★★★★☆☆ Det vandrende menneske – kolonialisme skåret i krystalklar is

Det Olske Orkester har premiere på en ny forestilling om kolonialisme, der denne gang sætter fokus på Grønland. Det er der kommet en nærværende og selvransagende fortælling ud af.

Året er 1978, og en grønlandsk pige danser til sin yndlingsmusik i et parcelhus i Aalborg. Hun er sendt i pleje for at få adgang til “en kultur med fremtidsperspektiver”. En dansk antropolog, Birgit Rasmussen, har sat sig for at undersøge hendes identitet som grønlænder i Danmark. Men pigen, spillet med stort nærvær af Nina Sikkersoq Kristoffersen, har andre planer, og forskeren tager med på en rejse baglæns gennem tiden.

Forestillingen er resultatet af 3 års forskning, hvor instruktør Lotte Faarup under de første møder med grønlænderne hurtigt måtte erkende, at en befolkning selv ejer deres historie og perspektiver. Forestillingen blev derefter til i et samarbejde mellem grønlandske og danske kunstnere og akademikere. For at tage andres ting og bruge dem efter egen agenda, reproducerer kolonialisme.

Grænseoverskridende adfærd

Som en direkte analog spilles antropologen tilpas irriterende og ufølsomt af Rikke Liljenberg, der braser ind ad døren til pigens værelse: “Jeg bankede på, men ingen svarede,” siger hun. Den chokerede pige rives ud af sit frirum af dans og høj musik, for forskeren vil have sit interview lige nu, ellers kan hun ikke komme videre.

Magtens arena kridtes yderligere op: “Hvad vil det sige hele tiden at være den, der skal indordne sig?” vil forskeren vide – for hun kender alt til pigens baggrund og vil “hjælpe” hende. Pigen protesterer og begynder rasende at gå baglæns i tiden, for hun vil hjem og har ikke brug for hjælp. Forskeren vil med som “beskytter”, men rollerne får flere nuancer på grønlandsk grund.

Snart udfoldes historierne fra Knud Rasmussen i 1910 til skolevæsenet i 1970’erne, familieplanlægning, tvang og udnyttelse. Pigen lytter til nedladende indhold om grønlændere i radioen. Antropologen stjæler med arme og ben uden at lytte eller opleve, hvad der foregår i de dybere lag omkring hende: “Det er til en udstilling!”

Forståelser vendt på hovedet

Rolf Søborg har skabt en fin scenografi, der udfolder sig i en cirkel og dermed skaber et intimt rum, som også udvides til rummet omkring os. Dermed inddrages vi alle i skuet og gøres dermed også til ansvarlige medaktører. Den æstetiske fortolkning fungerer særlig godt, når holdet kropsliggør inuitreligion. Elisabeth Heilmann Blind spiller forskellige åndedyr med indlevende udtryksfuldhed bag fantastiske masker.

Vi oplever fuglen med det lange næb og hjorten, der udvider dimensionerne omkring en kultur, der aldrig kan ejes af nogen. Og slet ikke af nogen, der har været der så kort tid – som pigens afdøde bedstemor siger. Hvor lidt kolonimagten egentlig forstår, understreges ved, at en del af forestillingen foregår på grønlandsk. Et fint greb til at vende forforståelser på hovedet og vise, hvem det egentlig er, der ejer fortællingen.

Antropologen er i hvert fald på bar bund, da hun hører om avanceret sjælelære, hvor mennesker og ånder lever side om side, og alting ses som besjælet. Endnu engang vader kolonimagten ind med træsko på, da et TV-hold, ført an af Øyvind Kirchhoffs friskfyrs-attitude, afbryder samfundets stille eksistens. Der skal laves en dokumentar om Hans Egedes ankomst, og han kaster kostumer ud til publikum: “Nu skal I hoppe i tøjet!”

Teatret som spejl

Forestillingen er et godt eksempel på, hvordan teater som kunstart kan holde et spejl op for os – ikke mindst når forarbejdet er gjort så grundigt, at de største faldgruber er ryddet af vejen. Også selvom det betyder, at historien i mellemtiden skriver sig videre i en ny krise om Grønland. Så meget desto vigtigere at vise 300 års historie med en klodset kolonimagt med skjulte agendaer bag ord som “hjælpe” og “beskytte”.

Det vandrende menneske minder om gamle folkeviser, der blev samlet ind fra folks levede liv. Det blev sunget og opført for at bearbejde og mindes ved at forstørre det i krop og grimasser. Der grines af det groteske og grædes over det smukke. Særligt i de passager, der foregik på grønlandsk, ætsede integriteten sig fast med stærkt skuespil i en æstetisk oplevelse af, at fortællingen reelt var hjemtaget.

Med til at løfte projektet kunstnerisk var især Sirí Paulsens omsluttende og fascinerende lyddesign, Mads Deibjergs forførende lys og skuespillerne, der holdt et magisk, åndsnærværende rum for os. Det vandrende menneske kan også ses som det kunstneriske holds rejse i en symbolik skåret i krystalklar is. Vi anerkender derfor forsøget på at give fortolkninger og agendaer tilbage til grønlænderne. Men der er stadig lang vej.