Del
Nogen er ude at drikke øl 1. - 5. dec House of T

Mathilde Arcel Fock skriver, instruerer og står selv på scenen i House of T’s andet udspil, Nogen er ude at drikke øl. Andre – altså Mathilde – er ikke bange for pauser, kunne man sige om den skæve, sørg-humoristiske afsøgning af afgrundsdyb ensomhed.

Det er jo lige før, man bliver lettet, da Mathilde Arcel Fock gemt under dynen i sin ensomme sofa proklamerer, at hun har bestilt en helikopter, der kan hente os og dermed skåne os for pinligheden i hendes selskab. Og så alligevel. Godt nok er der gået mange pinlige pauser forud i den lille time, forestillingen varer, men Arcel Fock er decideret godt selskab, som man egentlig godt vil blive sammen med. 

Tårepersere, vrøvleremser og lister

Lidt før spilletid dasker hun et par gange hen over scenen, og pirker allerede der lidt til den akavede fornemmelse, forestillingens form kan fremkalde. ”Er vi mon i gang, eller hva?” Ikke rigtig, men det kommer vi så med strygere og det hele i On My Own, et videoklip fra filmudgaven af Les Miserables. Mathilde er alene i en lejlighed med en sofa til to og et hul i hjertet efter ”ham med huen” eller måske bare efter de nogen, der er ude at drikke øl. 

Nogen er ude at drikke øl House of T
Nogen er ude at drikke øl, House of T. Foto: Jacob Sprogøe.

”Afgrundsdyb ensomhed, kender I til det”, spørger hun. Hvis ikke, får vi det af samværet med Mathilde, der fylder tomheden med tårepersere som Roy Robinsons Only the Loney, vrøvleremser, lister over ting i universet, og råd til, hvad man kan gøre, når man er alene. Et af rådene er at klæde sig ud som en anden, og som sagt så gjort. Mathilde forvandler sig til en pensioneret, skotsk Criminal Detective, der jævnligt dukker op i sin jagt på den forsvundne Mathilde, som muligvis er død af ensomhed. 

Eksistentielle kriser

Jeg er lidt ambivalent i forhold til Nogen er ude at drikke øl. På den ene side må jeg tage hatten af for Arcel Focks meget nonchalante gåen planken ud i den virkelig afgrundsdybe ensomhed. Hun lader pauserne tale uendeligt – af og til i mørke og gemt bag sofaen. Hun forlener alenehedens nøgne sårbarhed med en ukuelig humor, der placerer hende begavet distanceret fra mere gængse ung kvinde-fremstillinger, hvor selvironien mest findes på ydersiden af perfektionismen. Ensomheden kribler og krabler ind på os, mens hun insisterende håber på et opkald på en af vores mobiler, eller vælter sig monsterklamt rundt i sofaen. Det er ensomhed, kedsomhed, som de fleste af os vel har mødt for nylig under Covid-19-nedlukningen, hvis ikke i andre eksistentielle kriser. 

Nogen er ude at drikke øl House of T
Nogen er ude at drikke øl, House of T. Foto: Jacob Sprogøe.

På den anden side har jeg det lidt svært med skotten – om end hun rammer typen lige på klichekornet – og et par af de andre darlings, der måske skulle have været dræbt eller minimeret. Det er aldeles underdrejet sjovt, når Mathilde hvisker med sin imaginære popstjerneveninde Chris, men småkedeligt, da hun danser til sammes videokoreografi, hvor imponerende synkront det end er. Nej, lad mig så hellere høre mere om får med mulig tinnitus (!), eller selvgjorte podcast om ”The Colour Blue” med BBC-accent. 

Den intime, henslængte og fragmenterede form er afgjort en smagssag, der ikke vil fungere for alle, men som alligevel vinder mig over i kraft af Mathilde Arcel Focks intenst-skrøbelige scenenærvær og overlegne greb om sine virkemidler. 

Læs om forestillingen her.

Tekst: Mathilde Arcel Fock og Josephine Eusebius. Instruktion: Mathilde Arcel Fock. Producent: Aveny-T. Medvirkende: Mathilde Arcel Fock . Spiller 1.  - 5. december 2020 på House of T, Aveny-T.