Populært lige nu

Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Alice i eventyrland – genialt galehus

Aarhus Teaters familieforestilling er i år Alice i Eventyrland, som er en eventyrlig eksistentiel og tidspresset rejse ned i kaninhullet, hvor man kan finde sig selv i både voksen- og børnehøjde.  

Aarhus Teaters iscenesættelse af Lewis Carolls velkendte fortælling om Alice, der sover i timen og drømmer sig væk til et eventyrland uden regler, er en fantasifuld, gennemført konceptuel visuel, gakket og syret teateroplevelse, der minder os alle om, at det nogle gange er ganske sundt at spilde tiden. 

Tiden venter ikke på nogen

Hjemme i stuen foran det grå tapet i en farveløs (og fantasiløs) verden, hvor ikke engang den minimale bogstak på gulvet kan udfylde tomrummet, sidder Alice i sin ikoniske satinskinnende, dybblå kjole og kæmper med koncentrationen, mens hendes ældre søster messende reciterer, hvorfor tid og ikke mindst lektier er vigtige. 

På scenens sidevæg hænger et stort ur, der minder både Alice og publikum om, at tiden kun går for langsomt. Men for den hvide kanin, der fanger Alices og publikums opmærksomhed, går tiden kun for alt for hurtigt, når hjerterdame venter på at udfylde kedsommeligheden ved at kappe hoveder af sine undersåtter. 

Tiden, travlheden og det eksistentielle affortryllede tomrum, tidspress og meningsløshed kan forårsage, udgør den tematiske drivkraft i Marie Kjærgaard-Sunesens dramatisering af Lewis Carolls børnebog Alices adventures in wonderland fra 1865. Manus er kækt opdateret med nutidens (bande)ord og vendinger, der også skaber mange grin i salen. Dialogen har et godt flow uden at gå på kompromis med nonsensdialogerne fra originalværket. Dialoger, der dog kun på overfladen er nonsens, hvilket også tematiseres i forestillingens slutbillede, der leder tankerne hen på Platons huleteori, hvor barnet og kunstneren har en særlig evne til at række gennem den sceniske væg, der skiller ideernes og fænomenernes verden.    

Barnligt fascinerende

Kontrasten mellem tiden, der enten står ubevægelig og cirkulært stille, som hos den gale hattemager, hvor teselskabets tvungne tidslomme ikke levner tid til opvasken, eller løber løbsk, når kaninen tæsker rundt blandt publikum på Aarhus Teaters balkoner, fungerer godt som en dynamisk drivkraft, der formåede at holde min 7-årige datters opmærksomhed fanget fra start til slut.

Dette skyldes ikke mindst Andrea Øst Birkkjærs præstation som den tænksomme, kække, fantasifulde, identitetssøgende og oprørsparate Alice. Hun er den eneste figur uden dyremaske eller et tykt lag grotesk sminke, hvilket betyder, at hun ligesom den skinnende blå kjole bliver fortællingens naturlige midtpunkt både visuelt og identifikationsmæssigt. 

Alice i eventyrland, Aarhus Teater. Foto: Karoline Lieberkind
Alice i eventyrland, Aarhus Teater. Foto: Karoline Lieberkind

Som den eneste normale i et galehus af barnagtighed og skrigeri navigerer hendes figur publikum og sig selv gennem en rejse, hvor man stilles ansigt til ansigt med sit indre barn. Birkkjærs arbejde med Alice-figuren omfavner i en imponerende energifyldt og spontan gestik og mimik det følelsesmæssigt omskiftelige, nysgerrige, kraftfulde og fantasifulde eventyrland, der udgør barnets indre verden. Det er ikke en nem skuespilpræstation at overbevise publikum om, at man er et barn, men Birkkjær gør det barnligt godt.  

