Kan man fange en billedkunstners ånd i scenografi og kostumer?

I denne uge har Randers Teater premiere på forestillingen Sven fra Randers om den lokal- og verdensberømte billedkunstner Sven Dalsgaard. Men hvordan skaber man egentlig en scenografi og kostumer til en forestilling om et menneske, der selv har haft så markante, visuelle udtryk gennem hele sit liv? Scenograf, kostume-, video- og lysdesigner Ted Pierce fortæller her om at komme ind på livet af Sven fra Randers.

”I virkeligheden er min tilgang til mit arbejde den samme fra gang til gang,” siger Ted Pierce. ”Uanset om jeg skal arbejde med et stykke af Shakespeare eller ny dramatik, og om hovedkarakteren er fiktiv eller et virkeligt menneske. Nu har vi Sven Dalsgaard som hovedfigur, men om det er et rigtigt menneske eller en karakter – det er den samme proces. Hvis det er en fiktiv figur, skal man alligevel gå ind og finde ud af, hvem de er, og skabe et menneske, der er en blanding af forskellige arketyper. Det gør man også, når man arbejder med et rigtigt menneske. Vi har virkelig prøvet at være troværdige i forhold til det, vi er blevet fortalt, og hvad vi har fundet i alle de kilder, vi har dykket ned i.”

Mere ånd end dokumentarisme

Publikum møder Sven Dalsgaard i den hospitalsstue på Randers Centralsygehus, hvor han i 1999 lå for døden. Vægge og gulve i hele teaterrummet er malet hospitalshvide, og på scenen står et natbord, lamper, rulleskærme og en hospitalsseng. Alle møbler og effekter er lånt fra sygehusets museum og stammer fra den tid, hvor Sven Dalsgaard var indlagt. Sengen er måske præcis den seng, billedkunstneren lå i – i hvert fald er den helt magen til.

Ted Pierce har genskabt hospitalsrummet med en grundighed som var han dokumentarist. Det er fra denne stue, teaterstykket Sven fra Randers tager sin begyndelse. Og det er denne stue, stykket gang på gang vender tilbage til, efter at have dykket kronologisk ned i forskellige episoder af billedkunstnerens liv. 

Dette første møde med scenografien kan måske forlede publikum til at tro, at de nu skal være vidner til en dokumentarisk gennemgang af Sven Dalsgaards liv. Men det skal de ikke. For selv om stykket bygger på grundig research i både skriftlige og mundtlige kilder til Sven Dalsgaards liv, og handlingen ligger tæt på virkelige begivenheder, så handler forestillingen i lige så høj grad om at fange billedkunstnerens ånd, som at beskrive hans liv.

Malet med lys

”Sven Dalsgaard var radikal, eksperimenterende og fuld af humor – både i forhold til sig selv og samfundet. Stykkets tekst fanger den humor, der til tider er næsten Monty Pythonsk slapstick, spillestilen ligger meget langt fra naturalistisk realisme, og så bærer alle skuespillerne kraftig sminke for at gøre det klart, at det ikke er naturalisme, men at vi er inde i kunstnerens verden. Alt er ligesom løftet,” fortæller Ted Pierce. Han forklarer også, at to forskellige skuespillere – Klaus T. Søndergaard og Holger Østergaard – begge spiller Sven Dalsgaard som et nik til kunstnerens eget virke, hvor han ofte præsenterede sig selv som en tvilling for at eksemplificere mennesket over for kunstneren. To skuespillere, som Ted Pierce ved hjælp af kostumer og sminke skulle få til at ligne hinanden.

Den realistiske ramme, som hospitalsstuen udgør, går snart i opløsning. På en skærm af stof på scenen tegner kunstnerens far en lille, naivistisk fugl. En fugl, der i virkeligheden er en animation, som bliver projiceret op på skærmen, og som får liv og begynder at bevæge sig.

”Sven Dalsgaard er mest kendt for sine malerier,” siger Ted Pierce. ”Men malerier er statiske, og på teatret arbejder vi med, at man kan bøje tiden – gå i slowmotion eller springe i tid. Derfor har vi valgt at male alle hans billeder med lys i stedet for med rigtig maling, så vi kan bringe dem til live og vise den måde, han har arbejdet på.”

