★★★★☆☆ Den Hemmelige Have – Sansemættet danseforestilling på Glyptoteket undersøger naturens kraft

I Den hemmelige have tages publikum med på en sansemættet og meditativ oplevelsesrejse, der hylder haven som helende kraft. Forestillingen marinerer os i vellyd, duft og smag, som ikke mindst de aller yngste publikummer er gode til at være til stede i.

Den Hemmelige Have er blevet til i et samarbejde mellem blomsterdesignstudiet Poppykalas, musiker Di Garbi, kompagniet MYKA og Zangenbergs Teater inspireret af Frances Hodgson Burnetts bog The Secret Garden fra 1911. I det tværæstetiske projekt trækker dansen det korteste strå. Bevægelserne afspejler ikke samme intensitet og forundring over planternes skabende kræfter, som musik og billede. 

Vingummier vækker smagssansen

Rejsen til Den Hemmelige Have begynder meget apropos i Glyptotekets Palmehave. Her bliver smagssansen pirret med gyldne plantevingummier, hvis farve matcher værtens tylkjole. Den første sans er aktiveret og kan smages langt ind i forestillingen. En fugl i stærke farver leder os gennem Palmehaven til Glyptotekets festsal med de imponerende søjler, hvor vi tager plads på små mos-øer rundt om den store mos-ø, der udgør scenen. Der ses tuer med lyserøde og lilla lyngblomster i gulvhøjde samt lange tylbaner, som hænger blødt ned fra loftet, og man kan både sidde og ligge ned. 

Di Garbi indtager langsomt rummet, som var hun musikkens og naturens gudinde klædt i lang lyserød tylkjole og slæb med blomster syet ind i stoffet. Med flygel og synthesizer fremtryller hun fuglekvidder, sang og velkomponerede melodier i børnehøjde med alt fra meditative lydflader og en Mozartinspireret børnesang til keltisk og afrikansk inspirerede toner og rytmer. Melodierne er ofte bygget op af gentagne korte fraser kendt fra børnesange, der virker dragende på de yngste deltagere. 

Dansende blomster i performativ muld

Der er noget hemmelighedsfuldt og tilbageholdt over de tre danseres langsomme tilsynekomst gennem rummet. Som voksende blomster kommer de gradvist til syne bag søjlerne og statuerne iført henholdsvis rød, gul og lyserød heltrikotdragt. Dansernes hoveder er skjult under dekorerede blomsterhoveder af tekstil, som svæver, svajer og hopper i forlængelse af deres kroppe på vej mod scenen. Der er en liflig duft af roser i hele salen. Blomsterne bliver gradvist større og mere imponerende for hver entré til en ny melodi og et nyt udtryk. Til sidst synes blomsterne at være fuldt udvoksede og bæres ind på lange stængler af de tre dansere. Publikum kan på tætteste hold kigge op i store, fascinerende og smukt udførte tekstilblomster.

Dansernes meditative bevægelser udgår fra deres center og søger ud og opad. Måske som symbol på planternes magiske fremvækst i haven. Af og til er der mere interaktion mellem blomsterne, en legende kamp, en lille gruppedans eller bare siddende samvær. I denne performative tradition, hvor dansen ofte er underlagt en præmis udenfor sig selv, savner jeg som her lidt mere af dansens DNA. Uden tydelige intensioner, retninger og linjer til at bære den langsomme energi og de skiftende udtryk, er det svært at føle noget.  Blødheden og det meditative er dejligt, men øger sværhedsgraden for scenisk nærvær og publikumsinteraktion. 

Sansebadet er ren zen – men mest for de mindste

Forestillingen lykkes som ”et sansebad i favn med din familie” med de virkemidler, der er til rådighed. Det at være fuldt til stede med sine egne sanser og sine nære er en vigtig men svær muskel at træne for moderne familier med mere zap end zen. Så selvom aldersanbefalingen fra Glyptoteket er fra fem år, er min oplevelse, at potentialet er størst for de endnu mindre børn.

På øen ved siden af mig sidder en knap toårig helt hypnotiseret af universet fra start til slut, og en treårig længere henne er konstant på tæerne. Det er fuld overgivelse til den sanselige præmis, hvor lyde, dufte, smag og det visuelle smelter sammen til et tværmodalt udtryk. Til gengæld mister nogle af de lidt større børn pusten undervejs, når de opgiver at finde den narrative fremdrift, der stadig er så dominerende i al underholdning.

Æstetisk univers

I stedet får vi smuk, visuel æstetik med musik og fuglekvidder liggende eller siddende på vores mostæpper. Vores vært er opmærksom og giver ældre mennesker en stol og andre en pude. Jeg havde drømt om, at publikum kunne bevæge sig frit rundt i haven som en kunst- og lydinstallation omgivet af dansende blomster uden en decideret scene i centrum. Som publikum bliver vi allerede i Palmehaven bedt om at hjælpe blomsterne med at vokse, men interaktionen med publikum er begrænset til at komme tæt nok på til at røre nogle af blomsterne og tage billeder. 

Det er en gave at kunne udfolde et så æstetisk og sansemæssigt univers, der står så rent i kunsten for de allermindste publikummer. Vi kan derfor nære håb om, at de tværæstetiske koncepter og dyrkelsen af det langsomme kan udfoldes yderligere og tage os endnu dybere ind i vildnisset. Og måske kan dansen, ligesom lyden og billedkunsten, få lov til at få lidt mere næring i samarbejdet og dermed undgå at få gule blade.