Populært lige nu

Annonce

Det performative stormer frem! Tværæstetiske produktioner og samarbejder inden for den frie scenekunst

Der er i samtidskunsten en tendens til, at kunstnerne arbejder mere og mere tværæstetisk. Måske særligt i det performative felt mellem billed- og scenekunst. Hvad betyder de nye samarbejder for den kunstneriske udvikling, og produktions- og forretningsmuligheder? ISCENE har talt med nogle af aktørerne.

Annonce

”Den tendens har været i gang de seneste ti år, hvor performancefeltet mellem billed- og scenekunst har fået en kæmpeopblomstring,” slår direktør for Copenhagen Contemporary Marie Nipper fast, da vi spørger til hendes syn på de flydende grænser mellem kunstarterne.

Den traditionelle definition af kunstarterne som adskilte, som medierne også fortsat anvender, findes ifølge Marie Nipper ikke blandt kunstnere, i hvert fald ikke som faste grænser. Hun tror, det performative er attraktivt, blandt andet fordi man kan sætte flere æstetiske instrumenter i værk som kunstner, men peger også på den publikumsudviklende del, der samtidig giver nye muligheder for forretningsudvikling. Det vender vi tilbage til.

Først skal vi forbi leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst (UP), Mikkel Harder, der også kan nikke genkendende til interessen for at udforske det performative element. Han ser det fx på ”det koreografiske område med værker, som tager udgangspunkt i en anden tradition end dansens, som kan opleves som en form for installationer med kroppe i interaktion med publikum eller med rummet på nye måder”. Han ser det derfor også som en naturlig del af Udviklingsplatformens arbejde at understøtte tværæstetiske samarbejder med Tid i Rum til kunstneriske udviklingsforløb og faglig feedback fra andre kunstnere, som platformen også gør på det musikdramatiske område og for stedsspecifikke værker.

Det performative stormer frem
Lyst #2 af Teater Bæst. Foto: Camilla Calundann.

Spejling i det performative felt

Eja Due, der er scenekunstner og kunstnerisk leder af Teater Bæst, deltog som mentee i UPs mentorprogram i 2020/21. UP har faciliteret mentorforløb i flere år, og arbejder tæt sammen med de udvalgte mentees om at finde de rette mentormatch til forløbene, der sætter fokus på mentees producent- eller kunstneriske praksis.

Annonce

Eja Due søgte oprindeligt programmet for at finde ”en vis, ældre kvinde,” der kunne spejle hendes egne refleksioner over at være kvinde i kunsten nu og i fremtiden. Men da hun blev matchet med visuel kunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen som mentor, ændrede fokus sig. Først skulle de to kunstnere lære hinanden at kende og definere mentor/mentee-rummet, men så oplevede Eja Due også at have en  person, hun kunne regne med, som havde god indsigt i hendes tanker og som var givende i performancespejlingen.

”Det har været sindssygt godt for mig, der er skuespiller, og derfor ikke har en akademisk eller fine art baggrund for at arbejde i performancefeltet. Min kunstneriske refleksion har tidligere mest været god sparring over en kop kaffe med kollegaer knyttet til de konkrete produktioner. Med Lilibeth fik jeg en mulighed for at arbejde mere på et metaplan og for at lave en fokuseret ramme omkring samtalen”, fortæller Eja Due.

At tænke cirkulært

Som kunstner i Det Frie Felt har Eja Due ofte følt sig hjemløs, da der hidtil ikke har været en åben scene eller et andet form for tilhørssted i Danmark. Hun har derfor produceret meget i udlandet og det har defineret hendes kunstneriske praksis.

”Jeg ville da have været en helt anden kunstner i dag, hvis jeg havde haft en black box til rådighed,” fortæller hun og fortsætter: ”Ofte føler jeg mig i kunstnerisk forstand mere hjemme i det performative felt, fordi jeg som kunstner undersøger tematikker, der tvinger mig til at undersøge nye formater. Det fører mig ofte ud i nye samarbejder i kanten af mit netværk, hvor jeg finder den specialiserede viden, jeg vil undersøge i det aktuelle værk. Man kan vel sige, at publikum er mit egentlige genstandsfelt. Deres møde med den tematik, jeg forsøger at forløse sammen med de partnere, jeg har inviteret ind, og det refleksionsrum, der opstår i mødet”.

Det performative stormer frem
Lilibeth Cuenca Rasmussen. Alt er kun til låns. Foto: Frida Gregersen.

Eja Due oplever, at det kan være svært at have samtalen om kunstnerisk praksis med andre scenekunstnere, fordi der er mange forskellige sprog om det på de meget forskellige uddannelser.  

”Det er nemmere at tale om praktiske omstændigheder end det kunstneriske med kollegaer, så for mig kom mentorforløbet meget til at handle om, hvordan man gør plads til kunstnerisk praksis i midten og så have det produktionsmæssige udenom, så det ikke står i vejen,” fortæller hun. Det handler for hende om at bryde den lineære proces, hvor bevillinger bestemmer farten, til at tænke mere cirkulært.

