Eventyret Skønheden og Udyret er en eviggyldig fortælling om ægte skønhed og kærlighed. På Odense Teater spænder et prætentiøst manuskript ben for det enkle og dog så svære budskab.
Mange kender eventyret Skønheden og Udyret i Disneys version, men Odense Teater har kastet sig over Lucy Kirkwood og Katie Mitchels scenevariant fra 2010. Det er der kommet en noget fodslæbende familieforestilling ud af – med enkelte stjerneskud, men alt for lidt af den magi, som stykket ellers skulle næres af.
Grundhistorien med en handlekraftig Skønhed og et sørgmodigt Udyr holder, men får ikke megen plads, da dramaets rammefortælling nærmest fylder mere. Selvom der selvfølgelig er en forbindelse mellem de to fortællinger, slår det aldrig gnister, men bliver en lang række stop/starter, der tilmed gøres unødigt tunge af scenetæpper, der hales frem og tilbage i tide og utide.
I rammen møder vi to feer, den onde Mr. Pink og den slagfærdige, men noget sødere Cecilie, deres stumme sidekick, Kanin, og forestillingens kapelmester. Mr. Pink er noget af en mansplainer, der altid ved bedst, og altid er sig selv nærmest. Cecilie elsker ham naturligvis, og man kan måske med god vilje se udviklingen i deres forhold som et lidt twistet spejl af Udyret og Skønheden. De ligner og lyder alle fire – og kapelmesteren mest – mere som resterne af en teaterkoncert end fortryllende væsener i et eventyr.
Rammen vil alt for meget fra afdækning af fortidens ugerninger over forholdet mellem mand og kvinde til problemer med teaterledelsen og temperaturen i himmelen, hvor feernes hjem er. Det største problem er dog, at Mr. Pink fremstilles helt karismaløst og uden timing af Kristoffer Helmuth – som vi ved kan bedre. Josefine Tvermoes’ Cecilie kæmper en håbløs kamp for at skabe blot en flig af det humoristisk boblende kogleri, der måske kunne berettige rammefortællingen.
Det går langt bedre inde i eventyret, hvor stadigt mere imponerende Cecilie Gerberg skaber magien med sin Skønhed, naturens muntre datter, der på mere end én måde åbner verden for Nicolai Jandorfs Udyr, der er iscenesat lidt stereotypt, men står distancen med præcise skift mellem såret vrede og fin forelskelse. Skønhedens far varetages med vanlig autoritet af Klaus T. Søndergaard, og Gerbergs krystalfine præstation får fint modspil af Kimmie Liv Sennov (3. års studerende på Skuespiluddannelsen i Odense) som hendes søster Lettice. Der er gemt lidt af en overbevisende melodramatiker i Sennov, som vi nok gør klogt i at holde øje med i fremtiden. De to søstres scener står klart og vibrerer med lige præcis den nerve, søstres trakasserier og forsoninger skal have.
Da Skønheden og Udyret endelig viser hinanden deres hjerter, får vi karakteristisk for stykket dårligt nok lov at se dem kysse, før tæppet atter flås for, og vi må lægge øre til Mr. Pinks epilog. Må jeg bede om eventyret i dets rene form en anden gang. Det indeholder selv de strenge om kønsroller, respektfuld kærlighed og selviscenesættelse, der gør fortællingen særdeles relevant i dag, men som næsten drukner i det prætentiøse manuskript, der ikke bliver reddet af en uegal iscenesættelse.
Læs mere om Skønheden og udyret her
