Den litauiske installation Sun & Sea konfronterer strandliv med klimatrussel i en billedskabende, musikalsk refleksion. CPH Stage og det tværkunstneriske projekt TRAVERS har bragt oplevelsen til Danmark, hvor den kan ses på Copenhagen Contemporary.
Installationen Sun & Sea er nærmest som en kombination af et Find Holger-billede og et Kinderæg. Den indeholder (mindst) tre ting, nemlig opera, klima og slice of life. Samtidig kalder scenebilledet på at fordybe sig i detaljer eller følge bestemte karakterer.
Vi er placeret højt oppe over den sandstrand, der udgør installationens ramme. Vi kigger ned, som var vi guder, eller måske i dette tilfælde solen selv. Det handler nemlig om klima. Om en afbrændt jordklode, der spejler de svedende solbadere under os. Der er dog ingen klimaprædikanter på spil. Kun indirekte kobler vi lydsporets evigt truende, pustende undertone med librettoens snapshots af tanker, drømme og bebrejdelser, der på forskellig vis kan relateres til menneskets behandling af Jorden.
Vi er kloden
Meget direkte i den enlige kvindes gentagne brokkerier over alt det skrald, vi smider i naturen og i det vulkanudbrud, der afbryder den unge mands rejse. Mere subtilt i den rige kvindes ferieeventyr på Great Barrier Reef i Australien, i filosoffens tanker om dekadenceglobalisering og i divaens særdeles nøgterne arier om eksmandens død i bølgerne. Og med en direkte parallel mellem klode og mennesker i det gentagne kor: “My eyelids are heavy / My head is dizzy / Light and empty body / There’s no water left in the bottle”.
Installationen looper hver klokketime og man skal hekse lidt med den udleverede libretto for at finde ud af, hvor vi er. Min session startede cirka to tredjedele inde. Så kom hellere i god tid og læs teksten på forhånd. Den er god at have, men installationen kan også sagtens opleves uden. Af og til fanger man et ord eller et vers, og det er for så vidt nok til at lave koblingerne mellem klima, jord og mennesker i løbet af den time, loopet varer.
Går jorden under?
Det visuelle og auditive myldrebillede drager blikket væk fra librettoen og ned på menneskene i sandet. De soler, bygger sandslot, spiller badminton og spiser den medbragte mad. Hov, nu går manden med hund tur. Hov, nu ligger divaen i modsat side. Hvem synger nu? Der sker ikke så meget, og det sker i strandens dovne tempo, men der er alligevel hele tiden noget nyt at fæstne øjet eller øret på.
For ind i librettoen slynger aktørernes small talk sig. Særlig skøn er den lille dreng, der taler næsten uafbrudt, småskændes med en lidt større dreng og udstikker anvisninger for korrekt sandslotsbygning til kvinden, der måske er hans bedstemor. Kroppe og stemmer i alle aldre summer gennem sangen og skaber en absurd fornemmelse af hverdagsliv midt i den konstruerede form. Et hverdagsliv, der trods angsten for udmattelse og ansigtstab overhører den store trussel fra kloden på lydsporets gispende vejrtrækning og svagt dunkende hjerte. Og det er måske netop sådan, verden vil gå under? I den menneskelige resignation, der kun har øje for det, der er tættest på.
Sun & Sea er ikke en teaterforestilling, men en installation, der kræver lidt engagement for at knytte de forskellige udtryksspor sammen. Det er klimakunst med et både meget abstrakt og særdeles konkret udtryk, der sampler adskilte kulturelle udtryk og netop derfor har muligheden for at trænge igennem med klimaagendaen spændt ud mellem operaens patos, strandlivets kødelighed og lyduniversets abstrakte alarmklokke.
Find forestillingens libretto her.
Se forestillingstrailer her.
