Scenekunsten streames som aldrig før, og det har både positive og negative følger. Samtidig med at teatrene når nye publikummer, risikerer de at underminere deres egen praksis ved at forære deres forestillinger væk. Så hvordan får man publikummerne tilbage i teatersæderne efter Coronakrisen – og vil de stadig være villige til at betale for scenekunstoplevelsen?
Konsekvenserne af Coronavirussen er kommet bag på de fleste – ikke mindst i teaterverdenen. Hvor regeringen i hast lukkede samfundet ned, øjensynligt uden nogen plan for, hvornår og hvordan, det kunne åbnes igen, har de danske teatre foretaget en lignende, lettere panisk manøvre. For at tilbyde deres publikummer indhold under nedlukningen lægger stort set samtlige scenekunsthuse nu deres forestillinger på nettet til gratis streaming.
Ingen ved, hvor længe Coronakrisen varer, og teatrene er angste for at miste deres publikum. For hvordan fastholder man som kunstinstitution sin relevans uden at være i kontakt med dem, kunsten skabes for – tilskuerne? Hvis scenekunsten vil være sikker på at få publikum tilbage i teatersæderne efter krisen, må den gøre en indsats for at italesætte sin rolle, mens Coronanedlukningen står på. De må sørge for at fastholde – og måske ligefrem videreudvikle – deres relevans som kunstgenre. Men er løsningen at tilbyde sit produkt gratis på nettet og dermed potentielt vænne folk til, at scenekunst er gratis?
Mediebranchen som skræmmeeksempel
I Applaus’ omfattende borgerundersøgelse Perspektiver På Publikum fra 2019, peger de adspurgte borgere på tre primære årsager til, at vælge teaterbesøget fra: Prioritering af andre oplevelser, manglende initiativtagere i omgangskredsen – og pris.
Dette var dog før COVID-19 lukkede landet, og teatret blev digitalt. Der er kommet andre boller på teatersuppen – eller ny suppe på bollerne, som afdøde Yahya Hassan har formuleret det. Teatret, som normalt er en betalingsoplevelse, kan nu tilgås kvit og frit ved et par klik på computermusen. Tendensen leder tankerne hen på den digitale udvikling i mediebranchen, som i 90’erne og 00’erne førte til en enorm streg i regningen for mange aviser og magasiner.
”Det er ikke en holdbar strategi i længden at give et produkt, der normalt koster noget, væk gratis”, slår den tidligere chefredaktør for Jysk Fynske Medier, Troels Mylenberg, da også fast, da ISCENE taler med ham i telefonen.
Som avismand, der i sin tid var førstehåndsvidne til mediernes digitale omstilling, advarer han scenekunsten mod at begå samme fejl, som mediebranchen gjorde dengang.
”Den store fejl i mediebranchen var, at man kom til at vænne avislæsere til, at kerneproduktet, nemlig nyhederne, var gratis. Det har vi betalt dyrt af på. Hvis man kunne gøre én ting om i de sidste 20 år, ville alle redaktører sige, at det var den største fejl: At de glemte at vænne folk til, at netnyheder også koster noget”, siger journalisten, der i dag arbejder som nyhedsvært på TV2 News.
I begyndelsen af den fase, hvor trykte artikler også blev tilgængelige på nettet, tjente mediehusene stadig nok penge på de fysiske aviser til, at forretningen kunne løbe rundt. Men da man opdagede, at læserne var begyndt at foretrække det digitale indhold, gik det op for redaktørerne, hvor stor en fejltagelse det var at gøre online-indholdet gratis. Fordi man ikke længere havde en stor nok indkomst på avisen, fungerede forretningsmodellen, der balancerede mellem gratis onlineindhold og betalingspligtigt printprodukt, ikke. Uden at ville det havde man undergravet, at journalistisk indhold skulle koste noget.
Hvad tænker du om, at teatre lige nu lægger deres forestillinger ud til gratis streaming?
“Det kommer an på, hvad de gerne vil opnå. Man kan godt kaste et digitalt fiskenet ud for at se, om der er fangst – bruge den digitale platform til at fange nye målgrupper. Så kan det godt være fornuftigt at streame”, siger Troels Mylenberg og tilføjer, at han godt kan forstå, at teatrene i en presset tid har behov for at udkomme og blive set –
“men der er jo ingen der kan sige, hvor længe nedlukningen varer, og hvornår vi kan samles fysisk i teatret igen. Derfor er det vildt vigtigt at huske, at når man leverer noget, som har en værdi, må man ikke give køb på, at det koster noget. Jeg vil advare om, at teatret for længe og for massivt gør noget, der normalt koster penge, gratis”.
Tvunget til at streame
I dag har de fleste aviser og magasiner fundet frem til en forretningsmodel, hvor noget af deres indhold er gratis, og andet koster penge. Abonnementsordninger med den såkaldte ”freemium”- betalingsmur er den strategi, flest medier benytter for at få betaling for onlineindhold. Her tilbydes en varierende del af mediets indhold gratis, mens flere artikler kun kan tilgås ved betaling. Kunne man forestille sig en lignende ordning på teatrene, hvis Coronakrisen trækker ud? Eller er og bliver scenekunstens digitale deroute en nødløsning?
Ifølge Søren Friis Møller, som forsker i kunst-management og entreprenørskab med særligt fokus på kulturelt demokrati, har den problemstilling, teatrene står overfor nu, været længe undervejs – og det er på høje tid, at teatrene kommer ind i kampen om publikums gunst.
