Når Werther til sidst i denungewertherslidelser på Aarhus Teaters Studio scene tager livet af sig selv, flimrer det med sort/hvide prikker, præcis som når et fjernsyn er uden forbindelse. Medialiseringen af vores liv gør det elegant at bruge fjernsynet som metafor. Vi lever gennem skærmene. Og ligesom et fjernsyn kan vi miste forbindelsen. Det er en kontekstuelt opladt metafor. Og samtidig er det de hvides prikkers kamp mod de sorte, dette mylder af lyse og mørke følelser. Hvem får overtaget?
Spændingen forløses med det samme. Werther er død, tilbage er kun hans rygsæk og en række breve. Grebet er en udfordring af klassisk dramaturgi, et modigt, men klogt valg. Til forskel fra dyr kan et menneske trumfe sit eget overlevelsesgen uden noget biologisk, evolutionært rationale. Hvad tænkte han på lige inden? Hvad gjorde, at det førte så vidt? Det er det, der er det interessante her. Lotte (Sara Viktoria Bjerregaard), en ren og uskyldigt udseende sylfide med lange, bølgende røde lokker, et hvidpudret ansigt, klare blå øjne, hvide øjenvipper, rødmalede læber og et lidt naivt sind, ankommer til ofrets gravkammer, et mausolæum af sten med dybe vinduesrammer, antikke søjler og graffiti på væggene (‘Love will tear us apart’).
Centralt sidder et mystisk orakel af en slags (Di Garbi) ved sit flygel, iklædt kimono og med giftigt indfarvede blomster i håret, det er helt baudelairsk, så kunstigt frembragte synes de. Oraklet udsiger fremmede lyde igennem stykket, profetier og formularer, forestiller jeg mig; hun maler lydtapetet med gotiske strøg, giver os sjælfulde nocturner, sentimentale toner og djævelske dissonanser, og træstammerne uden for vinduet er som forstenede, nærmest alt synes holdt i grålige farvenuancer, det organiske er stendødt.
Med sig har Lotte Werthers efterladte rygsæk, og ud af den tager hun brevene, der sirligt er lagt sammen i et bundt med et bredt, romantisk bånd, bundet i en fin sløjfe. Sargun Oshanas bearbejdning af Goethes Den unge Werthers lidelser er dejlig original. Lotte læser Werthers datomærkede breve højt, og pludselig står han der, den unge Werther, for øjnene af os, i dobbeltskikkelse (Simon Mathew og Alexander Mayah Larsen), og siger de ord, hun læser højt, synkront. Rekonstruktionen virker elegant indføjet i fortællingen. Dobbeltskikkelsen er et greb, der gør det muligt for Oshana at formidle Werthers indre konflikter, fx ser vi både hans reaktion ud- og indadtil, da han kører med Lotte til bal i en karet; den ene Werther forsøger at indsmigre sig, mens den anden laver selvbebrejdende, himmelvendte øjne, det indre ‘jeg’ får altså her en ydre gestalt, og de to skikkelser ligner virkelig hinanden, så det er til at blive helt i tvivl om, hvem der er hvem: sorte krøller, grå tight-pants, vans, hoodie og samme muskuløse kropsbygning – og senere, i kareten, en lys Sgt. Pepper-lignende frakke.
Til ballet bliver det erotisk intenst. Belysningen er lilla, og Lotte og de to Werthers får masker på, mens de opfører forskellige dansekonstellationer. Dobbeltskikkelsen pirrer ved, at det her bliver til en menage a trois. De to mænd æder af Lotte, kysser og berører hende, forfra og bagfra. Også det potentiale ligger gemt i dobbeltskikkelsen, de forbudte fantasier, treenigheden.
Trøjerne ryger af mændene, musikken går fra klaverspil til techno, lyset blinker. Så sorgløst hun danser. Så ægte og tilstede, hun er. Musikken stopper, i stedet hører vi hjertebanken og tunge åndedræt. Scenen er orgastisk, symbiotisk. En hed drøm er på nippet til at indfries. Men så afbrydes det hele af, at Lotte kommer til at tænke på sin mand, Albert. Albert er fornuftens stemme, en modsætning til Werther. Fra nu af er der kun én Werther. Albert spilles af Alexander Mayah Larsen. De to mænd kæmper om Lottes opmærksomhed. Forelskelse gør mennesker tåbelige, kærlighed er altid komisk for tredjemand, altså os, der ikke er en del af kærlighedsdyaden: Så speciel er hun da ikke? Eller hvad? Ser vi, hvad de ser i hende? Forelsker vi os? Ja, en smule. Sara Viktoria ‘karater’ rundt, kigger fjollet på sine bejlere. Hun er et barn, naiv og glad og legesyg. Ufordærvet med smag for livet.
LÆS OGSÅ: Gustav Dyekjær Giese er gal og genial som Goethes Werther (anmeldelse fra Aalborg Teater)
Albert til gengæld er pisseirriterende. Så taktfuld, at han ikke kysser Lotte i Werthers nærvær. Så ude af stand til at lade sig gribe af øjeblikke. Som en parodi på tidens positive psykologi beder han publikum om at råbe “Jeg er glad”, til det når et hysterisk højt og utroværdigt niveau. Hvem forsøger han at overbevise? Sig selv? Med Albert er vi i oplysningstiden. Mennesket kan lære og aflære, det kan belyses og tænkes og formes. Humør er ifølge Albert et spørgsmål om valg. Og en diskussion mellem ham og Werther går netop på, om man er herre over sine egne følelser. Med Freud kunne man sige ‘herre i eget hus’. Albert er så “udeltagende”, siger Werther, uden einfühlung.
Multitemporalitet og hashtag-titel
Udover at Werthers breve læses højt af Lotte, er der også andre gode fortællegreb i stykket. Fx er værket multitemporalt, altså fyldt med markører fra forskellige tider, et konglomerat. Lotte fx bærer en fin romantisk kjole, men også Dr. Martens-støvler. På stenvæggen er der graffiti, ud af drengenes hoodies løber finthæklede, brede trumpet-ærmer, og musikken går fra 1700-tals-klaver til techno. Pointen er her selvfølgelig, at dramaet er tidsløst: den ulykkelige forelskelse, de ukontrollerbare følelser findes til alle tider. Også titlen formidler pointen ved at hedde denungewertherslidelser ud i ét, altså som i et hashtag, der forbinder forskellige individers feeds eller ‘skæbner’ i netværk. Vi er sammen om de her følelser, på tværs af tid og rum.
En anden ting er fjernsynet, der viser fx Werther, når han bevæger sig ud i skoven og går i hundene. Vi har adgang til flere rum på én gang. Er tilstede to steder samtidigt, synkront, parallelt. Og når Werther til sidst tager livet af sig selv, flimrer det med sort/hvide prikker, præcis som når et fjernsyn er uden forbindelse. Medialiseringen af vores liv gør det elegant at bruge fjernsynet som metafor. Vi lever gennem skærmene. Og ligesom et fjernsyn kan vi miste forbindelsen. Det er en kontekstuelt opladt metafor. Og samtidig er det de hvides prikkers kamp mod de sorte, dette mylder af lyse og mørke følelser. Hvem får overtaget?
Læs mere om forestillingen her
