AKT1 – Danmarks lydteater kan levere deres færdige produkter til publikum som hidtil, men er alligevel – som alle andre teatre – udfordrede af uvisheden, fortæller kunstnerisk leder Niels Erling i dette interview.
AKT1 plejer at optage deres lydteater live foran publikum. Denne del af teatret er naturligvis sat på pause af den igangværende nedlukning. Men heldigvis har teatret både et stort bagkatalog liggende tilgængeligt for publikum, og de har mulighed for at optage nye forestillinger i et studie frem for i en sal med publikum.
I dette interview fortæller kunstnerisk leder for AKT1, Niels Erling, mere om den aktuelle situation, om planer for fremtiden og om lydteatrets særlige styrker.
Hvordan påvirker restriktioner og nedlukning AKT1?
Selvom vi har et fleksibelt format, så bliver vi påvirket af restriktioner og nedlukning. Vi vil jo allerhelst indspille vores produktioner live foran publikum – vi har altid syntes, at det var spændende, at værkerne både kunne opleves først i et rum og så på podcast – og indtil videre har vi måttet først rykke, og så aflyse vores liveoptagelser. Det er vi selvfølgelig ærgerlige over.
Det, der tærer mest, er selvfølgelig planlægningen. At man ustandselig skal planlægge om og lave aftaler, som man måske endda ikke rigtigt tror på, fordi vi jo alle sammen godt ved, at der nok er et godt stykke tid, til vi må være sammen med et publikum i et rum igen. Man kan få lyst til bare at sætte alt på pause og trække vejret. Men vi prøver bare at kæmpe videre.
LÆS OGSÅ: Lydteatret AKT1 er nomineret til litteraturpris
Kan I fortsat producere nye stykker eller er det sat på pause?
Vi er jo så heldige, at vi kan rykke ind i et studie og lave indspilningerne der, og det passer jo fint til det materiale, vi arbejder med. På den måde har vi ikke skullet opfinde et helt nyt format fra scratch, men har kunnet arbejde i en form, vi kender.
Men alt er blevet skubbet. Vi skulle have indspillet live lige i starten af januar foran publikum, men måtte selvfølgelig aflyse. Vi rykkede optagelserne, men så var der pressemøde igen, og så besluttede vi os for at udsætte til senere på foråret, hvor der forhåbentlig er mere ro på – også for at passe på vores medvirkende. Derfor har vi en del produktioner, vi skal lave i løbet af de næste par måneder.
Vi er heldige: Vi er meget glade for et livepublikum, men vores arbejde står og falder ikke med et livepublikum. Det giver os en fleksibilitet. Og de fonde, vi er støttet af, har givet os lang line til at rykke rundt. På den måde er vi meget privilegerede.
Oplever I en øget interesse for jeres katalog af lydteater nu, hvor de fysiske scener holder lukket?
Ja, man kan sige, at det er helt tydeligt, at publikum ikke har mistet interessen for kulturen og dramatikken. Det er fedt.
Hvad er det særlige, som lydteater kan?
Lydteatret har mange styrker. En af dem er sanseligheden. At have en stemme lige ind i øret kan skabe et helt særligt intimt rum for teksten. Det er på en måde mere hemmeligt, fordi det foregår på så lille et space. Og så er alt muligt – billederne skal jo skabes hos lytteren, så man er ikke begrænset af budget eller praktik for at skabe vilde scenarier. Vi kan være på månen og inde i et æbleskrog og i en elevator og midt i den franske revolution, bare i løbet af et par linjer.
I denne sæson har vi haft lyst til at sætte ekstra fokus på den musikalske del af vores arbejde. Vi har tidligere haft blandt andet Thomas Buttenschøn, Fine Glindvad fra Chinah, Emma Sehested Høeg og opera-projektet Moderne Vrede til at skrive musik til vores produktioner. Lige nu arbejder vi med sangerinden Katinka, cellisten Ida Riegels og komponist Kirstine Fogh Vindelev, der har allieret sig med et lille kor af tre klassiske sangere. Dét grænsefelt mellem musik og litteratur og dramatik er virkelig fedt at arbejde i.
Hvordan adskiller formatet sig fra en lydbog eller en podcast, som jo begge er meget populære genrer lige nu?
Egentlig kan man jo sige, at det ER en podcast, hvis man definerer podcast som lyd on demand, som de fleste tilgår via deres telefon eller computer. På den måde er AKT1s produktioner podcasts. Men i forhold til mange af de populæreste podcasts lige nu, så adskiller lyddramatikken sig ved at være fiktion. Lidt som forskellen på en film på tv og et debatprogram på tv.
LÆS OGSÅ: Her er vinderne af Årets Reumert 2020
Vi arbejder med formsatte historier, der er skrevet på forhånd og fremføres af skuespillere i lydscenografier (i modsætningen til lydbøger, der jo oftest er indlæst ”tørt” i et lydstudie uden brug af musik og reallyde). Men der er mange spændende grænsefelter mellem genrerne. Third Ear har været toneangivende på dokumentariske lydfortællinger i Danmark – en arv, der også videreføres af DRs geniale podcast Genstart, som jo næsten lyder som dramatik. Men vores arbejde er fiktivt. Det er jo en væsentlig faktor.
Vi lavede på et tidspunkt en række hørespil med tekst fra Informations kronikker og debatindlæg – men stadig var det jo formsat med skuespillere og dermed ikke sådan virkelig-virkeligt. Det kan man jo så diskutere om fx Third Ear er, de bruger jo med stor succes alle mulige dramaturgiske værktøjer for at formsætte deres historier – heldigvis er der et kæmpe – og meget spændende – gråzonefelt mellem virkelighed og fiktion, men det er nok en anden og kæmpestor snak.
I foråret 2020 udsendte I TIL EFTERTIDEN – sammen hver for sig. Planlægger I flere værker, der er direkte relateret til pandemien?
Vi er så megastolte af TIL EFTERTIDEN, som stadig trækker lyttere. Men nej, vi har ikke mere, der er direkte relateret til pandemien, på tegnebrættet lige nu. Vi føler lidt, vi har været der.
TIL EFTERTIDEN fungerede så godt, fordi det var en god tekst, det var en stærk manifestation, at så mange havde lyst til at medvirke (138 skuespillere på én gang) og fordi vi rykkede så hurtigt lige efter første nedlukning. Hvis vi lavede noget nu med 90 skuespillere eller 180 skuespillere, så ville det ikke rigtigt have nogen wow-effekt. Derfor ville vi skulle gå en helt anden vej – det ville skulle måske bare være én skuespiller – eller måske slet ingen, bare to timers lyd af vaccinationer og stilheden på de tomme teatre. Nej, det er sgu nok for avantgarde, haha. Egentlig har vi også mest lyst til bare at lave noget, der handler om noget helt andet.
Læs mere om AKT1 her.
