Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...

Ny festival sætter fokus på følelsen af ubehag

Publikum får udfordret deres komfortzone, når Toaster og Live Art Danmark præsenterer kuraterede værker på performancefestivalen Managing Discomfort. Temaet for festivalen er ubehag. Den...
Annoncespot_imgspot_img

Nye samtaler starter her – Debatsalon fik vinklet det politiske teater med kant og format

Skarpvinklet debatsalon løftede samtalen om det politiske teater med kant og format, da fire målrettede paneldeltagere kommenterede på egne og hinandens værker i en underholdende og begavet debatsalon. 

Bikubenfonden arbejder med deres visionsaloner på at sætte kunsten til debat og styrke samtalen om scenekunsten i samfundet. Sidst satte instruktør Tue Biering repræsentation til debat med et progressivt greb på debatformatet. Denne gang var samtaleformatet mere klassisk, men med moderator Torben Sangilds udfordrende spørgsmål og et panel af veloplagte, rasende begavede og reflekterede deltagere, fik samtalen om det politiske teater fornyet kant og udsyn. 

Afsættet for debatsalonen var instruktør og teaterchef for Mungo Park Anna Malzers forestilling De hovedløse, der handler om De Gule Vestes oprør i Paris. 

Malzer havde en helt personlig tilgang til forestillingen, som fik liv i provokationen fra et kærestepar, hun kender. De skulle redde deres forhold med en tur til Paris, men fik kærlighedsferien ødelagt af uroen fra De Gule Vestes optøjer. ”Oprøret minder om et hjerteanfald i Europa, og vi har slet ingen forståelse for det Europa, vi rejser på ferie i,” lød det indigneret fra Malzer.    

Foto: Luna Stage

For at forstå oprøret essens og det afsæt, der er lagt for forestillingen, var dagens første oplægsholder derfor lektor Jørn Boisen, der lagde en global vinkel på De Gule Vestes oprør. Overordnet set handler det om demokratiet, som er under globalt pres. Det er ikke kun i Frankrig, men i hele verden, hvor nationale identiteter smuldrer.

De store beslutninger træffes i andre fora end tidligere, den digitale revolution har forandret verden og landenes politiske handlemuligheder er begrænsede. Der er blevet længere mellem top og bund i samfundet, hvor toppen er en globaliseret elite og bunden udgøres af befolkningen. Når folket skal høres, går de på gaden, hvilket er en tendens, der er i gang over hele verden og vidner om demokratiet i dyb krise. 

De Gule Veste udspringer af en general frustration og utilfredshed over systemet. De kræver forandring, men uden en fælles fremtidsvision for hvordan og til hvad, og derfor har deres protester grundlæggende ikke ført til de store forandringer. 

Med dette ultra korte oprids af historien fik instruktør og teaterchef for Mungo Park Anna Malzer ordet, og fortalte, foranlediget af spørgsmål fra Sangild, hvorfor hun har valgt en traditionel og underholdende teaterform til De hovedløse.

”Jeg keder mig, når jeg ikke forstår, hvad der sker på scenen” lød det fra Malzer. “Teater er en folkelig kunstform, den skal være tilgængelig for alle. Først havde vi tænkt forestillingen som en kollageform, men det blev kedeligt. Nu har vi lavet et familiedrama, og så kan alle se med. 

Mit største forbillede er Brecht, han arbejde med musicals og hans forestillinger var røv-underholdende – men det glemmer man tit i dag. Jeg elsker når publikum går ind til forestillingen med en opfattelse af, at ”dette er ikke noget for mig” og så går ud med en ny forståelse af verden.”

Med i panelet var også Ditte Maria Bjerg rektor for Teaterhögskolan i Malmö, og grundlægger af produktionsplatformen Global Stories, hvis politiske forestillinger baseres på virkelighedens historier fx i en forestilling om indiske rugemødre, og ofte iscenesættes med virkelighedens aktører på scenen fx i I am also Somalia.  

Ditte Maria Bjerg ønsker også, at publikum udvider horisonten efter et møde med scenekunsten, men ser en fare i, at teatrene ikke tilbyder nok variation til at favne et bredt publikum:  

”90% af den scenekunst, der produceres idag er traditionelt teater baseret på tekst og med professionelle skuespillere. Det hele ligner hinanden? Rundt om i Europa har man opdaget, at institutionerne skal gentænkes, og her er klassiske teaterhuse fx overladt til frie grupper og borgerscener. Det er politikerne, der skal sætte nye agendaer for teatret, men der mangler vilje til forandring, og der er et strukturelt problem, hvor de forestillinger som produceres, ikke får mulighed for at komme rundt. Og så er ordet publikumsudvikling noget af det værste – det er ikke publikum, der skal udvikles men TEATRENE.” lød det fra Ditte Maria Bjerg. 