Visuel og musikalsk slikbutik

Alice i eventyrland veksler mellem scener, hvor der er fuld skrald på galskaben med mange medvirkende og scener, hvor langsommeligheden og en næsten tom scene inviterer til fordybelse, der runger i både børne- og voksenører, som scenen, hvor Alice af den vandpiberygende kålorm stilles overfor det eksistentielle spørgsmål “Hvem er du?”

Vekslevirkningen mellem minimalisme og maksimalisme skyldes ikke mindst Mie Riis’ fantasifulde, farverige, legende og ikke mindst smukke kostumedesign og scenografi, hvor farvekoderne er komplementærafstemt i hver enkelt scene, akkompagneret af Suni Joensen lysdesign.

Lars Gaardes lyddesign understøtter effektfuldt den komiske timing i scenerne og figurernes bevægelsesmønstre, mens Alice Carreris xylofon og basbårne kompositioner giver forestillingen en dystopisk sitrende musikalitet, der dragende – og til tider med uhyggelige overtoner – forvarsler, at heller ikke eventyrland skal vise sig at være den smukke have, som Alice er enten for stor eller for lille til at komme ind i. 

Forstørret minimalisme

Forestillingens æstetik er gennemført forstørret og formindsket på samme tid i et overdrevet og pompøst udtryk, indfældet i  både bevægelsesmønster, scenografi og kostumer samt i de musikalske kompositioner og lydbilleder, der understøtter de gakkede og gennemkoreograferede tableauer.  

Den ikoniske scene, hvor Alice spiser den forbudte kage og bliver større, skabes enkelt og virkningsfuldt ved at lade kjolen og Alice gro lang i en nærmest grotesk gestaltning, hvor benene skilles fra kroppe. Det er en af mange vellykkede performative sekvenser, der låner fra teaterkoncertens æstetik, som smelter fint ind i et eventyrunivers, hvor alt inklusive tiden er off. 

Maria Kjærgaard-Sunesen og Simon K. Bobergs iscenesættelse og instruktion understøttet af Christel Klan Stjernebergs opfindsomme koreografi er konceptuel stram, fantasifuld og fyldt med skarp kropslig komisk timing, hvor figurerne energifyldt veksler mellem hurtige bevægelser og frystilstande, hvor den sceniske billedkomposition fremstår som et levende maleri. 

Drejescenen anvendes som en perfekt spilplatform, hvor der i det tomme rum opstår det ene gale scenemaleri efter det andet. Særligt går det op i en højere komisk og rumlig enhed, når Alice som the odd one out interagerer med de øvrige figurer som gruppe, som det sker, da Alice møder eventyrlandets mangfoldige fauna, der gemmer sig bag døre, de flytter rundt på, så Alice på en nærmest labyrintisk facon må bevæge sig mellem dem. Det er morsomt og samtidig en lækkerbisken for sanserne.                

Kender du typen 

Marie Marschners spidse og skingre hjerterdame er musikalsk velspillet i stemmeføringen, mens Victor Pascoe Medoms elskværdige hvide kanin læner sig op af en angstdiagnose med sine nervøse fødder, stressede bevægelser og hurtige stemmeføring på nonsesrim.

Begge er meget vellykkede eksempler på, hvordan der er kælet for den todimensionelle typefigurs fysiske gestaltning, hvor både krop, stemme og kostume går op i en højere enhed. Hver figur er nøje koreograferet i sit eget bevægelsesmønster og stemmeføring. Den karikerede tegneseriespillestil, som man kunne frygte ville falde til jorden med et melodramatisk brag, passer fint ind i det teatralske fantasiunivers, der gennem publikumshenvendelser og scenografiske skift aldrig undlader at gøre opmærksom på sig selv som teater(leg). Det har udover at være særdeles sjovt og underholdende den aktuelle sidegevinst, at figurerne kommer til at virke som groteske afstøbninger af typer, vi kender fra vores eget hverdagslige kaninhul. 

