Skuespiller Christine Albeck Børge spillede fru Junkersen, moren der forfører datterens kæreste, i Den Kroniske Uskyld (Det Kongelige Teater, 2018) og fortæller her om, hvordan hun fik plads til karakterens arrogance i mødet med publikum.
Det fine ved teater er, at publikum har direkte indflydelse på det, de oplever. Hver aften er det et sammenspil, og forestillingen udvikler sig med publikums tilstedeværelse. Når det er godt, så er publikum en tredje medspiller. Det er forskelligt fra forestilling til forestilling, hvordan man mærker publikum bedst. I en komedie er der kontant afregning – griner de, eller griner de ikke? I de mere alvorlige dramaer er det en mere subtil oplevelse, mere en fornemmelse af, om publikum er nærværende eller ej.
I forestillingen Den kroniske uskyld (Det Kongelige Teater, 2018) spillede vi skiftevis for teenagere, der kom med deres skoler, og et almindeligt publikum om aftenen. Forestillingen handler kort fortalt om en ung drengs udvikling fra barn til voksen, og det var virkelig sjovt at opleve forskellen på de unge og de voksnes reaktion. De unge, der selv stod midt i den turbulens, det kan være at være teenager, reagerede med “åh, fuck, det kender jeg SÅ godt”-energi, og de voksne og ældre publikummer havde en melankolsk “those where the days”-reaktion. Det gjorde det til meget forskellige oplevelser at spille. Fx skulle jeg som fru Junkersen pisse territoriet af bare ved at stå og tage plads og få øjenkontakt med publikum. Når det var det voksne ’velopdragne’ publikum, var det bare at læne sig tilbage og tage bad i al den arrogance, jeg kunne opbyde, for publikum gav mig frivilligt rummet. Når det var de unge, skulle jeg reelt kæmpe for respekten, pladsen og retten til at opføre mig så ophøjet, som fru Junkersen gør, hvilket gik virkelig godt i tråd med fru Junkersens kamp for at opretholde status i stykket. Der var tit en ret spændende kamp om magt i rummet, som gav hele stykket og opsætningen et metalag.
Jeg synes egentlig ikke, man kan tale om et godt eller et dårligt publikum. Medmindre der er nogle, der decideret går efter at smadre forestillingen, så er hvert møde med publikum godt. Også når man bliver udfordret.
