Populært lige nu

NEXT ZONE søger producent 

Ansøgningsfrist: 3. januar 2024

Dramatikken findes

Holdet på Dramatikkens Hus har sendt denne replik til debatten om dansk dramatik kontra dansk litteratur, som blev rejst på ISCENE tilbage i september...
Annoncespot_imgspot_img

Aprilfestival 2022: Et overflødighedshorn af fine forestillinger for alle aldre

Aprilfestival 2022, der i år blev afholdt i Esbjerg i smukt, iskoldt solskinsvejr, lykkedes til fulde med et fedt program, god publikumsopbakning og et væld af fængende forestillinger for de mange.  

Aprilfestival – verdens største teaterfestival med forestillinger for børn og unge – afsluttedes i søndags efter en yderst vellykket uge i Esbjerg kommune.

Festivalen bød traditionen tro først på scenekunst til kommunens egne børn og unge, hvor mere end 17.000 institutionsbørn og skoleelever så teater i skoletiden, mens der i den afsluttende weekend fredag-søndag åbnedes op for branche, borgere og opkøbere med matchende flotte besøgstal. 

Mulighed for mange oplevelser

Det var på mange måder et eksempel på en festival, når den fungerer rigtig godt. Spillestederne lå – på nær nogle enkelte undtagelser – relativt tæt, så man kunne gå til de forskellige steder med god mulighed for at nå en masse og lægge et sammenhængende program. 

De 153 forskellige teaterforestillinger, produceret og præsenteret af i alt 105 professionelle teatre, favnede bredt i både indhold, målgrupper og formater, og der var både gamle kendinge og masser af sæsonens nye produktioner med. 

Tyvetyve, Teater Apropos, Syddjurs Egnsteater og Teaterhuset Filuren. Foto: Ditte Chemnitz
Tyvetyve, Teater Apropos, Syddjurs Egnsteater og Teaterhuset Filuren. Foto: Ditte Chemnitz

I EGF Hallen var det fredag formiddag muligt for børn og unge på 12+ at komme med den norske eventyrer Thor Heyerdahls og hans besætning på rejse fra Peru til Polynesien på en tømmerflåde af træpaller i den vellykkede, musikalske forestilling Kontiki – 101 dag tilbage produceret i samarbejde mellem Teater O, Nørregaards Teater og Holstebro Teater. Umiddelbart derefter kunne man samme sted blive sendt 200 år frem i tiden i den postpandemiske sci-fi fortælling Tyvetyve om isolation og fællesskab med corona som fælles afsæt i en hyper aktuel og flot orkestreret forestilling fra Teater Apropos, Syddjurs Egnsteater og Teaterhuset Filuren. 

Vilde oplevelser

Aprilfestivalens arrangører er selvfølgelig ikke herrer over vejr og vind, men for pokker hvor var det koldt – også inde i de store haller – så muligheden for at kunne købe en kop kaffe eller noget andet varmt ved de yderliggende spillesteder kunne have været fedt. Derfor var det egentligt også rigtig rart at få bevæget kroppen lidt mellem de forskellige lokationer. Som fx på gåturen fra EGF Hallen til Game Streetmekka, der fredag eftermiddag blandt andet bød på vilde oplevelser for de mellemste.

Til Limfjordsteatret Vild for de på 7-12-årige var der fuld af fart og fokus på følelsen af vildskab, at turde udfordre gængs dramaturgi, og give alle aspekter af vildskab frit løb. Her var vild fortolket i alskens former, med fokus på fart, frustration, fornøjelse, fortrydelse, fest og frydefuld frihed. Vild natur, vilde kroppe og vilde ideer formidlet i et sandt virvar af hvirvlende småscener og velduftende kage, der blev bagt færdig undervejs og publikum fik et stykke af, da forestillingen var forbi.  

vild limfjordsteatret interview
Prøver på forestillingen Vild på Limfjordsteatret. Pressefoto

