Luna Park Scenekunst sender publikum afsted med et kort. De skal to ad gangen gå ud i byen og selv finde vej i forestillingen laBYrint. Men hvorfor? Og hvordan skaber man en sansevækkende forestilling i byrummet?
Luna Park Scenekunst er specialiseret i at skabe poetiske vandreforestillinger, og i deres premiereaktuelle laBYrint møder publikum fremtiden i Svendborgs gader og afkroge. I dette interview fortæller kunstnerisk leder Betina Birkjær om, hvad der skal til for at åbne byen på ny for publikum.
Scenekunst i byrummet – hvordan arbejder Luna Park Scenekunst med det?
“Jeg bruger en del tid på at researche på forestillingens rute – eller som i laBYrints tilfælde, som ikke har én rute, på de forskellige lokationer. Mit dramaturgiske greb afhænger af temaet og de dermed valgte steder. I vores tidligere forestilling byVANDring vidste jeg, at jeg ville starte og slutte ved vandet og udforske det ‘skjulte’ maritime tema i byen – deraf titlen by – vand – ring,” fortæller Betina Birkjær.
“I Drømmenes By udforskede jeg byens torv som potentiale for et kollektivt sted til at drømme om byen og arbejdede med torvet som startsted og slutsted, men visuelt forandret. I byVANDring lagde jeg en ‘kropslig dramaturgi’ fra starten, så når du spørger til, hvilke konkrete oplevelser, jeg sætter i scene, så kommer det an på – i hvert fald i byVANDring og Drømmenes BY – hvor scenerne er placeret henne i forestillingen. Er det en scene, der skal skabe den første stemning af at være en gruppe eller en scene, der skal overraske publikum, så de aldrig ved, hvad de skal forvente. Eller er det en scene, der skal sætte tiden i stå og give folk plads til at lytte eller fordybe sig”.
Det magiske tredje
“Helt konkret ønsker jeg at iscenesætte oplevelser, som sagtens kan være inspireret af faktuelle oplysninger om det konkrete sted, men det er absolut ikke et must. Vigtigst for mig er det forunderlige møde, der kan opstå mellem performeren og stedet. Det er den magi, jeg vil videreformidle til publikum. Det magiske tredje, der spirer i sprækken mellem det meget konkrete – byens brosten, baggårde, tagrender og mennesker – og forestillingens fiktion”.
“Jeg er altid interesseret i oplevelser, der overrasker, betager og involverer publikum. Jeg opfatter mine scener som ‘poetiske lege’. I laBYrint er alle scener fremtidsscenarier, og poetiske tankeeksperimenter, hvor man får lov til at møde de her ‘fremtidsmennesker’. Her kan man bl.a. møde manden, der har skabt en prototype, der kan fremkalde minder fra fremtiden. Kvinden, der har opgivet sin menneskelige eksistens og optrænet et træs egenskaber for at redde jorden. Og museumsguiden, der viser rundt i fremtidens kunstmuseum,” forklarer Betina Birkjær. “I laBYrint ønsker jeg i høj grad at få folk til at reflektere og undres – og forhåbentlig også plante et håb. Jeg synes, vi skylder ungdommen også at kunne behandle fremtiden med humor og poesi”.
Hvad vil du gerne give publikum?
“Mit første ønske var at skabe ny scenekunst til de unge. Jeg syntes, at der manglede en anden type scenekunst til unge, som ikke kun omhandler alle de problemstillinger, man kan møde som ung,” siger Betina Birkjær.
“Jeg har lyst til at arbejde med den poetiske oplevelse, hvor man på en blid måde sætter spørgsmål ved ens blik mod verden. I vores tidligere forestilling byVANDring bliver publikum ligefrem stillet spørgsmålet: ‘Hvad er dit blik mod verden?’ – og jeg opdagede, at det svar, publikum gav dér, var forbundet med reaktionen på den efterfølgende oplevelse, hvor man går med et spejl under næsen og har oplevelsen af, at verden vendes på hovedet. En oplevelse der kræver et vist mod og som oftest fremkalder skrig og latter – og altså en meget fysisk reaktion, som efterfølgende får publikum til både at acceptere, at de ikke aner, hvad der skal ske, men også får kroppen til at slappe af og være åben for resten af oplevelsen”.
