Det Ny Teater fejrer sine 25 år som musikteater med komik, svulstige ballader og blærede kostumer i Dance of the Vampires. Spørgsmålet er, hvem der skal se folkekomedie om vampyrer? 

Der er visse af kollegaerne på redaktionen, der har sjove barndomsminder om Roman Polanskis The Fearless Vampire Killers fra 1967, som Det Ny Teaters Skandinavienspremiere på Dance of the Vampires bygger på. Jeg mindes ikke filmen, og vil nok også fortsat foretrække film og musicalen Rocky Horror Picture Show, der bider noget hurtigere til bolle, om man så må sige. Den sidste byder ikke på vampyrer, men kobler som Dance of the Vampires komik med storslåede rockballader og campet leg med begær – visuelt og tematisk. 

Det campede look lykkes overmåde godt i Paul Farnsworths ekstravagante scenografi og ikke mindst hans linde strøm af kostumer, hvor der er kræset for detaljen, hvad enten karaktererne bærer lingeri eller folkedragt. Spillet mellem uskyld og sanselig lyst fungerer egentlig også fint i trekanten mellem Søren Torpegaard Lunds blidt syngende bejler Alfred, Peter Jordes orgastisk-legende Grev von Krolock og målet for deres begges begær Reumerttalentet Monica Isa Andersens lokkende Sara. Karen Hoffmann fortjener også ros for sin oversættelse, hvor sjælen rimer på pælen, og teksten trods oppisket tempo flyder og flirter. Hun må have holdt tungen meget lige i munden, for der er virkelig mange ord. 

Det er stykkets første udfordring. Det er virkelig langt og kører selv for en musical i megen tomgang med gentagne motiver og krydsscener. Instruktør Daniel Bohr har samtidig valgt (eller skal formentlig følge den givne franchise-ramme, som musicals ofte kommer med) en stumfilms/tegneseriestil, der mimer filmforlægget. Det var sikkert muntert i 1967, men i dag bliver det altså mest bare fjollet, hvis stil og timing ikke står syleskarpt. Det gør den ikke i denne forestilling, og dygtige, velsyngende bikarakterer som Jesper Asholt, Julie Steincke og Charlotte Guldberg lades i komik-stikken med den ene overgearede sekvens efter den næste. Kim Hammelsvang som den sandhedssøgende professor slipper bedst fra folkekomedie-gøgleriet, fordi han er mere nedtonet, men også hans karakter bliver man træt af i det lange løb.  

Dance of the Vampires
Dance of the Vampires på Det Ny Teater 2020. Foto: Miklos Szabo

Det uskarpe, forcerede karikatur-tempo er forestillingens anden udfordring, og den forstærkes af en musikalsk ledsagelse, der også virker til at være en smule på speed, så sangerne enten hænger eller sprinter afsted. Ærgerligt med så mange gode stemmer og Jim Steinmans, komponisten bag blandt andet Meat Loafs univers, svulstigt-kitschede score. Dejligt er det derimod, når det lykkes for en diabolsk Jorde, en spruttende Steincke, længselsfulde Andersen og Torpegaard. Dejligt også, at det dygtige ensemble får lov at træde frem i egne numre. 

Dance of the Vampires
Dance of the Vampires på Det Ny Teater 2020. Foto: Miklos Szabo

Det store spørgsmål er, hvem forestillingen henvender sig til? Den lystfulde tematik udelukker måske det familiepublikum, som måske kunne more sig over den onkelhumoragtige spillestil? Eller måske er tiden bare løbet fra komiske fortolkninger af vampyren som billede på begær? Tv-serier som Buffy, True Blood og The Vampire Diaries har givet os langt mere udfoldede beretninger fra blodsugernes univers. 

Dance of the Vampires er en del af markeringen af 25-års jubilæet for genåbningen af Det Ny Teater som musikteater i 1994. Det var – og er – i sig selv en imponerende præstation at drive et privat musikteater igennem tre årtier, hvor kultur- og medieudbuddet har ændret sig dramatisk, og Det Ny Teater har budt på fremragende oplevelser gennem årene. Her er vi ikke helt med Dance of the Vampires, som man dog sagtens kan se for dens overdådige visuelle greb og et stærkt ensemble, der forhåbentlig kan ramme en lidt renere rytme, når stykket er spillet ind. 

Jim Steinmans Total Eclipse of the Heart, der er gennemgående motiv i musicalen:

Læs mere om forestillingen her

Manuskript og sangtekster: Michael Kunze

Musik og yderligere materiale: Jim Steinman

Orkestrering: Steve Margoshes

Iscenesættelse: Daniel Bohr

Scenografi: Paul Farnsworth

Musikalsk indstudering: Per Engström

Lysdesign: Jason Taylor

Lyddesign: Richard Sharratt

Oversættelse: Karen Hoffmann

Medvirkende: Peter Jorde, Kim Hammelsvang, Søren Torpegaard Lund, Monica Isa Andersen, Jesper Asholt, Charlotte Guldberg, Julie Steincke, Henrik Lund, Jonas Suurballe Christensen, Christian Lund, Martin Loft, Mikkel Hoé Knudsen, Sebastian Harris, Robert Thomsen, James Leece, Anders Bilberg, Paul James Rooney, Linda Fabricius Hultemark, Anne-Mette Riis, Linda Olofsson, Elise Johanne Andersson, Anastasia Stojko, Samira Alm & Andrea Ulvenstål

Spiller 30. januar-9. april 2020 på Det Ny Teater