Somme tider slår ordene ikke til. Så er det godt, vi har Bodil Alling og Teatret Gruppe 38, der på forrygende vis formidler følelser mellem linjerne og gennem veludført sceneteknik.
Der er noget helt særligt magisk over børneforestillingerne på Teatret Gruppe 38. Teatrets nyeste forestilling Jeg kan bedst li’ når du er her handler om kærlighed. Den er iscenesat af Catherine Poher og er egentlig tredje del i trilogien FRYGT, VREDE, KÆRLIGHED, hvor de to foregående forestillinger var Jeg er ikke bange for noget og Historien om huset, der blev til en prik. Men du behøver ikke have set de to tidligere forestillinger for at være vild med Jeg kan bedst li’ når du er her. På ingen måde.
Der er ingen egentlig historie i Jeg kan bedst li’ når du er her. Men der er stemninger og følelser, der kommer helt ind under huden på publikum og gør indtryk. Scenerummet er dunkelt, og midt på scenen på et træbord ligger Bodil Alling klædt i hvidt. Rundt om hende er der tændt små lys, der er placeret på kasser. Stemningen er næsten andægtig. Der er ganske stille, som om hun var død og lå lit de parade foran de mange børn, der forventningsfulde iagttager hendes fra salens tilskuerrækker. Men så dukker først den ene og dernæst den anden Søren op.
Den første Søren fløjter stille, lyser på omgivelserne med sin pandelygte og begynder at pakke småting ned i kasser. Den anden Søren skramler larmende ind med en stige og sætter gang i det første af mange små latterudbrud fra publikum. Søren Søndberg og Søren la Cour er begge er iført praktisk, sandfarvet tøj, der leder tankerne hen på teknisk personale. Med deres skaldede isser, næsten ens tøj og helt ens navne giver de et fint modspil til Bodil Allings hvidklædte og mere dramatiske fremtoning.
Kærlighed og ensomhed
Der er ingen, der kan fortælle som Bodil Alling. Uanset om hun fortæller en historie med et handlingsforløb eller blot fortæller. Når hendes stemme sætter ind, lytter vi – både børn og voksne. Det er lidt den samme følelse som at blive pakket ind i et varmt uldtæppe og få serveret en god kop the.
Flankeret af de to gange Søren og en masse små, finurlige rekvisitter, der omhyggeligt pakkes ned i kasser, er Alling stjernen i forestillingen. De tekniske elementer – som brugen af lysprojektioner på bagtæppet og lydeffekter – understreger stemningerne på bedste vis. Når Alling taler om kærlighed, mens lyden af fuglekvidder og blid klavermusik toner frem, alt imens bagtæppet forvandles til en skare af flaksende insekter, der lyser op i mørket, så er det ganske enkelt smuk at se på. Og når Alling fortæller om ensomhed og et forladt hus med aftegningerne af mørke blade på bagtæppet og en dyb, uheldsvanger brummen, så bliver det hele lidt uhyggeligt.
“Jeg forlader dig aldrig. Jeg kan jo bare ikke være der hele tiden,” siger Bodil Alling til sin porcelænshund, før hun pakker den ned i kassen. Og vi tror på hende. Vi mærker den altoverskyggende kærlighed, som forestillingen formidler.
Skulle man sætte et enkelt ord på, så vil det være troværdighed. Hvad enten det kommer af Catherine Pohers instruktion eller Bodil Allings udstråling, så er det troværdigheden og kærligheden, der fylder i Jeg kan bedst li’ når du er her. Og skal man vurdere forestillingens kvalitet ud fra reaktionerne fra de mange 4.-klasser i salen, så er den helt i top. Sjældent har så mange børn været så koncentrerede og levet sig så meget ind i en fortælling, som denne dag på Teatret Gruppe 38.
Læs mere om forestillingen her.
