Anna, Walk With Me på Teater Katapult leverer levende skuespil, skønne dukker og stemningsskabende billeder og musikbaggrund. Selve historien er dog for tynd til at sætte sig rigtig fast i bevidstheden.
Det er en kendt fortælling, at de fleste mennesker på deres dødsleje først og fremmest fortryder, at de arbejdede for meget og var for lidt sammen med de mennesker, de virkelig holder af. Derfor virker temaet i Anna, Walk With Me, da også både aktuelt og vigtigt, selvom historien ikke formår at fremstå synderlig original.
I forestillingen, der er skabt i et samarbejde mellem Teater Katapult og Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret, møder vi en fortravlet kvinde levende spillet af Anna Ur Konoy. Hun er på vej til arbejde sammen med sit barn, mens hun balancerer den kimende mobiltelefon og den krævende moderrolle. Anna zig zagger troværdigt afsted med hurtige bevægelser og hastigt åndedræt, og hun ser hverken barnet eller tøjdyret, som får et kærligt morgenbad i mælken på køkkenbordet. I telefonen fører hun smældende samtaler med familiemedlemmer, der skuffer, og fordi lunten er kort, sender hun sætninger gennem røret, som hun bagefter fortryder og forsøger at glatte ud. I bilen med det nu feberramte barn og en dyttende bil i bakspejlet går det selvfølgelig fatalt galt, og bilen drøner lige ind i en ulykke.
En nærdødsoplevelse i et enkelt rum
Efter biluheldet følger vi Anna ind i et sælsomt drømmeunivers med fragmenter af erindringer fra livet, mens kroppen stadig ligger på hospitalsbordet. Hun er bogstavelig talt i et limboland – et sted mellem død og liv, og her er sanserne på overarbejde, når skyggerne på væggen fortæller historier. Særligt stærk er beretningen fra barndommen om den (afdøde) farfar i en stjernestund under himmelhvælvingen en mørk aften. Natten er kold, men farfars hånd er varm, og man mærker barnets fascination og kærlighed til en mand, som selv valgte at sige farvel til livet.
På scenen ses to firkantede rum markeret af hvidt stof kombineret med en enkel scenografi. I venstre side sidder musiker og performer Julie Ben Semmane, som blandt andet spiller smukt på tibetanske syngeskåle, mens hun også bruger sin egen stemme til at sætte stemningerne. Det udtryk leder tankerne hen på østen, meditation og en spirituel tilgang til livet – men det virker samtidig også som en stærk kontrast til flere af scenerne, manuskriptets replikker og Anna som karakter. Som tilskuer er det derfor også svært at finde ud af, om kontrasten er tiltænkt eller blot et resultat af Teater Katapult og Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatrets forskellige tilgange til teater som medie. Forskellighederne til trods er det under alle omstændigheder et nyt og forfriskende udtryk, der er kommet ud af det.
Stærke dukker – tynd fortælling
Selvom tematikken er stærk i fortællingen, så bliver budskabet aldrig særligt nuanceret eller historien decideret spændende. Hertil er den dramatiske udvikling for lille, og moralen skåret for skarpt ud. Men hvad stykket måske mangler i original fortælling, det får publikum til gengæld i fin dukkeførerkunst og flotte skyggebilleder
Det er nemlig især dukkerne og den præcise føring af dem, som giver forestillingen liv og dynamik. Særlig skøn er den sure og ’verdensvrede’ far, der bakser med sin egen dødangst og nægter at tage på hospitalet, selvom han er tydeligt syg. Anna kæmper en hård kamp med ham, men hvor hun i starten ikke kunne rumme hans glæde ved Vild med dans og diverse bageprogrammer, så ender hun med at acceptere det meste.
Anna, Walk With Me skubber venligt og insisterende til os alle med en reminder om ikke at jage gennem livet – og den gør det i et stemningsfuldt univers til lyden af tibetanske syngeskåle.
Læs mere om forestillingen her
