Den unge sanger Andrea Lykke Oehlenschlæger i rollen som popdivaen Rachel Marron er på alle måder stjernen i Langkjær Entertainment og Live Nations iscenesættelse af The Bodyguard – the musical.
Publikum bliver blæst bagover fra første færd i Thomas Agerholms musical-iscenesættelse af den ikoniske film The Bodyguard fra 1992. En eksplosion af lys og lyd skyder bogstaveligt talt showet i gang, da Johannes Lassens Frank Farmer, som den kølige og topprofessionelle bodyguard han er, med pistolskud beskytter sin mandlige klient mod en drabsmand.
Og det er da også netop showets tæppebombardement af vores sanser gennem Benjamin la Cours scenografi og Jonas Bøghs lysdesign, der – sammen de overbevisende sangpræstationer fra fortællingens to Marron-søstre (Andrea Lykke Oehlenschlæger og Lea Thiim Harder) – især løfter The Bodyguard – the musical.
En likeable Rachel Marron
De fleste er nok allerede velbevandrede i historien: Den erfarne bodyguard Frank Farmer hyres til at beskytte den noget modvillige popstjerne Rachel Marron og hendes familie – bestående af søsteren Nicki og sønnen Fletcher – mod en ukendt stalker. Andrea Lykke Oehlenschlægers Rachel Marron er noget mindre bitchet end Whitney Houstons i filmen, og således også umiddelbart mere likeable. Uanset om det skyldes Oehlenschlægers natur eller et aktivt instruktørvalg, så fungerer det glimrende i sceneversionen, hvor der ikke er plads til så mange detaljer og så høj grad af personudvikling som i filmen.
I musicalversionen er enkelte detaljer i plottet ændret. Fx inviterer Farmer Rachel Marron på en karaoke-bar på deres date. I stedet for at sidde på et brunt værtshus og passivt lytte til musikken fra en højttaler, sendes Farmer selv på scenen, hvor han synger sin mors yndlingsnummer, den oprindelige countryversion af I Will Always Love You. Det er en fin måde at få præsenteret sangen tidligt i forestillingen.
Mindre velfungerende er ændringen af Rachel Marrons stalker, der ellers i David Owes fortolkning fremstår super creepy. ”Kun du forstår min smerte”, erklærer han, mens han står i bar overkrop og Jesus-positur foran et enormt, pixeleret billede af Marron – objektet for hans lidenskab. Problemet med Owes stalker-karakter er, at han indledningsvist af politimanden Ray Court (Paw Henriksen) beskrives som en stalker, der identificerer sig med Marron som et offer. Men pludselig (spoiler alert!) viser han sig at være en erfaren, tidligere elitesoldat hyret til at udføre et lejemord. De to forskellige profiler hænger ikke helt sammen.
Højt sangniveau
Uanset historiens detaljer, så er The Bodyguard – the musical en storslået iscenesættelse. Det er i sig selv imponerende, at der findes en dansk sanger, der rent faktisk kan leve op til Whitney Houstons standard og fremkalde kuldegysninger hos os, der lytter til hendes sang. Oehlenschlæger leverer upåklagelige præstationer fra hendes kraftfulde I’m Every Woman til den ikoniske afslutning med I Will Always Love You, sunget til Lassens Frank Farmer, der står i kulissen. Havde det ikke været fordi Oehlenschlægers jyske dialekt indimellem på charmerende vis skinner igennem i både tale og sang, kunne man have spekuleret på, om det i virkeligheden var Houstons vokal, man hørte.
Det høje sangniveau kompenserer fint for de mindre skønhedsfejl, som forestillingen også har. Som fx at flere af de kvindelige dansere i Sonny Fredie-Pedersens varierede koreografi ser ud til at have visse udfordringer med at danse på høje hæle. Langt stærkere står danserne – både de mandlige og de kvindelige – når de alle er nede på flad fod i sneakers. Her skinner Fredie-Pedersens enorme talent for street dance tydeligt igennem.
Også Benjamin la Cours scenedesign, der består af tre roterende elementer, som ændrer udtryk gennem videoprojektioner, er en oplevelse for sig. Der er fuld skrue på guld og overdådige overfladestrukturer som grønlig marmor og eksklusive træpaneler, når scenerne finder sted i Rachel Marrons palæ af et hjem, og da Farmer tager hele familien med til sine forældres bjælkehytte, forvandler scenen sig til netop dette – med åbent ildsted og et vævet tæppe på væggen. Videoprojektionernes muligheder er uendelige, og de skaber overbevisende illusioner om alt fra en mørk gyde til Oscar-showets imponerende glitter.
Læs mere her.