Vild var også dagens næste forestilling samme sted, KABOOM – kunsten at ødelægge for børn på 12+, skabt af Live Art Danmark. Her fik børn blandt publikum lov til at komme på scenen og smadre løs på alskens rekvisitter, som de sagde på scenen: ”Vi skal ødelægge for at bygge nyt,” mens børnene fik lov at efterprøve og genskabe verdenskendte kunstneres værker, som fx at smadre en (mini)guitar, som The Who-guitaristen Pete Townshend praktiserede i sin musikalske karriere. Det lyder ustyrligt, men faktisk foregik det hele i god ro og orden med en sal fuld af koncentrerede børn, som dybt fokuserede lyttede med på fortællingen om de forskellige kunstnere, der gennem tiden med deres destruktion af diverse værker har bidraget til at rykke ved det blik vi ser på verden med.

Flere fine dukkeforestillinger

Også lørdag var vejrguderne med Aprilfestival 2022. Solen skinnede fra en smuk blå himmel, om end vinden igen var isnende kold. Om formiddagen inviterede Balsamique Théâtre med En grim ælling på en virkelig fin version af H.C. Andersens eventyr for de 4-9-årige. I et velfungerende mix mellem flotte, farverige papfigurer og fascinerende silhuetdukker på lysende baggrund fortaltes det velkendte eventyr for flokken af børn og voksne, der betaget så til fra tilskuerpladserne.

På Rørkjær Skole Urban, som lå lidt yderligt i forhold til de øvrige spillesteder på årets festival, kunne de 5-10-årige opleve Teater Patraskets nye forestilling Ned på jorden. En sød og tankevækkende fortælling om en forkælet rig pige, der ved en fejl bliver sendt til en afsidesliggende ø, hvor hun ikke kan komme i kontakt med omverdenen eller sin familie. Her lærer hun glæden ved at arbejde for føden og have rigtige venner. Det hele naturligvis iscenesat i Teater Patraskets velkendte stil med utroligt livagtige dukker og en smuk scenografi fuld af hemmeligheder og overraskelser.

Quacksalver, Sofie Krog Teater. Foto: Sofie Krog
Quacksalver, Sofie Krog Teater. Foto: Sofie Krog

Også Sofie Krog Teaters helt nye Quacksalver for børn og barnlige sjæle på 3+ var et hit af en dukketeaterforestilling, som satte gang i lattermusklerne hos såvel voksne som børn. Forestillingen, der hvis vejret havde været lidt lunere, skulle have spillet udendørs, kunne opleves på Danmarksgades Skole Urban midt i byen. Som en anden landevejsridder kørte fortælleren og kvaksalveren sin vogn ind på scenen og udbød sin mirakelmikstur til den stuvende fulde sal. En vogn, der forvandledes til et dukketeater, hvorfra de mest livagtige små hånddukker poppede frem og lagde krop til den morsomme fortælling, som børnene i salen tydeligvis sagtens kunne forstå, selvom ordene var på engelsk.

Plads til vigtige temaer

Mens dukketeaterforestillingerne alle var til den morsomme og lette side, så var der også blevet plads i programmet til lidt vægtigere temaer, som fx hos Sjællands Teater Fair Play og deres nye forestilling En af dagene, som spillede i Rørkjærhallen for børn og unge på 10+. 

En af dagene er fortællingen om det voksne søskendepar Bibbi og Finn, er netop har mistet deres mor. For selvom Finn er lillebror, så er det hans opgave at tage sig af Bibbi, der er udviklingshæmmet. De udfordringer og overvejelser, som de to står i, kommer fint frem i forestillingen – især gennem den særdeles velspillende Siri Fris Vikesaa som Bibbi

gazart kropskøn aprilfestival 2022
Kropskøn, Gazart. Foto: Søren Meisner

Også Gazart sætter noget på spil i deres forestilling Kropskøn, som de kalder “en levende skulptur i en leg med krop og køn”. Alle fra 5 år kunne opleve forestillingen på Game Streetmekka, hvor man modsat de fleste andre iscenesættelser ikke skal sidde stille og kigge på, men til lyden af guitaristens musik må bevæge sig omkring i lokalet og betragte den særegne dansende krop, som hverken er mand eller kvinde, men hele tiden ændrer form. En virkelig interessant og ordløs måde at sætte fokus på krop og køn.

