Teater V og BaggårdTeatrets co-produktion Argumenter imod kvinder er nu nået til Teater V med sin turbo-cirkus-kalejdoskopiske forvandling af Birgitte Possings bog, der får salen til at hyle af grin, men også næsten taber pointen i sin maniske energi.
Argumenter imod kvinder starter – og fortsætter – i en mild form for kaos. Ikke ulig dagligdagens ulønnede sisyfosarbejde, som traditionelt har været kvinders domæne. Publikum bliver budt på scenen og hjælper med at få ryddet lidt op i rodet af søjler, pap, stofstykker og andet habengut, der undervejs får plads og betydning i denne sceniske fremstilling af kønnene.
Overdrivelse fremmer forståelsen
Nå, så er vi klar. Fødsler, og hvad deraf følger, er et varmt scenetema for tiden. Her får vi den lige op i ansigtet. Først close up på det lille, nye menneske, der presses ud i livet, projiceret op på det blodige lagen. Dernæst gennembrydes samme lagen af menneskenes konge, manden, der i Joen Højerslevs kropsmaniske skikkelse hurtigt slipper patten og vokser op i speed-tempo fra uskyldigt barn til noget, der næsten ligner en voldtægtsmand.
Overdrivelse fremmer forståelsen. Og sådan er det – næsten – hele vejen igennem i denne turbo-cirkus-kalejdoskopiske forvandling af professor emerita Birgitte Possings bog Argumenter imod kvinder – fra demokratiets barndom til i dag. Thomas Markmann har beholdt den litterære kapitelinddeling, men har selvfølgelig skabt en egen tekstlig collage-komposition, hvor det historiske og samtidscitater, som bogen er bygget på, blandes med mere fabulerende scener, som instruktør Thomas Hwan kløgtigt har givet krop, masser af krop.
Hold øje med baggrunden
For mens Højerslev herser i forgrunden – alfahan, som han jo er – tonser de to kvinder, Camilla Bendix og Mathilde Lundberg, rundt i baggrunden, så sved, snot og spyt står omkring dem. De arbejder og arbejder, flytter på ting, flytter dem tilbage, hænger op og henter ned, smiler, smiler, smiler. Næsten uset, altid i baggrunden. Det er en genial visualisering, der dog af og til er tæt på at drukne i forgrundens ikke mindre hektiske aktivitet.
Her holdes jobsamtaler. De kvindelige ansøgere anklages skiftevis for at flirte og for at være aggressive. Igen: overdrivelse fremmer forståelsen, men desværre vil en del kvinder genkende situationen. Måske ikke med de ord, men helt sikkert med den intention. Ansøgerne er så håbløse, at publikum igen må stille op, nu som virksomhedens bestyrelse. Ja, nu siger jeg publikum, men det er naturligvis kun den mandlige halvdel – og en enkelt kvinde til at sikre diversiteten. Igen: … ja, I ved, hvad jeg vil sige.
Men måske er overdrivelse nødvendig, hvis budskabet skal trænge igennem? Ligestilling sker ikke af såkaldt naturlig vej. Det er der solid videnskabelig dokumentation for, og greb som Birgitte Possings bog og dens sceniske dynamitfortolkning føjer sig til rækken af videnskabelige som kunstneriske forsøg på at presse udviklingen frem. Det er der brug for.
Stok-over-sten-underholdning
For midt i al hurlumhejen gemmer alvoren sig. Udtalelser fra samtidens meningsdannere, der føler sig offergjort som mandschauvinister (!). Samtidige politikere (gæt selv deres køn), der udskammes for at arbejde, mens de har små børn. Birgitte Possings egen beretning, som projiceres smukt på Mathilde Lundbergs nøgne ryg. En uhyggelig tonet #metoo-beretning. Fint spillede scener fra verdensdramatikken, hvor Julie/Romeo og Nora/Helmer også har formet vores kønsforståelse.
Til sidst udslettes kønnet. De uhæmmet grimme kropskostumer fuldendes med helmasker og barnlige pibestemmer, der eksercerer politisk korrekthed, mens alle hjælpes ad med at bygge. Om end nogen har svært ved at holde noget i bukserne. Svøbt i sperm forlader vi derfor Argumenter imod kvinder, der er fremragende over-stok-og-sten-underholdning, men måske lige lader energien tage magten lidt for meget fra fokus. Er der en pointe? Eller skal vi bare som alle tidligere generationer håbe, at den næste gør det bedre?
