★★★★☆☆ The Supreme Gentleman – barsk monolog rammer med karismatisk spil

Nanna Cecilie Bang sætter endnu et mærke i sit velfortjente ry som generationsportrættør med den rå og rørende monolog om incel-fænomenet, The Supreme Gentleman på Betty Nansen Teatret, der har en dybt autentisk og stille rørende Mathias Skov Rahbæk i hovedrollen.

Nanna Cecilie Bangs barske monolog The Supreme Gentleman er inspireret i titel og tema af Elliot Rodger, der begik en serie drab i Isla Vista i 2014. Det er ikke hans historie, for sørgeligt som det er, findes der mange som ham. De selvudnævnte incels, dvs. involuntarily celibate – altså ufrivilligt i cølibat.

Disse heteroseksuelle mænd nærer et had til kvinder – og ofte også til andre mænd, der er i parforhold – fordi de oplever at være valgt fra, så de ikke kan få den sex, de mener at have krav på. De samles i online fællesskaber, hvor de som i alle ekkokamre kan bestyrke denne fortælling og sammen grave sig længere ned i misogyniens hængedynd og i værste tilfælde slippe hadet løs i overgreb og drab.

En ekstrem generationsrepræsentant

Det er en skræmmende historie om vores tid, hvor individualisme og marked blandt andet skaber grobund for tanker og bevægelser som denne. Der er ikke meget at holde fast, når først man falder en smule udenfor lykkens lige landevej.  

Nanna Cecilie Bangs tekster går i kødet på sin generations kamp med dette krav om lykke og normalitet og har denne gang fat i en ekstrem generationsrepræsentant. Ensomme mænd har formentlig eksisteret til alle tider, nogle af dem også voldsparate. Incelbevægelsen siger selvfølgelig samtidig noget om tiden netop nu, hvor kvinder overhaler mænd uddannelsesmæssigt, mens traditionelle tankemønstre om at parre sig opad består. Det efterlader helt indlysende nogen på perronen. The Supreme Gentleman giver sig ikke af med sociologiske forklaringer, men viser os, hvordan der er indeni en incel.

Ordene er stærke nok

Mathias Skov Rahbæk leverer en dybt autentisk og stille rørende præstation som denne unge mand, der er gået helt fejl i livet. Fra de første dybe åndedrag bag scenetæppet til Betty Nansens nye meget intime intimscene, til han forlader os samme vej med en afskedssalut om at tage flere med sig i døden og dermed blive til noget større.

Selvmordet som mulighed lurer hele tiden i teksten, der krydsklipper mellem erindringer om at være eller opleve sig overset og grinet ad, post til Youtube-kameraet om alt det, han vil gøre ved de afvisende kvinder og publikumshenvendelser af typen: ”Ser du også porno, hvor kvinden bliver dræbt til sidst?”. I det lille rum suges vi helt ind i inceluniverset af en karismatisk Mathias Skov Rahbæk, der doserer sin farlighed i små sprækker i den flydende fortælling om at ønske mere af livet, end han har fået. En fortælling, man ikke behøver at være incel for at relatere til.

Nanna Cecilie Bang har selv instrueret i en helt nedbarberet version. Der er kun ordene, og de er stærke nok til at bære igennem i munden på en spiller, der formår at etablere menneskelig kontakt med os trods sit gennemført rædselsvækkende budskab. Forestillingen bringer måske ikke så meget ny viden om fænomenet til bordet, men vi kan mærke det i vores egen krop – og forfærdes eller reagere. Lad mig ønske, at forestillingen ikke kun bliver spillet i små teaterrum, men også kommer ud at leve på uddannelsesinstitutioner.

Se forestillingstrailer her.

Lyt til ISCENEs podcast med Nanna Cecilie Bang om social distancering her.