshule og i det mindste burde sortere under site-specific. Selv får jeg lov til at liste ind fem minutter inde i forestillingen for at få en plads i den proppede såkaldte teatersal. Hvad gør man ikke i kunstens navn?

Teater og tendenser

A Table Tennis Play er ikke umiddelbart karakteristisk for udbuddet på Fringe – og dog falder taleteatret og den teksttunge forestilling i god jord her. Man kunne foranlediges til at tro, at den nonverbale, fysiske scenekunst trivedes i det internationale rum – men måske skal man også bide mærke i, at 90 % af publikummet, til trods for det internationale snit, er hjemmefødninger. Naturligvis er der cirkus, dans og fysisk teater – men taleteatret dominerer. Det gør det også i mit program, som derudover bærer præg af kunstnere med et socialt engagement og en optagethed af minoriteter og underprivilegerede grupperinger. Med forestillinger om transkønnede, irsk underklasse, Kosovo-albanske flygtninge oplever jeg vedkommende kunst og nærværende dagsordner. Men med mit lille vindue kan jeg ikke tale på vegne af hele udbuddet uden at groft generalisere. Festivalen har i hvert fald i årevis været udsat for kritik af et repertoire, der overså minoriteter. Det er der i nogen grad rådet bod på med dette års festival. Ifølge en undersøgelse fra Sit-Up, opgøres udbuddet med en 9 % stigning i forestillinger som beskæftiger sig med handicap, race, køn og ligestilling. Og ud af 1,033 shows, beskæftiger 366 af dem sig med såkaldt sociale problematikker – hvilket svarer til 35.4% af dette års program sammenlignet med 26.4% i 2018.

‘E15’, 2016. Foto: David Monteith-Hodge. ©Edinburgh Festival Fringe Society

Fordelt på sociale undertematikker fordeler statistikken sig således: LGBTQ+ (7.9%); sorg og død (6.5%); race (6.0%); overgreb og mobning (4.6%); samfund (4.6%); menneskerettigheder og fængsel (3.5%); #Me Too (3.0%); misbrug og afhængighed (2.7%); flygtninge (2.5%); demens og Alzheimers (1.6%); ensomhed (1.4%); fattigdom og hjemløshed (1.4%) og alderdom (1.1%). 

For hvid og små-racistisk

Selvom udviklingen går i den rigtige retning, mener Travis Alabanza stadig, at festivalen er for hvid og små-racistisk – ikke desto mindre er Travis’ show et af de mest besøgte, mest anmeldte og mest roste. Og med udgangspunkt i mit lille performancevindue, som tæller seks forestillinger – så har de alle noget på hjerte med gennemgående temaer som immigration, identitetspolitik og fattigdom. Og selv om comedy fylder meget i Edinburg er også en ny tendens – krimien – på vej frem og har markeret sig på året festival med ikke mindre end 189 ”true crime stories” – formodentlig inspireret af litteraturen, streaming mediernes succes og ikke mindst den eminente podcast serie Serial produceret af This American Life fra 2014, som jeg selv har gennemlyttet mindst to gange, så fylder det sociale engagement på scenen. Og visse røster – heriblandt instruktør David Byrne – vil hævde at ”true crime”-genren netop afspejler et socialt engagement, vores interesse for den verden, der omgiver os og en optagethed af den kultur, vi lever med, og de værdier, vi lever efter. 

‘Book Binder’, 2016. Foto: David Monteith-Hodge. © Edinburgh Festival Fringe Society

At festivalen selv også tager inklusionsproblematikken alvorligt og fokuserer på en balance i tematikker vidner den ny-indstiftede pris om, en såkaldt social impact-pris – hvor 5000 pund går til den forestilling, der har den største indflydelse på sit publikum i form af en ændret tilgang, fornyet viden etc. Edinburgh er måske historisk komedien og stand uppens arena, men Ej blot til lyst er også kommet til Edinburgh – og for at blive.

Fringe og Fremtid

Med Brexit nært forestående tales der naturligvis åbenlyst om, hvordan det påvirker festivalen. Og der er også rygter om, at fokus kan være ved at flytte til andre europæiske byer – jeg hører Gronningen Festival som et bud – og Avignon konkurrerer også om end det franske cirkus er et sværere marked for de uindviede non-frankofile – festivalens størrelse til trods. Så indtil videre er Edinburgh Fringe Festival stadig stedet og verdens største performing arts festival uden pust i nakken. 

Jeg skal i hvert fald tilbage næste år – og gerne med en forestilling. Jeg har både hentet noget med hjem og fået mod på at bringe noget med tilbage i 2020. Edinburgh er en velsmurt maskine – og maskine er ikke altid dårligt, så længe den ikke betjenes af robotter men mennesker, teatrets råstof.

Læs mere om Kunstfondens initiativ her

Trailer fra foretstillingen How not to Drown:


Læs mere om Edinburg Fringe Festival: https://www.edfringe.com/

Læs mere om Sit-Up Awards: www.situpawards.com