★★★☆☆☆ La bohème – nu må der ske noget nyt i Operaen

Elisabeth Lintons iscenesættelse af Puccinis La bohème har været opsat på Det Kongelige Teater utallige gange siden 2016. Det er svært at forstå hvorfor.

Det har vist sig at være en af Det Kongelige Teaters helt store operasucceser. Kommende operachef Elisabeth Lintons iscenesættelse af Puccinis La bohème har været genopsat flere gange siden premieren i 2016.

Også i denne sæson har den været et trækplaster hos Operaen på Holmen, og med genåbningen af kulturlivet er der stadig et lille dusin lejligheder til at se publikumssuccesen i år.

Hvorfor man holder fast i Lintons udgave af klassikeren, er imidlertid svært at forstå. For kun én af de fire akter er rigtig vellykket.

Tynd kærlighedshistorie

Det begynder med et snevejr. Fire parisiske kammerater fryser sig gennem første akt i et farvetomt og fattigt hjem: en maler, en filosof, en musiker og poeten Rodolfo. Taget skråner kraftigt og efterlader masser af scenerum til det forsigtige snefald ovenover. Man forstår, at det er de fire venner, der så at sige skal skabe farverne og varmen, mens de prøver at få lidt ild i fyret.

Problemet er bare, at kemien mellem dem virker akavet. De skal gå for at være bohemer, men bortset fra bøger til optænding fylder kunsten intet i scenografien eller instruktionen. Den noget tynde kærlighedshistorie om Rodolfo og syersken Mimi er i fokus, og deres møde er badet i blå projektører. Begge søger de ud mod scenekanten og gestikulerer mod os, når deres arier er på deres højeste, men en romance overbeviser ikke, bare fordi man gerne vil det.

Én vellykket akt

Skiftet mellem første og anden akt er til gengæld hurtigt, markant og vellykket. Hjemmets fire flader flyver væk i hver sin retning, og ud af ingenting kommer pludselig en luksuriøs udsmykket arkade i hvidt til syne. Her er liv på flere etager og i flere dybder: juletræ, englebørn, hattemageri, udstoppede fugle og beværtning. Trods de mange mennesker falder scenen hurtigt til ro, og det er vældig flot disponeret.

Her møder vi sangeren Musetta, malerbohemens gamle flamme, og Eldrid Gorset kompenserer for sin noget omskiftelige vokal med god fysisk tilstedeværelse. Volumen er i det hele taget et ømt punkt for opsætningen, hvor orkestret giver den gas, mens flere af sangerne har svært ved at sætte sig igennem. Besætningen skiftes dog også flittigt ud fra forestilling til forestilling, hvilket måske forklarer den haltende kemi og manglende sikkerhed.

Usammenhængende scenografi

Det pudsige ved scenografien er, hvor ujævn den er. Udtrykkene varierer kraftigt. Første akt har sit store tomrum over skråtaget, anden akt en strømlinet overflod. Tredje akt virker decideret uinspireret med en mørk facade, mens kærligheden mellem de påstået elskende svinder.

Kulisserne i fjerde og sidste akt er dog dem, der stritter mest. Handlingen udspiller sig her på et tag, hvor Mimi ud af ingenting bliver syg og dør, og bag taget ses et kækt panorama over Paris, hvor byens vartegn ligger hulter til bulter. En sammenhæng med de tre foregående akter er svær at få øje på, bortset fra at der ligesom i begyndelsen skal tændes ild. Nogen tegn på, at der skulle være koldt, findes dog ikke.

At sangerne skal bevæge sig på et tag i flere niveauer, gør ikke deres allerede usmidige bevægelser mere naturlige. Og med aktens helt klare projektører – som giver en kedelig, fuld belysning – bliver manglen på kemi mellem de fire venner for alvor tydelig.

Forhåbentlig finder Elisabeth Linton på noget nyt, når hun nu sætter sig i stolen som operachef.