Hvilke elementer arbejder du med Både i forhold til Svendborg som by og publikumsrejsen?
“Første gang jeg fik tanken at lave en forestilling om byen i byen var da jeg spillede med i City Puzzle med Teatro de Los Sentidos – en forestilling co-produceret med Republique. En forestilling om byen men spillet i en black box. Idéen dukkede op igen, da jeg flyttede til Svendborg. Jeg tænkte, at det var nu, jeg skulle føre idéen ud i livet. Det ville være den perfekte måde for alvor at ‘flytte ind’ i byen på. Svendborg har også en perfekt størrelse i forhold til publikumsrejser. Byen er utrolig varieret og samtidig lægger det meste dejligt tæt”.
“Jeg har vidst fra starten, at jeg ville lave en trilogi, og jeg syntes, at det var oplagt at starte med det maritime tema, da det jo nærmest er Svendborgs dna. Jeg har ladet den ene forestilling vokse ud af den anden, så idéen til den næste er kommet naturligt under arbejdet med den forrige”.
“Dramaturgisk har jeg udfordret mig selv mere og mere. byVANdring har én dramaturgi, Drømmenes BY har fire forløb og laBYrint har lige så mange forskellige forløb, som der er publikum. Det har også været vigtigt for mig, at det ikke specifikt handlede om Svendborg, men om mere almene emner som udlængsel, drømme og håb. Jeg arbejder altid med et visuelt element men altid som supplement til det, der allerede er. Jeg er ikke interesseret i at ændre de givne omgivelser fuldstændigt – så kan jeg lige så godt rykke ind i black boxen igen – hvilket jeg sikkert også gør en dag…”
De få men rigtige ord
“Jeg arbejder også med et historiefortællende element, men sjældent stående alene, altid kombineret med en situation som publikum er en del af. Faktisk skærer jeg ofte tekst ind til benet. For mig er pauserne og blikket lige så interessant. Jeg arbejder også som forfatter, så jeg elsker ord, men det skal være de helt rigtige. Så arbejder jeg selvfølgelig med sanserne som element: Hvad rører publikum ved? Hvad sidder de på? Hvad kan de dufte eller høre etc. Her er det, som jeg også har været inde på før, kroppen. Hvordan er publikums krop placeret i scenen – bevæger de sig, skal de ligge ned, sidde?”
Du har valgt et ’poetisk og sanseligt’ greb på byvandringen – hvad betyder det for publikum?
“Jeg forsøger at give publikum en høj grad af autonomi. Jeg er ikke interesseret i, at der skal være en guide. De skal selv finde vej. Så når jeg har et overblik over de enkelte scener, vil jeg så typisk arbejde med overgangene mellem scenerne”.
“Ligesom jeg arbejder med, at de enkelte scener er så forskellige som muligt, arbejder jeg også med at måden publikum skal komme fra scene til scene er så forskellig som mulig. Jeg arbejder hele tiden med en risiko. Det er klart, at der er ting, der kan gå galt, når man sætter publikum til selv at finde vej,” siger Betina Birkjær og understreger: “Der er alt muligt, der kan gå galt, men med afprøvninger kan vi minimere risikoen og gevinsten ved det er høj, synes jeg”.
“Jeg oplever helt klart, at publikum får skærpet deres sanser og deres nysgerrighed på den måde. Med laByrint tager jeg risikoen endnu længere ud, da publikum selv vælger sin rute, hvilket i øvrigt er et vanvittigt greb for en dramaturgi-nørd som jeg selv, men som jeg nævnte tidligere, så er den, jeg allermest vil udfordre mig selv og det er mit ansvar, at publikum får en god oplevelse”.
Læs mere om Luna Park Scenekunst og laBYrint her.