”Som scenekunstner kan jeg godt lide atelierrummet, hvor man kan gå til og fra og undersøge ting, men er målorienteret på en anden måde end i scenekunstens produktionsrum. Lilibeth er kunstneren, der er i konstant undersøgelse og skaben, mens scenekunsten mest er fokuseret på at producere det værk, der er bevilget penge til. Vi er meget vant til at spejle os i nogle institutionelle strukturer, som egentlig ikke passer til det frie felt. Vi kommer til at gentage mønstre, som ikke nødvendigvis tjener kunsten,” opsummerer Eja Due de indsigter, hun foreløbig er nået til gennem mentorforløbet.

Læs mere om UPs mentorprogram her.

Det performative stormer frem
Fotoserien Save My Sister af blomsterdesignstudiet Poppykalas. Foto: Sarah Buthmann.

Tid i rum til tværæstetiske kunstneriske undersøgelser

Danser My Grönholdt, der leder kompagniet MYKA, har gjort brug af et andet af UPs tilbud, Tid i rum. Hun er netop nu i gang med et tværæstetisk samarbejde med et museum og blomsterdesignstudiet Poppykalas. Omdrejningspunktet i projektet er radikal blødhed, og ideen opstod under den sidste coronanedlukning, hvor My Grönholdt og Thilde Maria Haukohl Kristensen fra Poppykalas observerede meget isolering, men også noterede sig, at mange søgte ud i naturen.

”Vi arbejder med den helsemæssige bæredygtighed. I familien, i samfundet. Der er en stærk kraft i naturen, som man også finder det i konceptet healing gardens,” fortæller My Grönholdt og uddyber tankerne bag projektet: ”Nu, hvor alle er tilbage fra krisen, skal vi måske ikke bare fortsætte med 100 i timen, men gentænke og revurdere fællesskabet, som vi har savnet og naturen, som kan hele os”. Parterne ønsker at bringe heling ind som element i scenekunsten, og er blandt andet også inspireret af den fabulerende roman The Secret Garden (1911), der beskæftiger sig med dette tema og ligesom projektet arbejder med sanselige billeder frem for et plotdrevet narrativ.

Blødheden ind i produktionen

Poppykalas har tidligere arbejdet med musikere og udstillinger, men det er første gang, studiet indgår i et scenekunstnerisk projekt. My Grönholdt er meget inspireret af samarbejdet og vægter også, at Thilde er god til at holde fokus på, at arbejdsdagen ikke skal spredes ud over hele dagen.

”Det er jo dilemmaet mellem det passionerede og blødheden. Man kan altid gøre mere, men vi skal walk the talk og også være bløde mod os selv og vores familie og få blødheden ind i produktionen,” understreger My Grönholdt.

Samarbejdet med museet, som de lige har indledt, lægger nogle rammer for det kunstneriske udtryk. Poppykalas kan fx ikke arbejde med friske blomster, fordi værkerne ikke må udsættes for insekter, hvilket giver en anden vinkel på materialernes bæredygtighed. For My Grönholdt har det været vigtigt at få værket ud af black boxen til et mere åbent rum, hvor scene- og billedkunst kan mødes med publikum på tværs, og hun oplever en stor åbenhed fra museets ansatte, der også har prøvet at arbejde med scenekunstnere før.

Det performative stormer frem
Ocean af MYKA. Foto: Morten Arnfred.

Projektet var i to uger på Folketeatret med UPs Tid i rum-koncept. Det var ifølge My Grönholdt en god måde at samle det kunstneriske hold på: ”Vi kunne gå i dybden med projektet og udvikle det sammen, blandt andet gik vi i Ørstedparken og Botanisk Have, hvor vi kunne afprøve møder mellem kroppe, tekstiler og store rosenhoveder”.

Ud over det kunstneriske var My Grönholdt glad for, at det ligger implicit i Tid i rum-konceptet, at holdet kunne arbejde i fred og ro, og at der ikke var et krav om at skulle pitche og dele med teatret. ”Vi talte med dem socialt i kantinen, og deres produktionsleder var hurtig med råd og vejledning, men det var en stor luksus med ro til den kunstneriske proces,” afrunder My Grönholdt.

Læs mere om Tid i rum her og se videoer fra nogle af forløbene her.

Sun & Sea
Sun & Sea på Copenhagen Contemporary. Foto: Andrej-Vasilenko

Nye muligheder for forretningsudvikling

Der er altså en del at hente i forhold til kunstnerisk praksis og refleksion i de tværæstetiske projekter, men hvordan forholder det sig med udviklingen af forretningsmuligheder? Marie Nipper peger som nævnt på den publikumsudviklende del som løftestang. Copenhagen Contemporary har gennem nogle år satset på performancefeltet, senest med opera-performancen Sun & Sea og den immersive installation Celeste, hvor musik, scene- og billedkunst smelter sammen i et værk, hvor ingen har forrang for de andre.

