Under overskriften “Ukendt land”, der i år er Horsens Teaterfestivals tematiske anker, mødte ISCENE et par af festivalens aktuelle scenekunstnere til en snak om nye fortællinger og formater i dansk scenekunst for unge. Autencitet, anti-action, langsommelighedens sanselighed, det stedsspecifikkes potentiale og publikumsdeltagelse blev samtalens nøgleord.
Som en del af den 36. udgave af Horsens Teaterfestival findes i år et særligt program for de 12-18 årige. Ungeprogrammet, der er placeret i Fængslet, lover både klassiske og nye eksperimenterende formater.
Men hvad er det, de nye formater og fortællinger kan? ISCENE inviterede dramatiker Henrik Szklany, video- og performancekunstner Marika Seidler, skuespiller Katrine Karlsen og scenograf Sissel Romme til en snak om det og om, hvad der rører sig i dansk ungdomsteater lige nu. Alle fire står nemlig bag forestillinger, der er kurateret til ungeprogrammet.
Opgør med teenagelivets sortsyn
“De fleste ungdomsforestillinger handler om, at sex er svært, alkohol er farligt, stoffer er dårlige for dig, hvordan skal du nogensinde finde ud af, hvem du er, og at digital mobning er traumatiserende. Vi tænkte, at vi i stedet ville lave en forestilling om det positive ved at være ung – en hyldest til teenagere,” siger dramatiker Henrik Szklany.
Sammen med Aarhus-baserede Teater Apropos og Teaterhuset Filuren har han skabt forestillingen I’ de fucking bedste ud fra en præmis om at vende dette narrative perspektiv på hovedet i forhold til repræsentationen af unge menneskers ungdomsliv og kultur. Derfor gik Szklany i praktik som folkeskoleelev hos den samme 7. og 8. klasse med et års mellemrum for at komme helt tæt på oplevelsen af at være ung i 20/21, og for at kunne skabe en fortælling, der lader publikum kravle ind i nogle andre kroge af teenageverdenen.
“Jeg tror, man kan komme mange steder hen i forestillingen, som man ellers ikke ville få lov til at komme hen. Den der dybfølte følelse af at føle sig forkert og mærkelig er jo et grundvilkår for alle mennesker og ikke kun forbeholdt teens,” siger Szklany, som med arbejdet på forestillingen også blev udfordret på den måde, han selv repræsenterede unge tematikker på.
Ingen løftede pegefingre
“Nogle af de andre forestillinger, jeg har lavet, har været meget én problemstilling, og så kan det godt blive meget didaktisk….. Man kan som research godt se nogle youtube-videoer og læse nogle artikler, men man kommer tit til at sætte det ind i sin egen kontekst, og derfor var det nærliggende at tage ud og lave research i virkeligheden. Det vildeste, vi kunne finde på, var at ansøge om at komme i praktik som folkeskoleelev – blive den nye dreng i klassen, slentre ned i kiosken i frikvartererne, lyve for læreren, når der blev gamet i timerne osv. De var enormt tillidsfulde,” fortæller Szklany.
Det er også dette greb, der afspejler sig i reaktionerne i forestillingen: “Mange ville ønske, at deres forældre kunne se forestillingen, så de bedre forstod dem”.
Ikke rigtigt voksne – ikke rigtigt børn
Selvom I’ de fucking bedste hører ind under det klassiske teaterformat, så udtrykker spillestilen og ideen bag castingen af forestillingens tre skuespillere et forsøg på at matche en autencitet, uden at denne dog ifølge Szklany skal forstås i en naturalistisk 1:1 gengivelse.
“Fiktionskontrakten i meget dansk ungdomsteater er, at voksne spiller børn, og det virker rigtig fint. Vi tænkte derfor, hvorfor ikke gøre den udtalt, så de voksne på scenen var de voksne, de var, og de talte til de unge om alt det gode og alt det lort, de også laver. Derfor var der i castet et aldersspektrum, så de ligesom talte på hver deres generations vegne,” forklarer Szklany.
Ifølge ham er repræsentationen af de unge en hårfin balance, som også betyder at spillestilen skal balancere på en knivsæg:
“Vi havde nogle workshops, hvor vi spillede nogle scener for den 8. klasse, jeg havde været i, og hvor det også handlede om, at man kunne spille en teenager både for ung og for gammel. Der skal ikke så meget til, før det bliver for karikeret, og før de ikke føler sig set, og det var egentlig en væsentlig opdagelse at have med, før forestillingen skulle ud og spille. De kan godt forstå, når man laver sjov med dem, men også, når man tager dem alvorligt, og det tror jeg, er en ret vigtig balance at have”.
