Del

Mens vi venter på Godot
4. sep - 10. okt
Teatret ved Sorte Hest

Teatret ved Sorte Hest gør teaterhistorien spillevende med en generøs, rablende morsom, underfundig, gribende og vildt velspillet udgave af den absurde klassiker over dem alle, Samuel Becketts Mens vi venter på Godot.  

”Det er ikke tomrum, der mangler”, konstateres det mod slutningen i den absurde klassiker over dem alle, Becketts Mens vi venter på Godot. Det kan man sige, men i dette tilfælde er det dog tomrum fyldt med glimt af mening og især af blændende skuespil i fremragende iscenesættelse. 

Klaus Rifbjergs oversættelse fra 1977 fremstår nærmest dugfrisk moderne og ligger utrolig godt i munden på de fire herrer, der venter, mødes, skilles, venter og mødes igen. Der er også et ungt menneske, en budbringer fra den så ventede Godot. Måske endnu et fatamorgana, måske de unge øjne, der giver Didi en oplevelse af at være i live, for ”du har set mig, ikke?”. 

Melankoli, desperation og hysterisk humor

Didi (Vladimir) og Gogo (Estragon) henslæber ellers livet i den evige vente (på døden), der for de kyniske er livet selv. Mens Gogo maser, resignerer og egentlig helst bare vil hænge sig, undrer Didi sig oprigtigt over meningsløsheden og altings genkomst i verdens uendelige forandring. For de fleste er stykkets præmis kendt – eller nem at blive bekendt med. Det absurde drama er, som der også står i forestillingens program, spørgsmål, ikke svar. Engang var spørgsmålet om livets meningsløshed voldsomt provokerende, i dag er det vel nærmere en noget gennemtæsket kliché, der skal kunne noget mere for at være relevant, for at ramme os. 

Det gør denne forestilling. Maria Vinterberg har et gevaldigt godt tag på de absurde dramaer, hvilket hun senest har vist med bl.a. Ionescos Enetime og Den skaldede sangerinde. Hun lader ordene tale og skaber både melankoli, desperation og hysterisk humor med sine rasende rytmiske og fysiske iscenesættelser, der genføder også denne nærmest genre-emblematiske tekst til et kammerspil i desperat særklasse. 

mens vi venter på godot teatret ved sorte hest
Mens vi venter på Godot, Teatret ved Sorte Hest. Foto: Robin Skjoldborg

Velspillet absurd drama

Nicholas Bro er den opgivende Gogo, der ”ikke kan blive ved med at leve sådan”, men dog gang på gang hopper med på den evige venten, når Mads Willes Didi minder ham om, at de ikke kan slippe ud af den evige gentagelse, de befinder sig i. De er det perfekte par med Bros sving mellem opgivelse, servilitet og raseri, og Willes snarrådige forvirring og stigende fortørnelse – for er der overhovedet nogen, der ser dem? Deres timing er intet mindre end forrygende, og selvom latteren berettiget runger højt, græder mit hjerte også med dem. Så tilintetgjorte står de i hver sin skammekrog, så famlende læner de sig opgivende mod væggen, så opkørte stresser de rundt, når rutiner brydes, så kærligt mødes de på hver sin faste plads ved træet, der nok får blade undervejs, men virkelig ikke egner sig til at hænge sig i. 

”Så gik der tid med det”, lyder det ikonisk, da herren Pozzo og hans slave Lucky forlader dem første gang. Et tilfældigt møde eller endnu en rundtur? Steen Stig Lommer giver sin Pozzo med lige dele overlegenhed og forfjamskelse, mens Kristoffer Helmuth bider stærkt til bolle med sin seje, sære og særdeles spekulative monolog om altings sammenhæng eller mangel på samme. Et frastødende og charmerende par, der udvider det fysisk-refleksive rum omkring Didi og Gogo med lige tilpas vanvid og sårbarhed. 

mens vi venter på godot teatret ved sorte hest
Mens vi venter på Godot, Teatret ved Sorte Hest. Foto: Robin Skjoldborg

Mens vi venter på Godot er endnu et generøst, rablende morsomt og vildt velspillet absurd drama, som Teatret ved Sorte Hest gennem årene er blevet garant for med både ældre og helt nye tekster. Desto mere beskæmmende er det, at teatrets tilskud som lille storbyteater er blevet kraftigt beskåret i den kommunalpolitiske øvelse, der prisværdigt ønskede at få teater ud i flere bydele – dog uden at bevillingerne blev øget. Husets Teater og Teater S/H har ved massivt lobbyarbejde fået 2/3 af det beskårne tilbage. Man kunne ønske, at det samme gjaldt for Teatret ved Sorte Hest, der gør teaterhistorien aktuel og sprællevende. 

Læs mere om forestillingen her.

Instruktør: Maria Vinterberg
Scenograf: Marianne Nilsson
Lysdesigner: Lasse Svarre
Oversættelse: Klaus Rifbjerg
Medvirkende: Nicolas Bro, Mads Wille, Steen Stig Lommer, Kristoffer Helmuth og Olga Matthiesen

Spiller 4. september - 10. oktober 2020 på Teatret ved Sorte Hest.