Del

Apokalypse
30. jan - 26. feb 2020
Teater Momentum

Teater Momentum er et eksperimentarium, et institut for vilde idéer, kørende på en ung energi og et rastløst vovemod. Og i forestillingen Apokalypse lykkes det bedre end nogensinde.

 På første række

Scenegulvet er ét stort, interstellart rum. Jeg ser stjernetåger, kosmisk støv og gas, sfæriske skyer i røde, grønne og blå nuancer, galaksehober og milliarder af bittesmå, lysende stjerner. Synet er sublimt i ordets filosofiske betydning: Ubegribelig i sin grænseløse størrelse, på én gang frygtindgydende og fascinerende. Overvældende, angstprovokerende og beroligende.

Apokalypse
Apokalypse på Teater Momentum, 2020. Foto: Martin Høyer Poulsen

Vi sidder på rækker i en rektangulær figur, let hævet, så vi er i øjenhøjde med ’han’ (Jakob Femerling Andersen) og ’hun’ (Emma Silja Sångren); stykkets to arketyper, figurer uden særpræg, dig og mig, ’os mennesker’ på dåse, personificeret i to ’fællesnævnere’, hvis tanker og følelser og ønsker er almene, virker i os alle.

Teater Momentum er et eksperimentarium, et institut for vilde idéer, kørende på en ung energi og et rastløst vovemod. Og i forestillingen Apokalypse lykkes det bedre end nogensinde for stedet. Skuespillerne er skræmmende tæt på. Emma Silja kigger os insisterende i øjnene på skift, ikke én synes overset, og Jakob Femerling spiller med en galaktisk generøsitet, banker derudaf uden omtanke, brænder alt krudtet af på én aften, dedikeret og eksplosiv som en supernova.

Samtidig taler de til os, sætter os i scene. Vi er, allesammen, et fælles ’du’. ”Du kan huske”, lyder det anaforisk fra Emma Silja; du kan huske, at du var i teatret, at du så to elskende, der engang forsøgte at få barn, du husker stykkets ”apokalyptiske remse”, og at du fandt den stærkt overdrevent; du kan huske, at du begyndte at græde, da du kom hjem, at du hele tiden frygtede at miste etc. Emma taler med læberne tæt på mikrofonen, det lyder som en indre, alvidende stemme, en stille og blid tale tæt på øret, og idet hun beder os ’huske’ forskellige ting, som i en selvopfyldende profeti, gennemspiller ’han’, Jakob Femerling, scenerne og maler hvide ting på gulvet; kridter banen op, en stor ellipse, en galakse.

Apokalypse
Apokalypse på Teater Momentum, 2020. Foto: Martin Høyer Poulsen

Omtalen af katastrofen som noget, der er sket, gør det hele foruroligende på en særlig måde. Som om jorden allerede er gået under. Denne form for dramatisk datid (’du var i teatret’ etc.) er dramatisk på sin egen facon og giver et nyt perspektiv på jordens undergang, et mere tvungen-afklaret blik: vores nutid og fremtid fortalt i datid, som noget, der er sket. Og det er godt tænkt, når nu stykket handler om at anerkende og acceptere katastrofen. På en måde er handlingen forudsigelig: det barnløse par får endelig et barn, en frelser, der skal fri dem fra den kedsomhed, der skaber fnidder og på sigt vil dræbe ethvert parforhold – eksempelvis bliver ’han’ irriteret over bagateller som måden, ’hun’ trækker vejret på. Som om det er en ondsindet viljeshandling mod ham.

Fra at skubbe til hinanden, de placerer skylden på ’den anden’, projicerer, som det kaldes inden for psykologien, lægger de sig oven på hinanden, ’ruller’ en tur – og venter så barn. Sexakten er god humor. Så nollede og åndsvage, vi er, set udefra.                  

Med graviditeten vender stemningen. Feel good-musik strømmer ud af højtalerne (”you’re just to good to be true”), og parret er glade og – selvfølgelig – helt urimelige i deres forestilling om det lille vidunder: det må være ”en profet”, et menneske, som vil komme til at redde hele menneskeheden. Emma spiller her hysterisk glad på en super overbevisende måde, laver en totalt fjollet hønedans, og de to jager hinanden rundt på gulvet til ”I love you baby, and if it’s quite alright I need you baby”.

