Del

Den første sten

30. mar – 10. april

Teater V

Vi orker næsten ikke mere krig. Og måske slet ikke med Carsten Jensen som belærende rejsefører. Troede vi. For Rasmus Ask og Teatret Møllen har forvandlet Den første sten til overraskende spændingspoesi om danske soldater i Afghanistan.

Allerførst ligner Den første sten en parodi. På Carsten Jensen. På hans overmåde økonomiserende skrift, der er så ladet med sanseindtryk og dramatisk handling, at det kan virke vulgært. På den forklaringsiver, der for ham går hånd i hånd med ønsket om at fortælle sandheden om krigen i Afghanistan. Se bare åbningsscenen.

Seks kvinder lister ind på scenen. De går på sten i bare fødder, stimler sammen i en klynge. Emma Silja Sångren bryder tavsheden med en delingsleders selvsikre stemmeføring: Din puls slår hurtigere, når du er i krig, instruerer hun sine danske tropper, mens hun kigger stift ud på publikum. Men tropperne svarer ikke. I stedet deklamerer de med højlydt staccato det, der lyder som miljø- og handlingsbeskrivelser fra en roman.

Den første sten, Teatret Møllen
Den første sten, Teatret Møllen. Foto: Søren Hasselgaard Skaanning

Dramatik i skak

De beskriver hendes udseende. I virkeligheden spiller hun en mand, forstår vi: delingsleder Schrøder, der i slutningen af første akt viser sig at være en sammensat person. Næsten alle de personer, der skildres i løbet af Den første sten, er faktisk mænd. Det er for så vidt absurd, nøjagtig ligesom de højlydte regibemærkninger og skuespillernes kunstfærdige kropstableauer.

Men det er ikke en parodi. De seks kvinder sveder, håret er trukket stramt tilbage, rande under øjnene vidner om ydre pres. Tøjet er affarvet, scenen sort og minimalistisk. Sten, jordfarver, mørke. Fra højttalerne runger en dyster bastone, der mere er en rystelse end en lyd. Stramheden holder den overgjorte dramatik i skak.

Den første sten, Teatret Møllen
Den første sten, Teatret Møllen. Foto: Søren Hasselgaard Skaanning

Overflod af tekst

Her findes ingen hvile. Tempoet er højt, og man sidder med fornemmelsen af, at dramatiker Brian Wind-Hansen har fået hver eneste af Carsten Jensens 600 romansider med i manuskriptet. Alt er tale, konstant tale. Og vi er nødt til at følge med, for karaktererne svæver ind og ud af skuespillerne.

Det ene øjeblik er man soldat, så tolk, så pårørende hjemme i Danmark, militsleder, amerikansk opportunist, fortællerstemme. Skriften har den totale magt. Det går selvfølgelig ud over persontegningen, og den hakkende stil fra regibemærkningerne smitter af på de direkte replikker. Af og til kløjes der forståeligt nok i overfloden af tekst.

LYT OGSÅ: ISCENEs podcast om forestillingen

Action og æstetik

Men den manglende rytme kan man leve med, for grebet saboterer fuldstændig alle forestillinger, vi måtte træde ind i salen med. Historier om krig kan være fulde af klicheer, men med sin hyperdramatiske, deklamatoriske og kontrafaktiske form tvinger instruktør Rasmus Ask et hvidt lærred frem.

Den første sten, Teatret Møllen
Den første sten, Teatret Møllen. Foto: Søren Hasselgaard Skaanning

Han tvinger også en sitrende uro ind i Den første sten. På den ene side har man tekstens helt ligefremme actiondrama, der smager kraftigt af triviel spændingsroman. På den anden side er der kroppene på scenen, som filtrer sig ind og ud af hinanden i stærkt æstetiserede tableauer. Er man til det ene, kan man næsten kun være skeptisk over for det andet, og den balancegang holder sanserne vakt.

Svær at glemme

Nuvel, forestillingen strækker sig over næsten fire timer. Det er ambitiøst, men det er også for meget. For selvom historien om jagten på en dansk forræder efterhånden får en tydelig retning, bygger det sceniske udtryk ikke på samme måde op til et klimaks.

De stiliserede eksplosioner og den fælleskropslige erotik er allerede perfektioneret halvvejs igennem stykket. Derfra bliver det ‘kun’ til variationer over samme greb. Men da har man også allerede fået meget for pengene. Den første sten bliver svær at glemme.

LÆS OGSÅ: Den første sten – fra 600 bogsider til 4 timers aktuelt teater om mennesker i krig

Forfatter: Carsten Jensen. Dramatiker: Brian Wind-Hansen. Instruktør: Rasmus Ask. Scenograf: Laura Rasmussen. Lysdesign: Michael Breiner. Lyddesign: Johannes Smed.

Medvirkende: Connie Tronbjerg, Sara Line Møller Olsen, Maja Juhlin, Emma Silja Sångren, Durita Dahl Andreassen, Iza Mortag Freund, Anne Blomsgård.

Spiller 30. marts – 10. april på Teater V i Valby. Spillede 15.-19. marts på Teatret Svalegangen i Aarhus og 10.-26. marts på Teatret Møllen i Haderslev.