Byrådet besluttede i dag at lave en ny egnsteateraftale med det tidligere Mungo Park Kolding, der nu efter løsrivelsen fra Mungo Park hedder Kolding Egnsteater.
”Vi er meget glade for, at vi har fået lov til at komme med et nyt bud på et egnsteater som har åbenhed, mangfoldighed og stærke partnerskaber som fokusområder i den kommende aftale, der træder i kraft fra 1. januar 2021”, udtaler Formand Kasper Wilton, ”og at det så endda er endt med at vi har fået aftalen i hus, kan vi slet ikke få armene ned over.”
De sidste mange måneder har været en kulturel og politisk rutsjetur for egnsteatret, men samtidig også en mulighed for at gentænke sig selv og mulighederne for at styrke Koldings profil som kultur- og vidensby. Teatrets ledelse og bestyrelse har arbejdet hårdt på at komme med et oplæg til en aftale som både rummer den professionelle scenekunst men også en måde at gøre brug af kompetencerne i huset til at løfte lokale tiltag og projekter sammen med andre kulturaktører og institutioner.
Teatrets ledelse ønsker at skabe et åbent hus, der kan have mange funktioner og som kan være med til at facillitere møder på tværs af generationer gennem oplevelser af høj kvalitet.
Kolding Egnsteater har op til denne proces været i kontakt med mange samarbejdspartnere og glæder sig til at kunne sætte gang i mange af de projekter der ligger i ideer hvor forskelligheden i fagligheden netop er styrken og kan løfte det hele til nye højder. City Kolding flytter ind i huset i Fredericiagade og det glæder ledelsen sig til.
”Når vi kigger på andre kommuner, der har egnsteatre f.eks. Hjørring, Herning og Nykøbing Mors, kan vi se at noget af det de har tilfælles og som gør, at de kan løfte bylivet og omtalen til nye højder, er at der findes en fantastisk teaterforening, en Handelsstandsforening og et professionelt producerende teater som alle samarbejder på tværs af fagligheder for sammen at løfte mod samme mål”, fortæller Direktør Sophie Lauring, ”vi er derfor rigtig glade for at skulle indgå i et tæt samarbejde med City Kolding. Jeg er sikker på, at dette er begyndelsen på noget helt unikt.”
Kunstmæssigt kommer fokus til at være på at producere lokal-relevante/tematiske forestillinger i både kendte og nye formater. Der skal derudover produceres egnsspil, pop-ups i bymidten, vandreteater og meget mere, så publikum ikke kun kan opleve teatret i det gamle bibliotek, men at det også kommer ud og møder borgerne der hvor de er.
”Jeg tror, det er rigtigt vigtigt at fortælle mennesker historier, som handler om dem selv, historier, hvor mennesker genkender sig selv og som giver mennesket mulighed for at spejle sin tilværelse, med alt hvad den rummer. Der findes mange spændende og vigtige fortællinger i Kolding Kommune som kan gøres levende og dermed bliver vedrørende både lokalt og nationalt,” udtaler Direktør Sophie Lauring. ”Det er igennem fortiden at vi forstår fremtiden og omvendt – og vi tror på at netop scenekunst kan bruges til det – for kultur er efter min mening det klister, der skal holde samfundet sammen.”
Med COVID-19 situationen på nuværende tidspunkt som har betydet, at man som teater har været tvangslukket samt denne nye aftale, er ledelsen sat på en stor opgave. Der er mange ting der stadig skal nå at falde på plads, inden Kolding Egnsteater i det nye format går i luften d. 1. januar 2021. Et stort fokus ligger på at få præsenteret den kommende sæson, så billetsalget kan komme i gang og man kan give publikum noget at glæde sig til på den anden side af Corona-situationen i landet.
Teaterledelsen består af Direktør Sophie Lauring samt Souschef Sophie Villsen. Egnsteateraftalen dækker perioden 2021-2024. Egnsteatret har til huse i Fredericiagade. Egnsteatret ønsker at skabe en dagligstue i midtbyen med åbne døre, adgang til toiletter, information og oplevelser. Alt sammen som skabes gennem stærke partnerskaber. City Kolding og Egnsteatret; En sund og stærk synergi med hvert sit fokus som dermed sikrer at både det kulturelle og de handelsdrivende bliver tilgodeset og dermed styrker og kvalificerer de aktiviteter midtbyen tilbyder.