Med i panelet var også Sigrid Johannesen, der er husinstruktør på teater Sort/Hvid. Hun fortalte, at hun kommer fra en aktivistisk fortid. Hun arbejder med interventionsformater og ønsker, at scenekunsten skal bryde ind i samfundet. Hun ser et revolutionært potentiale i kunsten, hvor der er mulighed for at konfrontere folk i virkeligheden med nye vinkler på temaer. Sigrid Johannesen arbejder med ambitionen om, at scenekunst skal skabe en reel forandring i samfundet. Hun anerkender, at det er en potentiel utopi, men insisterer på at forfølge ambitionen og fastholde kunsten som et kollektivt forestillingsrum, der viser, at virkeligheden kan tage sig anderledes ud end først antaget.       

Sangild opsummerede de tre scenekunstneres præsentation af arbejdsmetoder, ved at putte dem i kasserne: Anna du laver pop/underholdning, Ditte Maria du dyrker det dialogbaserede teater og Sigrid du skaber aktivistisk teater, der bryder med konventionerne. 

Foto: Luna Stage

Klassificeringer er måske lidt hård sat op, men befriende i forhold til at få sat nogle rammer på de tre kunstneres karakteristika og pege på alsidigheden i det politiske teaterlandskab. Ikke mindst var det et fint greb i forhold til Sangilds efterfølgende debatoplæg, hvor han – noget overraskende – bad de enkelte kunstnere kritisere hinandens værker og metoder. Et tiltag, der viste sig at styrke debatten ved at få vinklet og udfoldet de enkelte kunstneres karakteristika og arbejdsmetoder langt bedre i den konkrete debat. 

De tre kunstnere i panelet tog imod udfordringen med inspirerende professionalisme, som Anna Malzer sagde: ”Vi er for pæne i den danske teaterverden, det er jo dét her, vi skal snakke om”. 

Sigrid Johannesen lagde ud med en kritik af Anna Malzers forestilling. Johannesen savner nemlig et større tvivlspunkt og mener ikke, at forestillingen har et revolutionært potentiale. 

Malzer svarede, at hun ikke er enig i, at scenekunst nødvendigvis skal ændre samfundet. Malzer ser fiktionen som hjertestarter for sammenhængskraften i samfundet. Hun gav et fiktivt eksempel med en dansk kvinde, Bente fra Allerød, der er bange for De Gule Veste, som hun opfatter som voldspsykopater. Når Bente får lov til at indleve sig i deres skæbne på scenen, får hun mulighed for at forstå menneskene og hverdagsskæbnerne bag protestbevægelsen, som hun ikke behøver at være bange for. Det styrker sammenhængskraften for et fælles Europa, ligesom når franskmændene hører, at vi i Danmark tager deres konflikt så alvorlig, at vi laver teater om det. 

Malzer skulle derefter give kritik af de to andre kunstnere og lagde ud med, som de andre to paneldeltagere, at efterlyse mere mangfoldighed i branchen. Hun syntes, det er lidt ærgerligt, at Ditte Maria Bjerg ofte ikke når de sidste tekniske finesser, som kan løfte fortællingerne ind i en mere færdig ramme, og måtte samtidig indrømme, at hun havde svært ved at se sine venner fra Amager komme med på Sort/Hvid til Sigrids forestillinger, som hun mener, kan opfattes som om de taler ned til dem.  

Foto: Luna Stage

Sangild fulgte op på kritikken ved at spørge Johannesen, om hun skal være mere poppet i sin form; hvilket Sigrid Johannesen svarede således på: ”Teatret kan ses som en fremkaldervæske for de ting, vi undres over.” Hun arbejder målgruppespecifikt og opstiller en fiktionspræmis, der skal udfordre os selv og publikum, og hun mener ikke, forestillingerne skal være mere poppede.  

Panelet var enige om, at der skal inspiration fra andre kulturer til. Ditte Maria Bjerg spurgte retorisk: ”Hvordan skal vi forvente, at vi – hvide fra middelklassen – fortæller andre historier?” da hun argumenterede for en større diversitet i de mennesker og kroppe, vi møder på scenen for dermed at give publikum flere forskellige historier i fremtiden. 

Hvilke historier, fremtidens scenekunst vil skildre, må tiden vise. Indtil da er det rasende inspirerende og udviklende at få lov til at være med i debatten om de visionære og eksisterende tiltag og tematikker, som scenekunsten aktualiserer og sætter på scenen.

Kunstsalon VISION er Bikubenfondens samtaleformat på kunstområdet. Læs mere om salonerne her

Seneste

Her er holdet bag Momentum Vol. 18

Tre nye kunstneriske profiler sætter på hver sin vis...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Her er holdet bag Momentum Vol. 18

Tre nye kunstneriske profiler sætter på hver sin vis...

Data kan også være gavnlig i den kreative proces

Der var fokus på tips og tricks til brug...
Annonce
Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer, chefredaktør ISCENE. Tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er formand for Foreningen Danske Teaterjournalister, formand for Forenede Kritikere samt juryformand for Årets Reumert.
Annonce

Her er holdet bag Momentum Vol. 18

Tre nye kunstneriske profiler sætter på hver sin vis deres præg på den kommende sæson på Teater Momentum, hvor de sammen står bag det...