Apokalypse
Apokalypse på Teater Momentum, 2020. Foto: Martin Høyer Poulsen

Menneskets aftryksmani

I noget, der kunne være anden akt, bliver ’du’et’ igen tiltalt på den anaforiske facon, formentligt som i en almen reference til os mennesker, personificeret i ’hans’ gøren og laden.

Fra mikrofonen fortælles der om, hvordan vi er besatte af at sætte aftryk: ”Du satte aftryk for at vise, at du var her”, du var besat af at kortlægge verden (her tegner ’han’ verdenshjørnerne på ellipsen), af at tegne grænser og sinuskurver, ”du var bange for at forsvinde væk”, og du erindrer dengang, du blev efterladt på en legeplads. Den dygtige manuskriptforfatter Marie Bjørn sætter kloge tanker i omløb: Vi mennesker er bange for at blive glemt, alle bærer vi rundt på et traume, et minde om at blive ladt tilbage, glemt i farten, og derfor er vi så optagede af at blive set og hørt. Vi vil ikke glemmes.

”Du lagde dig ovenpå naturen”, fortsætter ’hun’ med blikket vendt mod publikum: ”Du navngav alting”, ”du opfandt sproget engang”, ”du navngav kroppen” og ”malede hele verden hvid”. Sproget er ikke uskyldigt (på et tidspunkt sætter ’han’ ord på, hvad han har malet, helt synkront med, at ’hun’ siger ordet; elegant falder ’show’ og ’tell’ sammen, ’reenactment’ og ’fortællen’), og det er de hvides historie heller ikke. Vi bærer et stort ansvar for tingenes tilstand, på godt og ondt.

Som en konsekvens af denne ’hersken over naturen’ følger katastrofen: Vi hører om vold, brande, flugt over hegn, gadeprotester og stigende temperaturer – og om passet, der mister sin betydning. Verden er på flere måder blevet grænseløs, nynazister skyder en sort kvinde, og kapitalismen går amok. Belysningen bliver dramatisk, partikulær, knap, og den dysmorfe kræftsvulst af en metal-sol i midten lyser neonblåt.

Apokalypse på Teater Momentum, 2020. Foto: Martin Høyer Poulsen

Senere synges der ”solen er så rød mor” med skrøbelig stemme. Det er frygten for ’ræven’, der går derude, ’de’ fremmede og ’det’ fremmede, og mikrofonen ligger her lidt fra Emma Silja, så vokalen får en fjern, rungende klang. Så koldt og uhyggeligt det hele er.

”Du var her, og du larmede så meget”

Under opstandelsen vil nogle have barnet dræbt, og parret må derfor flygte. Efter at være blevet afvist af et fyldt herberg og have undsluppet en fængsling lykkes de med at gemme sig i ”en forladt stald”. Upåfaldende får Marie Bjørn indarbejdet de her små religiøse hints (’en forladt stald’ til ’den lille profet’), og når der grubles over årsagen til apokalypsen, dette mareridt med børnesygeplejersker, ligposer og kampfly, lyder det klogt, at det sker for, ”at vi skal lære om fravær”.

LÆS OGSÅ: Dance of the Vampires – og der må bides!

Ved den vældige finale, som jeg ellers vil lade være ufortalt, er baggrundsmusikken overbevisende astro-sonisk, og inden da opsummerer den alvidende fortæller: ”Du var her engang, og du larmede så meget, inden alt blev tyst på ny.”

Så enkelt kan det siges. Jorden går under, og vi er ikke andet end en parentes i universets historie. Men vi skal ikke være bange. I dødsøjeblikket skal vi huske på gode ting. Synge om dem. Og det gjorde vi.

Læs mere om forestillingen her

Medvirkende
Jakob Femerling Andersen og
Emma Silja Sångren

Instruktion
Niels Erling

Tekst
Marie Bjørn

Scenografi
Lise Marie Birch

Lyddesign og komponist
Rasmus Juncker

Lysdesign
Malte Hauge