Nye teenageværelser
Præmissen om at møde unge mennesker i øjenhøjde er også en æstetisk og konceptuel signatur hos Teater Graense-loes, der består af skuespiller Katrine Karlsen og scenograf Sissel Romme Christensen. Under genrebetegnelsen “punkpoetisk teater” skaber de konceptuelle udtryk, der bryder med det traditionelle hierarkiske produktionssystem, hvor manus er udgangspunktet.
Forestillingen Jeg er Os Et Mensk, som kan opleves på Horsens Teaterfestival, er en lydinstallation, der udforsker angst-relaterede lidelser for unge i et eksperimenterende scenerum, der ophæver det traditionelle scene-sal-forhold og sætter den individuelle oplevelse i centrum. Gennem ni kasser formet som små, stiliserede huse inviteres publikum ind i angstens hule via høretelefoner placeret i husene. Ideen er ifølge kunstnerisk leder og skuespiller Katrine Karlsen “at skabe en galleri-oplevelse, hvor du former din egen forestilling gennem de valg af huse, du foretager under vandringen”.
Ingen fastlåste narrativer
Ideen er, som Katrine Karlsen formulerer det, at bryde med “de forudbestemte, fastlåste og manipulerende narrativer, som unge mennesker bombarderes med gennem en algoritmisk drevet SoMe-kultur”. Tanken er på konceptuel vis at skabe et dramaturgisk og scenografisk format omkring de unge, hvor de inviteres ind i oplevelser, der “kan lægges på en hylde i dem selv”.
Formatets tempo insisterer på “en langsommelighed og en fordybelse, der sender dig ud i et andet refleksionsrum,” siger Karlsen og fortsætter: “Eksempelvis kan man i et af de små huse lytte til til en person, der gnasker chips i tre minutter. Det kræver en anden refleksionsproces og nærvær at være til stede i det”.
Endvidere åbner det anderledes scenerum også for en refleksion og fysisk oplevelse af, hvordan man er sammen med mennesker, når man oplever. Eksempelvis, siger hun, “sker det under forestillingen, at man tager hinanden i hånden, eller på anden vis berører hinanden fysisk. Det skaber i sig selv en bro fra angstens fængslende selvisolation. De små huse er på hver sin måde et vindue ind i det sociale dynamiske fællesskab, hvor man spejles og mødes”.
Kedsomhed som fremdrift
Katrine Karlsen mener, “at unge mennesker (og vi andre) har glemt, hvordan vi keder os, fordi vi hele tiden bombarderes med stimuli. Men det er netop i kedsomhedens og ensomhedens friktion, at vi mærker os selv. Det er derfor sundt at vende opmærksomheden indad, og det er noget, som Teater Graense-loes’ tværæstetiske scenerum kan”.
“Den nødvendige kedsomhed skaber fremdrift i vores liv. De sitrende, stillestående stilstande i vores forestillinger kan skabe et både fælles og indre refleksionsrum og tid til – fordi vi i Jeg er Os Et Mensk arbejder med reel tid som dramaturgi – eftertænksomhed. Det ydre rum kan føles akavet som publikum og det indre som et totalt kontroltab, indtil man overgiver sig til sig selv. Og deri kan friheden for selvet findes. Og dermed håb, tænker jeg,” siger Katrine Karlsen.
Et særligt mellemsted
Ifølge Sissel Romme, der er uddannet scenograf og sammen med Katrine Karlsen er kunstnerisk leder i Teater Graense-loes, placerer den anderledes scenografi “de unge midt i følelsen… i et rum, hvor man både kan være vildt glad og vildt ulykkelig og prøver at sætte lys på en tematik ud fra en anderledes præmis”.
Denne præmis skabes ud fra forestillingens processuelle tilgang, hvor forskelligt materiale afprøves og scenografiske rum skabes hen ad vejen. “Ideen med størrelsesforholdet mellem de små huse og dig, skaber et mellemsted, hvor du både er bevidst om andre samtidig med, at du er alene,” forklarer Sissel Romme. “Det hviler på en dikotomi, hvor du både er ensom og alene og alligevel i fællesskab, og et perspektiv, hvor du både kan overskue byen fra et fugleperspektiv, samtidig med at du dykker ned i øjenhøjde med den konkrete, enestående stemning og sindstilstand, der finder sted i det enkelte hus”.
