Søstrene August er vokset op med skuespillet, deres mor er skuespiller Pernilla August, faren er instruktør Bille August. Begge forbinder de skuespillerfaget med afsavn, leg og nærvær. De taler om erfaringerne som kvinde i branchen, men holder også fast i bare at være søstre.
Hvorfor har I valgt skuespillet?
Alba: Vi har så langt tilbage, vi kan huske, elsket at performe. Altid syntes, at det var sjovt at manipulere med et publikum. Hver gang der var gæster på besøg, da vi var små, skulle én af os holde en tale eller optræde med det nye Aqua-nummer. Engang vi besøgte vores mor på filmoptagelser i Budapest, fik vi den idé at opføre vores yndlingsfortælling, Min kæreste søster af Astrid Lindgren, på et af hotelværelserne. Vi inviterede hele filmholdet på 30 mand. Det var en succes, syntes vi i hvert fald. Jeg har altid været utrolig genert, men sjovt nok aldrig på scenen. På scenen kunne jeg føle mig fri.
Asta: Ja, teatret har altid været det sted, hvor jeg har grint mest.
Hvad kan teatret tilbyde jeres generation?
Alba: Teatret er så mange ting. Det er en mulighed for at forstå samfundet og hvordan, det påvirker os mennesker. Vise hvor smukt mennesket kan være, eller hvor uretfærdige vi kan være mod hinanden. Teatret tilbyder også en flugt ind i en anden verden, hvilket er endnu vigtigere i en tid, hvor vi, især os unge, dealer med en milliard stressfulde tanker i hovedet, og altid er i gang med at lave om på os selv på den ene eller anden måde. For mig kan teatret skabe distance til tankemylderet.
Asta: Ja, jeg tror vores generation har mest brug for teatret. Teatret er det modsatte af alt det, jeg synes, vi i vores generation kæmper med: stress, ensomhed, selvrealisering, kommercialisering, polarisering. Teater er en plads, hvor leg, nærvær, sårbarhed, tvivl og fællesskab får lov at fylde.
Hvilke roller har været særlig vigtige for jer?
Asta: Alle! Men hvis jeg skal vælge, er det Ofelia i Jacob Schjødts opsætning af Hamlet (Vendsyssel Teater, 2017). Først syntes jeg, det var enormt frustrerende at skulle repræsentere den type kvinderolle – hjælpeløst offer uden særlig drivkraft. Hun udtrykker nærmest ikke én vilje igennem hele stykket og gør bare, hvad der bliver sagt. Det føltes støvet og patriarkalsk. Men efterhånden blev det et meget lærerigt og vigtigt arbejde at finde ud af, hvad der gjorde hende til et offer, hvilke forhold og strukturer, hun er underlagt, og at opdage, at jeg derfra kunne finde en vrede og smerte, som kunne boble under det pligtopfyldende og uskyldsfulde, og som til sidst er det, der ødelægger hende. På den måde oplevede jeg, at vi udstillede magtstrukturerne og ikke hendes svagheder.
Alba: Sammen med instruktør Anna Balslev og min kollega Anton Hjejle iscenesatte vi Ingmar Bergmans Persona (Den Danske Scenekunstskole, 2018.) Det er ét af de mest kreative arbejdsrum, jeg har oplevet. Det at være undersøgende helt indtil sidste forestilling. Nogen synes, det er angstprovokerende eller grænseoverskridende, men jeg elsker følelsen af, at alt kan ske. Det skaber et nærvær i mig, og jeg tror, at det kun er i det nærvær, de magiske øjeblikke kan ske. Anna Balslev er en instruktør at holde øje med, vil jeg lige sige til alle derude!
Asta: Hørt!
Hvad vil I med jeres fag/Hvad er det vigtigste for jer som skuespillere?
Alba: Jeg har brug for en hverdag, hvor jeg ikke føler mig kontrolleret. Jeg bliver så utrolig rastløs og mørksindet, hvis jeg skal lave de samme arbejdsopgaver hver dag, eller være det samme sted i lang tid. Jeg tror, det er derfor, det passer mig perfekt at arbejde projektagtig, så jeg aldrig når at kede mig. Mennesket har altid interesseret mig, og jeg har altid været besat af at prøve at forstå, hvorfor forskellige mennesker er, som de er – karakterarbejde med andre ord, som skuespil jo går ud på.
Asta: Det vigtigste for mig er at blive ved med at lege. At blive ved med at udforske og stille spørgsmål. Og at inspireres, både af folks kreative arbejde, men også af de fantastiske samtaler, der kan opstå i en prøvesal. Et af de største privilegier i dette fag er at få lov til alt det hver dag på arbejdet. Og glæden, når man oplever, at det arbejde også når ud til publikum.
I har begge spillet skuespil i en ung alder – har det en betydning for jeres tilgang til faget?
Asta: Vi har set, hvad det kan koste at være skuespiller. Hvor mange kræfter og hvor meget tid, du ofrer. Vi voksede op med en mor, der var alene med tre børn, og samtidig skulle tage sig af krævende roller i både teater og film, ovenikøbet langt væk hjemmefra.
Alba: Ja, det kan være et værre puslespil og utrolig udmattende, og det bekymrer mig nogle gange, når jeg tænker på fremtiden. Vores mor klarede det, men hun er jo også et supermenneske. Det kommer jeg aldrig til at være. Man må bare stole på sit hjerte og sin intuition i de valg, man tager, så skal fremtiden nok løse sig selv.
Asta: Jeg synes, du er et supermenneske.
Hvordan bruger I jeres fælles faglighed som søstre?
Alba: Vi taler meget om vores erfaringer, fx som kvinde i skuespilbranchen. Jeg kan tit opleve en frustration over de roller, man bliver tilbudt som kvinde, eller hvordan miljøet kan være. Selvom jeg har været den heldigste med de tilbud, jeg har fået. Asta er det klogeste menneske, jeg kender, hun vil altid forstå. Jeg er den følsomme, og Asta er den intellektuelle, og selvom vi er totalt ustrukturerede og rent kaos sammen, tror vi på hinanden og bliver utrolig modige, når vi er sammen, og det gør os til lidt af et power-couple.
Asta: Ja, det er fantastisk at sparre med en, som kender én ind til benet. Men vi sørger også for at snakke om andet end arbejde, når vi ses. Jeg synes, det er vigtig at holde fast i Alba som min søster og tætteste følgesvend i livet, og ikke som kollega eller konkurrent.
