Et eventyr er en oplagt mulighed for at dyrke fortælleglæden på scenen. I stedet bliver Hans og Grete på Aalborg Teater en plat omgang henvendt til laveste fællesnævner.
Der er ikke noget bedre end et godt eventyr til at fange interessen hos både voksne og børn. Eventyret om Hans og Grete fra Brødrene Grimm er ingen undtagelse. Der er ondskab og farer, som lurer. Der er modige, selvstændige børn, som klarer skærene til trods. Og der er noget, som minder om en lykkelig slutning.
På Aalborg Teater har man netop haft premiere på fortællingen om Hans og Grete som børne- og skoleforestilling. Altså en forestilling, som kun spiller i weekenderne, samt i de meste af vinterferien.
Heksens hjem er et slik-mekka
Martin Nyborg, der også stod bag teatrets iscenesættelse af H.C. Andersens Fyrtøjet sidste år, er manden i instruktørstolen. I begyndelsen virker hans fortolkning af det kendte eventyr om Hans og Grete ret tilforladelig, men hurtigt udvikler den sig til en overgearet farce.
Skovhuggerens hytte, hvor børnene bor sammen med deres forældre, er lille bitte. Så lille, at de voksne må bøje hovederne for at stå oprejst, og børnene må klatre op over taget og ind gennem en lem for at mase sig ind på det klaustrofobiske loft, hvor de tilbringer natten. Overdrivelse fremmer forståelsen. Det er klart. Og humoren går rent ind hos børnene i salen.
Mari Lassen Kamsvaag har skabt en umiddelbart velfungerende scenografi, hvor især skovscenerne med høje, slanke, mørke stammer sammen med Mia Willetts farveskiftende lyssætning, der gør det ud for himlen bag træerne, skaber den helt rette eventyrlige stemning i salen. Det enkle kan virke meget stærkt. Og skoven er eventyrlig.
Da de to børn træder ind i heksens pandekagehus bliver det hele vildere. Bagvæggen er dækket af et draperet, lilla forhæng i et skinnende materiale, der reflekterer lyset. Heksens møbler overdimensionerede skumfiduser, bordpladen dækket af kæmpe bolsjer og fadene bugner med slik. Selv hendes skræmmende store bageovn er opbygget af lakridskonfekt. Og i samspil med heksene (eller heksene, men det vender jeg tilbage til) bliver det hele en anelse for meget.
Unødige tilføjelser
Også handlingen er blevet udvidet og ændret lidt hist og her. Karla Rosendahl Rasmussen og Østen Borre Simonsen er Grete og Hans, der kommer hjem til hytten efter forgæves at have søgt efter spiselige ting i naturen. De mødes af en overraskende duft af mad, som deres mor (Mette Klakstein) har lavet for at formilde skatteopkræveren, der kort efter dukker op.
Selvom Caspar Juel Berg som skatteopkræveren får trukket nogle gode latterudbrud ud af børnene på publikumsrækkerne i sin akavede forsøg på at lægge det ene ben over det andet i det lillebitte hus, så virker rollen mildest talt lidt overflødig. Eller det faktum, at han ikke blot spiser familiens mad og tager deres møbler, men til sidst i forestillingen vender tilbage og tager moderen med også, fordi hun er så god til at lave mad, virker noget fjollet.
Pudsige ideer
Der er mange pudsige ideer, som har fundet vej til opsætningen. Udover den førnævnte skatteopkræver, er der også to hekse. Måske som et billede på to sider af hendes personlighed. Måske en måde at vise helt fysisk, hvor svært det er at undslippe hende.
Uanset tankerne bag, så agerer både Mette Klakstein og Caspar Juel Berg heksen. Den samme heks i to ens udgaver iklædt bolsjestribet, sort-hvid kjole med lange, hængende bryster og candyflossfarvet hår. Men optakten og turen gennem skoven fylder så meget af historien i iscenesættelsen, at de dramatiske scener i heksens hus speedes op og bliver om muligt endnu mere overgearede. Ikke mindst i kraft af den lange – og noget uventede – kampscene mellem Grete og heksen.
Voldelig kampscene
I forsøget på at undslippe heksen og redde Hans fra den grumme skæbne at ende som heksens middagsmad, skubber Grete først heksen ind i ovnen. Netop som vi kender det fra eventyret. Men da hun opdager, at også nøglen til Hans’ bur er røget ind i flammerne, åbner hun ovnlågen, lukker heksen ud og kæmper som en anden karatekid imod hende. Og mod hendes dobbeltgænger.
Her udvikler Hans og Grete sig til et slapstick show, som taler til laveste fællesnævner blandt publikum. Det er temmelig voldeligt at se Grete hamre den store ovnlåge gentagne gange mod den ene heks’ hoved, understreget af Kristian Bergs rammende lydeffekter. Men hun stopper ikke der. Hun snupper heksens ene sko og hamrer stilethælen ind i øjet på den anden heks.
Den lange, voldelige kampscene fortsætter en rum tid, før det igen lykkes Grete at skubbe de to hekse ind i ovnen, låse buret op og redde sin bror.
Børnene i salen er på dette tidspunkt næsten lige så meget oppe at køre som personerne i den scene, de netop har bevidnet. Derfor er der så meget støj gennem resten af forestillingen, at det er vanskeligt at høre, hvad de to børn på scenen siger og oplever på deres tur hjem. Og det er en skam.
LÆS OGSÅ: Skønne sangerinder i front for fest-fattig Mamma Mia-musical
Aalborg Teaters version af Hans og Grete tager hverken historien eller børnene i salen alvorligt. Som om børn af youtube-generationen kun kan lide overgearet action og ikke er i stand til at holde fokus på en velfortalt historie. Selvfølgelig kan de det.
Læs mere her
