Ungdommen rammer os lige i panden i Teater V’s sprødt-energiske opsætning af Linn Skåbers monologsamling Til ungdommen. Ung må verden altid være, meget er genkendeligt, men noget er også særligt for denne generation, der sætter et flot, følsomt mærke i tiden med denne forestilling.
”Hvorfor lærer jeg aldrig at holde min kæft,” sukker Nanna Eide, da hendes fantasi-tour de force gennem de fleste forældres rædselsforestillinger om teenagerens skjulte natteliv forudsigeligt afsluttes med tvangsophold i sommerhus med familien. Hun gættede jo bare på, hvad en weekend hjemme alene kunne føre til. Genialt greb af forfatter Linn Skåber og smadrende charmerende leveret af Eide.
Forbandet smukke
Hun er en af de fem unge, der på skift maner de fleste aspekter af ungdomslivet frem. I hvert fald det unge ungdomsliv, hvor man ”ligesom sommerfuglene bare vælter ud af kokonerne, folder vingerne ud og bare er så forbandet smukke,” som en af tekstens mange rammende replikker lyder. Den falder i en fællesscene, hvor drenge og piger mødes til klassefest efter sommerferien. Noget er sket. Pigerne danser. Drengene står stadig ved kagebordet. Nu med åben mund og polypper og uden at kunne finde det sprog, der kunne bygge broen til de fjerne væsener.
I sin iver kommer scenens fortæller i stedet til at overskride en intimsfæregrænse, hvorfra der nok ingen vej er tilbage. Lukas Toya mestrer hele turen fra akavet tilnærmelse til tilstræbt cool og tilintetgjort udgrænset af fællesskabet. Teksterne er gode, men kræver også noget af de unge spillere. De leverer i hver eneste scene, hvilket især skyldes Pelle Koppels lydhøre og energiske iscenesættelse, der giver plads til den forkrampede følelse af at være sin krop, som man jo første gang møder i sit ildelugtende teenagekorpus, men også giver plads til den store vrede og de virkelig svære følelser, som især er koblet op på forældres fravær og skilsmisser.
Vokset op mellem boomere, #metoo og præstationskrav
Lue Støvelbæk indkapsler netop den sorg i sin ulykkelige storebror, der har låst sig inde på toilettet med det tog, han har fået af sin morfar sammen med en god portion livsvisdom. Mor har givet toget til halvlillebror uden at spørge, og lige om lidt skal han hjem til sin triste far. Teksten er måske lige opbyggelig nok her – gæt, hvem der får toget til sidst – men nogle gange skal vi også stile højt. Dragende smukt spillet med den helt rette intensitetskurve. Nanna Eide giver tilsvarende sin omsorgsramte datter et skræmmende nærvær med sine sving mellem den mentalt svage mors selvhad og datterens dødsdømte forsøg på at hjælpe. Sådan er livet for nogle børn og unge.
Thomas Diepeveen er cool i sit angreb på onklens macho-boomer-selvtilfredshed, og rammer lige i hjertet som barske Richards medløber. Hvor ofte er vi modige, når det virkelig gælder? Det samme kan siges om Lukas Toyas drøm om et uforpligtende liv som skraldemand, der punkteres af fars ambitioner. Den kamp vinder han næppe.
Formødre og ligekvinder
Malaika Behrendt Mosendane giver os til gengæld tørt på i sin rasende-rablende feminisme-svada. Formødre og ligekvinder er jo ikke ord, så hvad tror vi selv, om hun den 16-årige er feminist. Mosendane viser sin alsidighed med den blødt-begejstrede ode til Ninas numse og sin omsorgsfulde omgang med mor og den racistiske nabo på tredje.
Her et lille udpluk af scener. På Teater V får man hele pakken i et letløbende tråd, der med stor musikalitet holder fortællingen stram som fortættede perler på en snor. Perler foldet ud af et ensemble, der klæder hinanden og giver teksterne med en helt enestående autenticitet. Tag de unge med i teatret eller lad dem selv gå, så de kan få fred til at være unge, for som en af Støvelbæks karakterer så præcist siger: ”Jeg kan ikke bruge de voksnes råd. Jeg er teenager”.
Læs en omtale af Linn Skåbers bog her.