”Det, der sker under Coronakrisen, er forlængelsen af en tendens, der allerede er godt i gang globalt: Selvom efterspørgslen er stor, er der et massivt overudbud af æstetisk indhold – film, podcasts, musik, medier. Derfor er der en forventning om, at æstetisk indhold stilles gratis til rådighed. Det er den store tendens, som teatret er oppe imod”, forklarer Søren Friis Møller og henviser til Applaus’ publikumsundersøgelse, hvori folk peger på scenekunstens prisniveau og andre kulturelle tilbud som hovedgrundene til ikke at gå mere i teatret. Når teatrene på grund af Coronakrisen bliver tvunget til at lægge deres forestillinger på nettet, taler de ind i den globale trend med at stille kultur gratis til rådighed. Derfor bliver det både ekstra vanskeligt og ekstra vigtigt at tænke over, hvordan de kan navigere i dette felt, mener Søren Friis Møller.
Men teatrene er vel ikke nødt til at tilbyde deres kunst gratis – de kan jo også vælge at lade være?
”Det anser jeg for at være en umulighed. Det ville være en afsigelse af vores fælles ansvar og et ansvar for fællesskabet. Bevægelsen mod at innovere på dette område var kommet under alle omstændigheder, men den er eskaleret af den nuværende situation. Situationen er en invitation til det scenekunstneriske felt til at tænke over, hvordan det kan knytte an til nogle dagsordener, som gør det muligt at tage penge for indhold, uanset om det ligger på nettet, eller man ser det live”.
Netflix som forbillede?
Som Applaus’ rapport slår fast, er scenekunsten i dag ikke så selvfølgeligt et element i samfundets kulturelle opdragelses- og dannelsesbegreb, som det var tilfældet tidligere – ikke mindst fordi mange altså mener, scenekunsten er for dyr i forhold til podcasts, film og andet nettilgængeligt kunst.
At teatret, som netop adskiller sig ved at tilbyde en live-oplevelse, kunne vælge at se sin anderledeshed som en styrke og alene af den grund insistere på et vist prisniveau, er i Søren Friis Møllers optik ikke en bæredygtig vej frem. Kulturforbrugerne er allerede så vant til at kunne tilgå æstetisk indhold gratis, at man som kunstinstitution er nødt til at gå med på præmissen, mener han: Teatrene er i konkurrence med så mange gratis kunst- og kulturtilbud, at de må finde nye måder at overbevise publikum om, at netop deres produkt er værd at betale for. Derfor må scenekunsten ”hægte sig op på nogle dagsordener, som har en overordnet væsentlighed”, mener Søren Friis Møller. Han uddyber:
“Vi vil allesammen gerne betale ekstra for økologisk mælk eller andre ting, som er et bidrag til, at verden bliver bedre. Teatrene kan tale ind i forestillingen om, at kunsten er en levende og central forudsætning for et moderne, demokratisk samfund. De kan tale ind i oplevelsen af, at vi betaler for noget overordnet godt, når vi går i teatret”.
“Upframing af det personlige anliggende” kalder CBS-forskeren denne tilgang og tilføjer, at det faktisk var noget, både den græske tragedie og Shakespeare mestrede til perfektion: At gøre et personligt anliggende – i dette tilfælde teatrets relevans – til et globalt ansvar ved at få os til at tro, at det lige præcis er os, der skal passe på det fællesskab, teatret som institution og genre står for, kan teaterbranchen overbevise folk om, at dens produkt skal koste en vis sum penge. Som et eksempel på en forretningsmodel, der i den sammenhæng er værd at kigge over skulderen, nævner Søren Friis Møller Netflix’ metode til at tjene penge på deres indhold.
Film- og serie-streaming-servicen har ifølge ham formået at opløse spørgsmålet om, om deres indhold er for dyrt og i stedet få brugerne til at føle, at de får enormt meget for deres penge. Med en pakkeløsning i form af en abonnementsordning, hvor man betaler en ganske lille sum for et stort udbud af film og serier, er Netflix lykkes med at tale ind i brugernes forventning om, at produktet skal være let tilgængeligt og ikke for dyrt men trods alt værd at betale for. Teatrene er grundlæggende bagud i innovationsprocessen, når det kommer til sådanne forretningsmodeller og kommer i de kommende år til at skulle arbejde med, hvordan det kan bevæge sig over i en situation, hvor denne transaktion bliver opløst og omdannet, mener Søren Friis Møller.
Dog nævner han årskort, som giver publikum rabat på forestillinger så snart, de har set et givent antal, som en pendant i teatersammenhæng, der med fordel kunne videreudvikles. Også de scenekunsthuse, som her under nedlukningen kun lægger deres materiale ud til streaming i en begrænset periode, har fat i den lange ende – Operaen i Madrid og Maxim Gorki Theater i Berlin er eksempler. Her får publikum bag skærmene den fællesskabsoplevelse, der er scenekunstens særkende – netop fordi de ser forestillingen samtidig. “Det er den samhørighedsfølelse, som teatret står for. Det, at vi griner samtidig, gisper samtidig og græder samtidig”, understreger Søren Friis Møller.
Så skal teatrene fortsat streame løs af deres forestillinger, eller skal der oprettes en betalingsmur, ligesom på netaviserne? Vil publikum hungre så meget efter nærkontakt og det live-møde, der er scenekunstens styrke og særlighed, at de iler til salene og hellere end gerne betaler, når teatrene atter åbner? Eller vil folk være blevet forvænt med gratis stykker, der kan nydes fra den behagelige plads i sofaen? Man kan håbe og tro på det første. Under alle omstændigheder har Coronakrisen sat en prisproblematik på spidsen, som scenekunsten før eller senere havde måttet forholde sig til – streaming eller ej.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Publikumsudviklingsprojektet
Applaus med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
