Odense Teater leverer en nyfortolkning helt i særklasse med Jens August Willes Helligtrekongersaften, der udfolder komedien i et tvetydigt, melankolsk univers med Bisse som det vibrerende midtpunkt for et ensemble i topform.
Odense Teater løfter Shakespeares Helligtrekongersaften til nye højder med en på én gang klassisk og helt moderne fortolkning. Helligtrekongersaften er en slidstærk tekst, der ofte spilles på de danske scener og som selvfølgelig er helt aktuel med sin crossdressing-forvekslingsintrige. Men Odense Teater har mere på hjerte og tilfører historien et tvetydigt melankolsk, musikalsk univers, der giver spillet en vibrerende intensitet og forstærker fortællingens tråde af savn og ensomhed. Samtidig holdes komedieantrittet rapt, så vi skiftevis ler højt, smiler stille og gribes om hjertet.
Der er uorden i verden – eller nærmere i Illyrien, hvor Shakespeares komedie udspiller sig, hvilket Franciska Zahles scenografi håndfast markerer med en håndfuld væltede bogstaver, der tilsammen giver – ja, hvad mon? Måske for bastant, men bogstaverne fungerer faktisk fint som abstraktion af et univers, hvor alle er væltet enten mentalt eller fysisk i den susende storm, der indleder forestillingen. Som det ofte sker i Shakespeares storme kommer nogen fra hinanden, her søskendeparret Viola og Sebastian, og de må gå grueligt meget igennem, før orden (måske) igen oprettes.
Anne Bruus Christensen er indtagende kæk som Viola, der forklædt som page forelsker sig i sin herre Orsino, mens hun burde bejle til Olivia på hans vegne. Orsino er svær at spille i dag, med sit store arsenal af mandschauvinistiske replikker, men med Niels Brunses oversætterelegance og Benjamin Kitters stramme levering med kant går det mere end godt. Natalí Vallespir Sand formelig sprudler af boblende begær, og samspillet mellem de to kvinder slår gnister. Men ét er forelskelsens momentane sindssyge, noget andet er al livsens naragtighed, som vi selvfølgelig også får serveret i kraft af Olivias hof, der bruger al deres tid på at drille hinanden.
Altid gode Malene Melsen er det helt rette cast i rollen som den tumpede Andreas Blegnæb, der holder til ved hoffet sammen med Olivias fordrukne onkel Tobias Hikke, givet med præcis doseret melodramatisk brovten af Peder Dahlgaard. De intrigerer sammen med Isa Marie Henningsens seje husholder Maria og Anton Sagers næbbede tjenestepige Fabiana mod Lars Simonsens først tørre, siden noget mere opkørte hushovmester Malvolio, der falder så hårdt i sin egen selvglæde. Det er hamrende stærkt ensemblespil, der med usvigelig timing tager det bedste af klassisk komedie og får det til at smelte sammen med det vemodige univers, som bæres af narren over dem alle.
Og så nåede vi tilbage til sagens kerne.
Odense Teater har inviteret fænomenet Bisse på scenen som narren Feste, og han og komponisten Adi Zukanovic står bag det musikalske univers, der ikke blot udmønter sig i længselsfulde tekster om kærlighed og vanvid, men også i et klangligt, medfortællende rum, der forplanter sig ud i den skarpe koreografi, der også er en væsentlig medspiller i oplevelsen af en komedie leveret med sjældent set timing. Slagtøjsspilleren Ying-Hsueh Chen og blæser/fløjtenist Malthe Bech brillerer både ved mængden af instrumenter og ved indlevelsen i helheden, og Bisse/Thorbjørn Radisch Bredkjær trækker med sin tvetydige trutmund, røde rober og inciterende sangforedrag komedien længere ud over kanten. Således får vi ikke blot fnuglet elskovs gækkeri og bramfri bralren, men også eksistentiel dirren og vemodig eftertanke.
Det er ikke bare dygtigt gjort, det er nyfortolkning helt i særklasse, hvor et dristigt greb løfter alle forestillingens elementer til ny forståelse og oplevelse.
LÆS OGSÅ: Apokalypse: Undergangsprofeti bringer publikum i øjenhøjde med katastrofens ofre
Se koreograf Sofie Christiansen instruere skuespillerne i at neje korrekt:
Læs mere om den alsidige Bisse i Gaffas interview, oktober 2019
