★★★★☆☆ Tolken – hyperaktuel lokaltforankret historie om krigens flygtninge

Parkteatrets dramadokumentariske forestilling Tolken – hvortil min verden går om russiske flygtningen under 1. Verdenskrig rammer lige midt i dagens agenda med aktualitet og holdning svøbt i en kærlighedshistorie.

Parkteatret har været længe undervejs med Tolken – hvortil min verden går. Så længe, at det er et billede af flygtningene på motorvejen i 2015, der lukker forestillingen ned, ikke et billede af mennesker på flugt ud af Ukraine. Billedvalget ændrer dog ikke på, at den dramadokumentariske forestilling om krig og flugt er hyperaktuel.

Kan man forhindre krig med viden?

”Jeg har det med at overgøre det, når noget er vigtigt,” siger Ingeborg Stemann. Hun er en virkelig person, der viede sit liv til de russiske flygtninge, der kom til Horserød under 1. Verdenskrig. Andreas Dawe folder hendes historie ud i en sober, kun let sentimentalt overfortalt tekst, der lader os forstå, hvorfor Ingeborg aldrig får skrevet den bog om russerne, hun arbejdede på hele livet.

”Sprog og bøger er nøglen til at forstå, men kan de forhindre krig?” lyder nemlig en anden nøglereplik. Og nej, det må vi i disse dage bittert erkende. Ingen, ej heller en Putin, bør i 2022 mangle forståelse for krigens rædsel. Den kom alligevel.

Ingeborg ønsker fred, men forholder sig mest til det nære, mindre til de storpolitiske linjer. I modsætning til mange andre danskere ser hun russerne – og vi kan nemt associere videre til fx tyskere og syrere – som mennesker. De skal behandles med værdighed og med ungdommelig stædighed kæmper hun for deres vilkår i fangelejren. Kampen får en anden indsigt, efter hun har tabt hjertet til den karismatiske fange Stefan.

Lokal forankring

Scenen er sat i nutiden, i Ingeborgs arkiv fyldt fra loft til gulv med noter, der aldrig fik samlet sig til en bog. Nikolaj har kastet sig over projektet, men overraskes pludselig af Ingeborg fulgt af en mindre hær af grå, russiske krigsfanger. Sammen med dem drager Nikolaj tilbage i tiden og gennemlever hendes historie. Nu er han klar til at skrive, og hun kan give slip og acceptere sin død.

Teaterleder Karen Nielsen spiller selv den ældre Ingeborg. En skarptunget kvinde, der bruger ord til at dække over kærlighedstabet. Sarah Juel Werner er hendes unge alterego, lige skarp i tonen, men med ungdommens blødhed lurende i en bøjet lænd, et hoved på skrå. Brian Hjulmann skifter overbevisende mellem den nysgerrige Nikolaj, den geskæftige avisredaktør, den bolsjevikforskrækkede lejrkommandant og sin primære rolle som Stefan, der giver russerne kød, blod og poetisk kraft. Omkring dem huserer horden af russiske flygtninge, som spilles tilpas afstemt af en portion ældre – jeg antager lokale – herrer.

Søren Iversen har iscenesat med god balance mellem for- og baggrund. De professionelle spillere i front med et bagtæppe af dem, det – også – handler om. Flygtningene, som blev Ingeborgs skæbne. Julie Forchammer har skabt den multimedierede scenografi, der med sine kornede billeder danner den helt rigtige ramme og associationsrum omkring den dramadokumentariske fortælling. Tolken er et fint bud på en lokalt forankret og lokalt inddragende forestilling med aktualitet og holdning.