Seminar og talks for branchen

Udover de mange forestillinger, bød ugen også på et væld af oplæg, debatter og talks. Det var branchen selv, der stod bag de forskellige events, men derfor kunne det nu alligevel have været rart, hvis Aprilfestivalen havde bistået med et samlet overbliksprogram, så man kunne se hvad der var af tilbud. Som det var på årets festival, måtte man som deltager selv støve de enkelte events op på arrangørernes hjemmesider eller i nyhedsbreve – med garanti for, at der var en masse interessante talks og debatter, som aldrig blev oplevet. 

(Note: ISCENE er efter artiklens udgivelse blevet gjort opmærksomme på, at Aprilfestival faktisk laver et sådant program, som det desværre ikke lykkedes os at finde, før festivalen).

projektstøtteudvalg for scenekunst aprilfestival 2022
Talk med medlemmer fra projektstøtteudvalget for scenekunst til Aprilfestival 2022. Foto: ISCENE

Fredag aften bød fx på flere arrangementer. Her var blandt andet en præsentation af det nye projektstøtteudvalg for scenekunst, der sammen med Dansk Teater bød inden for til et glas og en fælles snak med salen om ønsker og forventninger til det nye udvalg. Peter Mark Lundberg, direktør for Dansk Teater, modererede samtalen, hvor udvalgets fire fremmødte medlemmer fortalte lidt om dem selv, hvorefter folk i salen bød ind med spørgsmål og bud til fremtidens prioritering. 

Der var stor lydhørhed og imødekommenhed fra udvalgets side, hvor forperson for udvalget, Gitta Malling, selvfølgelig også nævnte, at de midler, som pt er stillet til rådighed, ikke rækker til at støtte alle de velkvalificerede projekter, der årligt ansøger, og de derfor må prioritere. Strategien for, hvordan udvalget kvalificerer fordelingen af de næste fire års scenekunststøtte, udvikles på et todages strategiseminar i april, hvorefter de store linjer for fremtiden vil blive offentliggjort. 

Det er god demokratisk stil at få lov at samtale med dem, der har magten til at uddele afgørende støttemidler og det fungerede godt med de afslappede rammer, samtalen blev præsenteret i. 

Aprilfestival 2022 i Esbjerg. Foto: ISCENE
Aprilfestival 2022 i Esbjerg. Foto: ISCENE

Alt i alt var Aprilfestival 2022 en flot arrangeret og velgennemført festival. Og det var ganske enkelt skønt, at festivalen nu – efter et par år med corona-udfordringer – er tilbage i sin vanlige storform.

Seneste

★★★★☆☆ Snedronningen – en visuel fryd for eventyrelskere

Tivoli præsenterer for tredje gang deres balletjuleshow, Snedronningen, som...

Samtidscirkus er sin egen unikke kunstform 

"Lad os slå fast én gang for alle: Samtidscirkus...

NEXT ZONE søger producent 

Ansøgningsfrist: 3. januar 2024

Nyhedsbrev

Annoncespot_imgspot_img

Udforsk videre

★★★★☆☆ Snedronningen – en visuel fryd for eventyrelskere

Tivoli præsenterer for tredje gang deres balletjuleshow, Snedronningen, som...

Samtidscirkus er sin egen unikke kunstform 

"Lad os slå fast én gang for alle: Samtidscirkus...

NEXT ZONE søger producent 

Ansøgningsfrist: 3. januar 2024

Ina-Miriam Rosenbaum modtager Teaterpokalen 2023

Foreningen Danske Teaterjournalister har i går kåret årets modtagere...
Annonce
Annonce

★★★★☆☆ Snedronningen – en visuel fryd for eventyrelskere

Tivoli præsenterer for tredje gang deres balletjuleshow, Snedronningen, som havde premiere i 2019. Tivolis Balletteater og balletbørn fejer blidt og yndefuldt over scenen med...

Samtidscirkus er sin egen unikke kunstform 

"Lad os slå fast én gang for alle: Samtidscirkus er sin egen unikke kunstform," skriver lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns...

NEXT ZONE søger producent 

Ansøgningsfrist: 3. januar 2024