Nøglen til Sven Dalsgaard

Sven Dalsgaard var som kunstner ekstremt produktiv og producerede gennem hele livet værker inden for flere forskellige kunstneriske genrer. Man kan sige, at hans værker på mange måder fulgte den moderne kunsts historie og omfattede både surrealisme, dadaisme og modernisme. Selv da han lå i hospitalssengen lavede han værker med tape og det lyserøde papir, han havde på stuen, forklarer Ted Pierce. Derfor skulle scenografien også omfavne de forskellige tidsperioder, samtidig med at Ted Pierce skulle finde en rød tråd i Dalsgaard virke. Udover det radikale og eksperimenterende, var der også bestemte symboler og portrætter, der gik igen.

”Han brugte mange symboler, så dem har vi integreret i vores videoprojektioner, som kan tegne på alle tre vægge og på gulvet. Det gælder blandt andet fuglen, der ofte repræsenterer ham selv, og øjne, som han malede på objekter for at menneskeliggøre dem. Han har også lavet nogle forskellige værker med en særlig nøgle, og under arbejdet med stykket har vi lavet den nøgle som en digital videoprojektion, men vi har også genskabt den fysisk. Det er ikke en retrospektiv forestilling, men når vi er tilbage i tiden, bruger vi de værker, der svarer til den tid, hvor scenen foregår. For eksempel er et af hans første malerier fra 30’erne af hans mor, som sidder med ryggen til ved symaskinen, og det genskaber vi på hvide skærme af stof på scenen. Vi har en skuespiller bag skærmen og tegner maleriet med lys oven på hende på skærmen. På samme måde genskaber vi værker som Kristus fra Randers, en tynd figur med et alt for lille kors, hvor han står med benene lidt bukkede på jorden. Andre gange har vi lavet en videoprojektion, der har hans stil – hvor man kan genkende ting fra hans værker.”

Alle i Randers har et forhold til Sven Dalsgaard

Der knytter sig en lidt pudsig historie til genskabelsen af Sven Dalsgaards ikoniske nøgle, fortæller Ted Pierce: ”Vi tog ned til en låsesmed i Randers og spurgte, om han havde en nøgle, der lignede den, Sven Dalsgaard havde skabt. Og han sagde, at Sven Dalsgaard selv havde været nede at spørge om det samme for nogle år siden.”

Den oplevelse illustrerer på fin vis den tætte tilknytning, der eksisterer mellem kunstneren Sven Dalsgaard og byen Randers. Det fandt Ted Pierce ud af, da han i begyndelsen af sit arbejde for første gang kom til Randers for at lære kunstneren og byen at kende.

”Næsten alle, jeg har mødt i Randers, har et af hans værker. Selv da vi var på hospitalet i kælderen lå der to af hans værker. Sven Dalsgaard var nærmest arbejdsnarkoman og arbejdede sindssygt meget, og når jeg gik rundt i byen og så hans værker – der virkelig er meget forskellige – blev jeg ramt af det enorme spektrum af udtryk, han havde. Så det var meget inspirerende at lære ham at kende som kunstner.”

Det giver dog også en særlig udfordring at skabe et portræt af en kunstner, som langt de fleste af publikummerne allerede har et dybt forhold til – og en mening om.

”Vi blev på holdet enige om, at vi var nødt til at lave et kunstværk og komme med vores egen kunstneriske proces. Blive inspireret af ham, men også lave vores egen kunst. På et eller andet tidspunkt skal man acceptere, at vi fortæller det, vi fortæller, og at vi står inde for det. Også selvom det ikke lige præcis er andres billede af ham. Vi spørger publikum direkte i starten: ’Vil du ikke kigge igennem mine øjne?’ – man får som publikum helt konkret en maske, man kan kigge igennem. Og tanken er, at man ser forestillingen gennem Sven Dalsgaards øjne. Det er også sådan, jeg ser kunstnerens virke i verden. At få folk til at se verden på en ny måde. Så hvis vi kan opnå det med forestillingen, så er vi lykkedes med det,” siger Ted Pierce.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Randers Teater med fuld redaktionel frihed for ISCENE.