”De gav begge publikum en anden oplevelse, og udvidede værkbegrebet for både kunstnere og publikum, hvilket er en væsentlig pointe i disse samarbejder,” fortæller Marie Nipper og fortsætter: ”Vi kan mærke, at fondene er blevet mere opmærksomme på feltet, netop på grund af den publikumsudviklende del. De spektakulært scenografiske værker er også ofte attraktive for firmasamarbejder, mens vi oplever de offentlige støttegivere som noget mere rigide i forhold til det tværæstetiske”.

Miriam Frandsen, der er kurator, dramaturg og projektleder på den nye scene TOASTER, ser også en mulighed for forretningsudvikling i den øgede interesse for at udforske og arbejde i andre rum end teaterrummet: ”Kunstnerne får nye vinduer, og aftagerne får en større bredde af kunstneriske udtryk og mulighed for at opleve kunsten på flere lokaliteter, og der opstår en blanding af publikumsgrupper, der normalt kun frekventerer scenekunst eller billedkunst,” pointerer hun.

Det performative stormer frem
Toasters Performance Agency. Foto: Melanie Glück.

TOASTER er fysisk placeret i Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning, som begge har god erfaring med samarbejde med kunstneriske krydsfelter, og TOASTER er sat i verden for ”at understøtte disse processer og muligheder, så scenekunsten og performancefeltet udvikler sig og får bedre vilkår,” siger Miriam Frandsen.  

Nye former for uddannelse og netværksskabelse

Udvikling af mulighederne i det tværæstetiske felt handler også om at kunne mødes og kommunikere i et fælles sprog, mener både Marie Nipper og Miriam Frandsen.

”Det kræver en del af både kunstnerne og institutionerne at kunne kommunikere med hinanden og finde gode løsninger på spørgsmål, som ingen af parterne nødvendigvis har stået med før,” siger Miriam Frandsen, der dog allerede ser mange gode erfaringer og kompetencer i Det Frie Felt og på institutionerne. ”For TOASTER er det vigtigt, at de frie grupper får mere institutionel tilknytning gennem fx længerevarende samarbejder og sparring for på den måde at kunne understøtte deres eksistens og sørge for, at vi får flere veletablerede frie grupper,” fortsætter hun.

Marie Nipper peger også på, at der skal skabes rum til en bred udvikling af selve samarbejdet. ”Det er en institutionel vidensdeling, der skal lykkes med alt fra produktion til økonomi, fordi institutionerne arbejder forskelligt. Der er meget potentiale, men også meget arbejde at gøre, og her oplever jeg, at det er institutionerne selv, der tager initiativ, ikke det offentlige, som fx vores eget samarbejde med Dansehallerne. Her kunne man håbe, at den nye kulturminister og Statens Kunstfond i højere grad gik ind og understøttede mulighederne,” opfordrer hun.

Det performative stormer frem
Toasters Performance Agency. Foto: Melanie Glück.

Viden og kompetencer giver stærke kunstneriske oplevelser

For Miriam Frandsen handler det også om at skabe gode samarbejder, der giver stærke kunstneriske oplevelser, ved at få viden og kompetencer om det tværæstetiske felt ind i institutionerne. Det handler om tydelig kommunikation til kunstnerne om, hvad TOASTER kan tilbyde, men også om fx udforskning og vidensdeling på kuraterede saloner og seminarer for både publikum og branchen. Særligt peger Miriam Frandsen på uddannelsesområdet: ”Vi engagerer os i drømmen om at styrke det tværæstetiske felt i uddannelserne. Det kunne være en performanceuddannelse på tværs af kunstskolerne eller en masteruddannelse eller en sommerskole”.

UP samarbejder med TOASTER om at understøtte det professionelle frie scenekunstneriske miljøs arbejde. Det bliver i første omgang et kick off seminar i november, som ifølge Mikkel Harder skal udstikke en retning for en fælles indsats, der kan løfte nogle af de kompagnier, der arbejder tværæstetisk, videre i deres arbejde.

”Vi er så heldige, at UPs hovedsponsor, Bikubenfonden, arbejder strategisk med netop billedkunst og scenekunst, og også interesserer sig for mødet mellem kunstformerne, ligesom vores nye bestyrelsesformand, der er direktør for Charlottenborg, kan bidrage med viden fra en af vore markante kunstinstitutioner, der i øvrigt er bygget sammen med kunstakademiet,” afrunder Mikkel Harder.

Læs om UPs nye koncept Kunstneriske parløb her.

udviklingsplatformen for scenekunst søger producent

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst med fuld redaktionel frihed for ISCENE.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en...

Tre scenekunstnere udvalgt til Den Unge Kunstneriske Elite

Statens Kunstfond har netop udvalgt 13 kunstnere til det...

Borgen bliver til musical på Slagelse Teater 

I samarbejde med Lion Musicals forvandler Sjællands Teater DR’s prisbelønnede...
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en umage kærlighedshistorie, om længslen efter at kunne leve autentisk sammen med den, man elsker, samtidig...