På Teater Vestvolden tager de livtag med teenagelivets barske vilkår, når man som hovedpersonen Elo lider svigt på hjemmefronten. Det er en stærk fortælling, fængende fortalt med velfungerende videoscenografi og forrygende skuespil i front.
”Jeg sidder sammen med jer drenge”, lød det kvikt fra en lærer, da fire friske teenagedrenge snigløb op på bagerste række før forestillingens start. Men lærerens bekymring var ganske grundløs, for de fire unge var fanget fra første færd. Det var en fryd at se, hvordan de sad som tryllebundet indtil forestillingen var forbi.
Og man forstår dem. For Teater Vestvoldens sceniske gendigtning af Anita Krumbachs prisbelønnede debutroman Et mærkeligt skib er teenageteater, når det er allerbedst.
Det er den barske beretning om drengen Elo, der kompenserer for hjemmefrontens svigt ved at klæbe til klassekammeraten Runes familie. Forvildet søger han lidt familiær varme, da han kaster sin kærlighed på vennens mor, Susanne. At det er dømt til at gå galt, står klart fra start, men hvor smertefuldt og dybt rørende, det her bliver fortalt, er en sjælden stærk oplevelse.
Næsten ubærligt
Andreas Berg Nielsen er Elo, med alt hvad det indebærer af teenagelivets komplekse sammensætning af berusende lykke, blussende usikkerhed, desperat vrede og fejlplaceret kærlighed. Her er en teenager, der balancerer på kanten af barne-og voksenliv, mens han langsomt mister fodfæstet.
Det begynder ellers så godt, når Elo fuld af charme og livsglæde fræser afsted på sit skateboard. Vi ler med, når han med barnlig vrede skænder på vennens bror, som spiser for mange skumfiduser. Han er lidt småkikset pinlig, når han drømmer om at kysse Runes mor på halsen, og fuldstændig fortabt, når han er hjemme hos sig selv og forsøger at fange farens opmærksomhed. For alvoren tager hurtig fat. Elos far er ikke morsom, når han dovent daser på sofaen eller fraværende vinker tavst til sønnen, som var det en fremmed på flygtig visit. Der er ingen mor, og Elos fornemmelser for social adfærd begynder at skride, mens desperationen får fat.
Det er næsten ubærligt at se ham sidde og synge begejstret på bagsædet af klasekammeratens bil, fordi han tror, han er del af familiefællesskabet, mens vi på tilskuerrækkerne er vidne til en følelsesmæssig situation helt ude af trit – og en teenager i frit fald.
Enkelt, levende og vedkommende
Et mærkeligt skib er barske sager – og det fungerer fremragende. Forestillingen fænger med dramatisk skarphed, og tør tage fat i de følelser, der gør rigtig ondt. Vi ler en del i begyndelsen sammen med Elo, der så ærligt og ivrigt viser os sin verden. Måske netop derfor bliver afslutningen så barsk.
Fortællingen udspilles som en monolog med Andreas Berg Nielsen som eneste spiller på scenen, og en levende og fængende videoscenografi som smidigt bagtæppe. I dokumentariske optagelser føres vi rundt i Elos verden. Fra skateboardturen til Runes hus med moren i baggrunden. Fra skoven og hjem til Elo, hvor faren flyder på sofaen. Det fungerer suverænt og giver fortællingen lidt humoristisk kant, der gør historien levende og til at bære – som for eksempel når Elo i begyndelsen først ses skatende på videoen og pludselig hopper ud gennem lærredet.
Her er kort sagt en teenageforestilling, der i den grad har noget på hjerte, og ønsker at formidle det til målgruppen helt enkelt, levende, legende, vedkommende og velspillet.
Læs mere om forestillingen her.