Formidling i sansehøjde
Netop fokus på det relationelle i rum, hvor du både er ene og sammen med andre, ses også i performancevandringen Voks skoV, der udvider kunst- og teaterbegrebet markant. Her bygges scenografien ikke. Den er givet på forhånd, da skoven er scenografien. Under taglinen “wood wide web” sender site specific-forestillingen publikum på en skovvandring, der både er sanselig, biologisk, lyrisk og involverende.
Video- og performancekunstner Marika Seidler, der er kunstnerisk leder og performer i Seidlers Sensorium har i fællesskab med dukkefører Sif Jessen Hymøller og scenograf Annika Nilsson i 2018 skabt forestillingen Voks skoV, som nu indgår i Seidlers Sensoriums repertoire.
Formålet med forestillingen er ifølge Marika Seidler at “nå børnene gennem kunsten, at komme tæt på og ad den vej få dem til at involvere sig i naturen, men også gennem naturen at involvere sig i kunsten.” Det dramaturgiske kernegreb i forestillingen er det publikumsinddragende element, og det stiller sig op imod det, som børn og unge er vant til at se, mener Seidler. “Det publikumsinddragende format er selvfølgelig meget anderledes for børn, og det er også tit en meget anderledes forestilling end det, de regner med, de skal se. Tit forestiller de sig, at de skal ud og se noget mere actionpræget – noget mere rollespilsagtigt, men det er det ikke. Det er en meget meditativ oplevelse, vi prøver at få børnene ind i”.
Meditativ langsommelighed
Langsommeligheden og det sanselige er en ganske anderledes æstetik, end hvis man kommer ind på et teater, der primært taler til syns- og høresansen. “I sensorisk teater er målsætningen den fulde sanseoplevelse, hvor alle vores sanser er i spil. Det er jo meget igennem sanserne, at man kan gøre sig nogle kropslige erfaringer. Det at komme i fysisk berøring med materialet gør, at man tager det ind på en anden måde,“ siger Marika Seidler og tilføjer:
“Vi har nogen med nogle gange, der aldrig har været i skoven, og hvis man skal passe på skoven, skal man jo også have en relation til den. Hvis man skal fordybe sig og nyde noget, skal man ned i tempo. Det handler om at turde sætte sig selv på pause og skabe anderledes refleksionsrum, der er kropsligt forankrede”.
Som et eksempel på et positivt møde, fortæller Marika Seidler om to 13-årige piger og deres mor, der var med på skovvandring. “De smed skoene og strømperne helt naturligt, uden vi havde bedt dem om det. Der opstår et særligt rum i mødet med skoven og os. Når de møder os som performere, er vi ligesom til stede i en karakter, men vi er der lige så meget for at facilitere deres oplevelse, så de og deres fællesskab kommer i centrum”.
Det særlige træk er ifølge Seidler et særkende og en styrke ved de sceniske og æstetiske formater, der udforsker andre måder at placere publikum i en teateroplevelse end det traditionelle scene-sal-forhold.
Fremtidens teater for unge
De nye scene- og fortælleformater, der etablerer sig ved siden af det traditionelle teaterrum, har det til fælles, at de arbejder meget processuelt og tværæstetisk – gerne med scenografien i hovedrollen og gerne på baggrund af en research, der bringer dem tæt på den målgruppe, de både skal repræsentere scenisk og kommunikere til.
“Vi har valgt at sige, at Horsens Teaterfestival skal have et helt særligt fokus på teater for de unge, og hvis vi skal have fokus på selve oplevelsen af at gå i teatret, skal vi gøre noget andet, end vi hidtil har gjort. Vi skal arbejde meget mere med community-tanken, og i den proces tænke scenekunsten meget bredere, end hvad man måske har haft tradition for,” siger Kenneth Gall, der er administrativ leder på Teater Hund & co. og en del af Horsens Teaterfestivals dramaturgiat, som sammen med festivalen står for at kuratere forestillingerne.
Efter halvandet års tvungen teaterdvale under teenagedynen er det måske svært at indkredse helt præcist, hvad der kendetegner de nye trends i scenekunst for unge. Det kræver måske mere latenstid at sætte ord på, hvad disse særlige formater kan i kommunikationen med de unge. Men samtalerne med Henrik Szklany, Marika Seidler, Katrine Karlsen og Sissel Romme indikerer ihvertfald et fokus på at sætte de unges egne fortællinger i scene uden løftede pegefingre, i et udvidet scenografisk rum, der indbyder til at sætte Netflix, Messenger, Facebook og Instagram på pause og involvere sig autentisk, følelsesmæssigt og langsommeligt i universer, hvor alle sanser sættes i spil.
Se hele programmet for Horsens Teaterfestival 2021 her.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Horsens Teaterfestival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
