Dansefilmen fra 1987 – med Patrick Swayze og Jennifer Grey i de to bærende roller som danseren Johnny Castle og den korrekte fars-pige Baby – er for mange en ægte filmklassiker. Og det er netop disse fans, musicalversion på vellykket vis henvender sig til.
Der er en helt særlig stemning i salen. En blanding af højstemt forventning og begejstring over genkendelsen. Det er en følelse, der minder om den, jeg kender, fra opsætninger af The Rocky Horror Show. Publikum er tændt fra første færd. Man fornemmer, hvordan de sidder og venter på deres personlige favoritpassager i historien. Uanset om det er løftet, træningen i danselokalet eller det kiksede afslutningsshow på Hotel Kellermans, som vi alle har set og genset utallige gange i filmen Dirty Dancing.
Da Silas Holsts Johnny Castle forsøger at lære Baby starten på koreografien til danseshowet, hvor hun skal erstatte hans dansepartner Penny, og lægger hendes hånd bag sin nakke, bryder publikum allerede ud i latter før Baby. Vi ved, at hun vil synes, det kilder. Vi ved, at han vil blive frustreret over hendes manglende seriøsitet. Og vi elsker genkendelsen i det hele.
Filmen i live-version
Dirty Dancing er en musical, der går lige I hjertekulen på filmens fans. Der er ingen forsøg på ironisk distancering, som fx ved Vild med dans – the musical, eller opdatering af historien. Selvom der er tilføjet små fyldscener hist og her, føles det langt hen ad vejen som at se filmen på et gigantisk lærred med rigtige, levende skuespillere foran.
Skulle der være nogen her, der ikke allerede kender handlingen, er det en historie om familien Housemans tre ugers sommerferie på Hotel Kellermans i 1963. Frances Houseman, kaldet Baby, forelsker sig i hotellets danser Johnny Castle – der i øvrigt lige lærer hende at danse, så hun kan være stand-in for hans professionelle dansepartner, Penny, der skal have en abort. Dirty Dancing er en kærlighedshistorie og en fortælling om en ung kvinde, der skal finde sit eget ståsted i livet.
I One And Only Musical Teaters version følges historien fra filmen nærmest slavisk. Fra hovedpersonernes påklædning til replikkerne, der flere steder ordret matcher originalen. Instruktør Philip Zandén holder sin iscenesættelse stramt efter filmen. Scenografien, der består af enorme videoprojektioner af landskaber og lokaler, der ligner filmens fuldstændig, er både velfungerende og med til at skabe den totale genkendelse for publikum.
Vi kan se Kellermans hotel, den smalle, stejle trappe, hvor Baby bærer vandmelonen for Billy, og den hemmelige natklub, hvor Johnny og hans venner danser deres beskidte trin. Alt er præcis, som vi forventer. Det er tredje gang forestillingen opsættes siden den første premiere i 2015, og der er ingen tvivl om, at billetterne fortsat sælger. Ikke mindst fordi forestillingen byder på formidable dansescener i Tim Zimmermanns koreografi.
Velcastet, atypisk musical
Netop det faktum, at det rent faktisk er to professionelle dansere, der spiller danserne, er væsentligt at fremhæve. Det kan ikke komme bag på nogen, at Silas Holst er Danmarks svar på Patrick Swayze, men også Karina Frimod, der nok for de fleste er kendt fra TV2s Vild med dans, gør det særdeles glimrende som hans partner Penny.
Dirty Dancing er på mange måder en atypisk musical, da ingen af hovedrollerne – hverken Johnny Castle eller Frances ”Baby” Houseman rent faktisk synger. I stedet er forestillingen castet, så alle de medvirkende gør det, de er allerbedst til. Og det lønner sig.
Når den særdeles velsyngende trio bestående af James Sampson, Christian Lund og Line Krogholm kaster sig ud i et af de kendte numre som Hey! Baby og The Time Of My Life, er der ikke en finger at sætte på præstationerne. De synger ganske enkelt virkeligt skønt sammen. Også alene brillerer Line Krogholm allerede fra første scene med sin stærke, rene stemme.
At der også er andre stærke sangere med, der ikke får helt så meget plads, er selvfølgelig ærgerligt, men nok uundgåeligt. Som Kristine Yde, der denne aften spiller rollen som Baby i stedet for en sygdomsramt Mathilde Norholt. Hun får måske nok ikke lov at vise sit sangtalent i rollen, men til gengæld er der ikke den mindste snert af vikar over hendes præstation, der virker fuldstændig lige så sikker, som havde hun spillet rollen alle andre aftener også.
Også den tidligere Tarzan-stjerne fra Fredericia Teaters hitproduktion, Kim Ace Nielsen, er på scenen i en rolle uden sang og dans, der ellers er to genrer, han afgjort mestrer. Men i rollen som Billy Kostecki – Johnny Castles muntre fætter – viser han et stort talent for diskret, komisk timing. Og heldigvis er der lagt en enkelt sang ind til ham mod slutningen af 2. Akt, så publikum kan få glæde af hans smukke stemme.
Dirty Dancing har lidt skønhedsfejl. Når skuespillerne taler, er lyden mestendels så ringe, at vi ikke kan forstå, hvad de siger. Og nogle af de små mellemscener, der sikkert er tilføjet for at give plads til scene- eller tøjskift – som fx at Jeff Schjerlunds Neil Kellerman fortæller onkel-jokes eller at Anders Bircows Mr. Schumacher synger et uddrag af Besame Mucho – virker lidt malplacerede. Men overordnet set betyder det intet. For som ægte fans af filmen er vi som publikum klar til at tilgive det meste, når bare vi får stemningen, udtrykket og Johnny Castles små hovedryst serveret, præcis som vi kender dem.
Læs mere her.