Alice i eventyrland, Aarhus Teater. Foto: Karoline Lieberkind
Alice i eventyrland, Aarhus Teater. Foto: Karoline Lieberkind

Ud af kaninhullet 

Lewis Caroll skrev  børnebogen om Alice i en tid, der var bundet at victoriatidens stramme idealer og normer for, hvordan man skulle gebærde sig både socialt og personligt. Det var et samfund og en tid, hvor der blev lagt vægt på disciplinering og opdragelse – på “evnen til at holde på sig selv”. Men det var samtidig også en tid, hvor den franske oplysningsfilosofs Rosseaus ideer fra 1700-tallet om barnet og ikke mindst barnets fantasi som noget ganske særligt slog igennem. Man kan vælge at se værket som et oprør mod det borgerlige samfunds fængslende konventioner, – en opfordring til at sætte fantasien i formerne fri. 

Aarhus Teaters iscenesættelse rummer også dette tema i hele den dramaturgiske rammefortælling, hvilket manifesteres i forestillingens start og slutbillede. Men det, som gør Aarhus Teaters version af Alice i Eventyrland særlig (sen)moderne, er den tematiske udfordring af tid som samfundsmæssig indpisker og fængsel. Heri ligger en universel grundkerne, som sikkert også var aktuel i 1800-tallet, men måske endda særlig fremtrædende lige nu i 2021, hvor stress- og angstdiagnoserne fylder statistikkerne og Svend Brinkmann m.fl. opfordrer os alle sammen til at spilde tiden noget mere. For hvad er kaninhullet egentlig? Eventyrlandet eller vores egen fortravlede hverdag?   

Min 7-årige datters tid var dog ingenlunde spildt, og da jeg spurgte hende, hvad hun synes, forestillingen handlede om, sagde hun: “Historien handler om et fantasiland, hvor der er dumme og sjove mennesker (og flotte dyr og kjoler, især blå, for det er min yndlingsfarve)”.  Måske vi alle kunne have godt af at spilde tiden i Aarhus Teaters galehus uden et tikkende ur, der minder om næste skole og arbejdsdag.     

Seneste

★★★★★☆ Allerdybest nede – depressionen synliggjort med dukker

Allerdybest nede på Bådteatret visualiserer depressionens dybe afgrund og...

Små storbyteatre – kommunalpolitikerne fastholder et bredt teaterliv i København

11 københavnske teatre får status som små storbyteatre i...

Odysseen set fra kvindens perspektiv – interview med Out of Balanz

Out of Balanz har givet Odysseen et twist og...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

★★★★★☆ Allerdybest nede – depressionen synliggjort med dukker

Allerdybest nede på Bådteatret visualiserer depressionens dybe afgrund og...

Små storbyteatre – kommunalpolitikerne fastholder et bredt teaterliv i København

11 københavnske teatre får status som små storbyteatre i...

Odysseen set fra kvindens perspektiv – interview med Out of Balanz

Out of Balanz har givet Odysseen et twist og...

Navnenyt – Anna Lawaetz er ny seniorforsker på Det Kgl. Bibliotek

Det Kgl. Bibliotek har udnævnt Anna Lawaetz til seniorforsker...
Annonce
Louise Christiansen
Louise Christiansen
Anmelder og skribent

★★★★★☆ Allerdybest nede – depressionen synliggjort med dukker

Allerdybest nede på Bådteatret visualiserer depressionens dybe afgrund og den slidsomme vej tilbage til en form for nomalitet. Sophie Zinkernagels smertende rå tekst forløses...

Små storbyteatre – kommunalpolitikerne fastholder et bredt teaterliv i København

11 københavnske teatre får status som små storbyteatre i perioden 2025-2028. To andre teatre får støttemidler fra en anden pulje, et teater tages helt...

Odysseen set fra kvindens perspektiv – interview med Out of Balanz

Out of Balanz har givet Odysseen et twist og reaktualiserer fra 7. marts den græske myte om kong Odysseus som performancekoncert på AFUK Scene....